Four Roses Single Barrel – Kentucky Straight Bourbon Whiskey

Four Roses Single Barrel – Fra et enkelt fad

Four Roses Single Barrel er en Kentucky Straight Bourbon Whiskey på 50% Vol. Den er fremstillet af det amerikanske destilleri Four Roses Distillery i Kentucky. Denne bourbon er en single cask aftapning, som det også fremgår af navnet. Flasken, der her er anmeldt, er fra warehouse 55, fra fad 50-6J. På destilleriets webside, fremgår det at disse single cask aftapninger har modnet i minimum 7-9 år, men flasken kommer uden aldersangivelse.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #552

Anmeldelse af Four Roses Single Barrel

Næse:

En tydelig sødme fra vanilje og karamel kommer op fra glasset først. Der anes svagt et strejf af kanel, kardemomme og nelliker, hvilket blot forstærkes, når man også har smagt på drammen. Momentvis opleves et strejf af egetræ i duften, der med sig har lidt tørhed i sit udtryk. Sammen med sødmen ledes tankerne i retning af det man kender fra popcorn lavet med smør. De 50% Vol. alkohol er ikke tydelige i næsen.

Four Roses Single Barrel

Four Roses Single Barrel

Palette:

Sødme rammer, ganske som i næsen, også smagsløgene som det første. Også her er tydelige noter af mørk karamel og vanilje. Der følges hurtigt op med tydelig kanel og nelliker på tungen, der giver en varm og prikkende fornemmelse på tungen. Momentvis opleves en let syrlighed i denne bourbon. Sammen med sødmen giver det associationer til det man kender fra solmodne appelsiner. Alkoholen er tydeligere i smagen end i duften, men drammen virker ikke sprittet. Et par dråber vand nedtoner det fint.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne Kentucky Straight Bourbon Whiskey. Sødmen dominerer stadig, og har lagt sig som et fint lag i mundhulen. Lejlighedsvist opleves stadig lidt stærk kanel på tungen, der dog hurtigt forsvinder igen. Tilstedeværelsen af egetræ, der også var at finde i duften, kommer igen frem i afslutningen. Med sig har det en smule bitterhed. Man sidder tilbage med en fornemmelse i munden, som når man har spist karamelpopcorn lavet med smør.

Hvad siger producenten:

You’ll want to savor the taste of this premium Single Barrel again and again. It’s complex, full-bodied and surprisingly smooth with a delicate, long finish that’s unbelievably mellow. Drink straight up or on the rocks. 100 proof. 50% alcohol/volume.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig bourbon, dog uden at imponere. Kan man lide en bourbon, der ikke stiller de store krav, men stadig kan drikkes rent, så er dette et godt bud på en flaske. De fleste, både nye og mere erfarne bourbon nydere, vil kunne være med på denne aftapning. Man kan købe en flaske for lige under 400,- kroner. Med denne prissætning er konkurrencen hård, og der er andre glimrende alternativer på markedet. Eksempelvis er jeg ganske pjattet med Eagle Rare 10 Year Old, der ligger nogenlunde på niveau i prisen. Konklusionen på denne anmeldelse af Four Roses Single Barrel er, at det er fornuftig bourbon, som de fleste kan finde fornøjelse i.

3/5 (1)

Elijah Craig Small Batch – Kentucky Straight Bourbon Whiskey

Elijah Craig Small Batch – fra hårdtbrændte fad

Elijah Craig Small Batch er en amerikansk bourbon whiskey på 47% vol, hvilket svarer til 94 proof. Den fremstilles på det amerikanske destilleri Heaven Hill Distillery i Kentucky. Denne bourbon har lagret på level 3 forkullede egetræs fad, hvilket er en relativ hård afsvidning af fadet. Aftapningen kommer uden aldersangivelse, men som det fremgår af navnet, er det Small Batch i mindre oplag.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #491

Anmeldelse af Elijah Craig Small Batch

Næse:

En tydelig duft fra egetræ kommer frem fra glasset som det første. Der følges op med tydelig sødme fra mørk sukker og sirup. Langsomt kommer duften fra modne mørke som kirsebær og brombær mere frem. I baggrunden opfanges lys karamel og vanilje. Momentvis duftes krydderier som kanel, peber og nelliker. Sammen med sødmen giver det associationer til det man kender fra kagerne til juletid. Alkoholen fornemmes i næsen, og den kan opleves lidt sprittet ved første kontakt. Det aftager dog en anelse mår drammen har stået nogle minutter i glasset.

Elijah Craig Small Batch

Elijah Craig Small Batch

Palette:

Sødmen smages også som det første. Ganske som i duften, så er det mørk sukker og sirup, der dominerer i begyndelsen. Der følges hurtigt på med stærke krydderier som kanel og peber, der sammen med alkoholen, giver varme og en prikkende fornemmelse på tungen. Langsomt kommer smagen af vanilje og karamel mere frem i denne bourbon. Lejlighedsvis opleves er strejf af kirsebær i smagen, men ikke lige så tydeligt som i næsen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. sødme fra sirup og mørk sukker ligger som et fint lag i munden. Der opleves stadig tydelig kanel og peber på tungen, der sammen med alkoholen, giver varme på tungen og i brystet. En smule bitterhed kommer slutteligt lidt frem, og med sig har det et strejf af egetræ, der er med til at fremhæve vanilje og karamel. Bitterheden efterlader et spor af kaffe og mørk chokolade. Man sidder tilbage med et minde om julekager, inden munden slutteligt tørrer helt ud.

Hvad siger producenten:

“Expertly aged in Level 3 charred oak barrels, our award-winning Small Batch Bourbon is known for its signature warm spice & subtle smoke flavors. Each barrel is hand selected by our Master Distillers.”

Konklusion:

Dette er en ganske god bourbon. Hvis man kan lide tydelig sødme fra mørk sukker, sirup, karamel og vanilje, så vil man ikke blive skuffet med denne aftapning. Man kan købe en flaske for omkring 350,- kroner for 70 cl. Med denne prissætning er den ganske konkurrencedygtig med andet bourbon i dette leje. Jeg har efterhånden en del tømte flasker bourbon bag mig, og jeg må stadig tilstå, at mit hjerte ligger hos single malt whisky. Når det er sagt, så er interessen stigende for de amerikanske dråber, og denne aftapning rammer et fint “sweet spot” med mit avancement på bourbonrejsen. Konklusionen på denne anmeldelse af Elijah Craig Small Batch er, at det er en fin bourbon, hvor de fleste kan være med uanset erfaring.

3/5 (1)

Maker’s Mark 46 – Kentucky Straight Bourbon Whisky

Maker’s Mark 46 – Med stave af brændt egetræ

Maker’s Mark 46 Kentucky Straight Bourbon Whisky på 47% Vol, er en amerikansk bourbon whisky fra Kentucky. Under lagringen af denne bourbon, er der nedsænket 10 brændte stave af fransk egetræ i hvert fad. Whiskyen har lagret på nye fad, som krævet i henhold til lovgivningen. Flasken kommer uden aldersangivelse, så det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #453

Anmeldelse af Maker’s Mark 46

Næse:

Sødme fra mørk sukker kommer op fra glasset som det første. Der følges op en let sødme som man kender det fra honning og bolcher med frugt. Efter et par minutter i glasset kommer en tydelig duft af vanilje og karamel mere og mere frem. I baggrunden duftes et strejf af egetræ, der forstærkes efter at have smagt på drammen. De 47% Vol alkohol er ikke at mærke i næsen.

Maker's Mark 46

Maker’s Mark 46

Palette:

Ganske som i duften, er sødme også det første som smages. Også her er det mørk sukker, næsten som sirup, der dominerer. Mindre markant er honning- og bolchersødmen. Der følges hurtigt op med stærke krydderier, der giver en prikkende og varm fornemmelse i på tungen og i munden. Der er sort peber, kanel og nelliker i smagen på denne bourbon. I baggrunden fornemmes egetræ, der gradvist kommer mere frem i smagen. Med sig har det smag af vanilje og karamel, og et strejf af bitterhed. Tankerne ledes en smule i retning af det man kender fra lakridsrod. Alkoholen er heller ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne dram. Smagen af egetræ dominerer i eftersmagen. Ligeledes er krydderierne ganske tydelige, og der smages stadig sort peber, kanel og nelliker. Sødmen er mere nedtonet i afslutningen, end den har været igennem resten af oplevelsen. En let syrlig note, der minder om den man kender i søde appelsiner, kommer momentvis frem i eftersmagen. Man efterlades med et minde om lakridsrod og karamel, mens munden gradvist tørrer mere og mere ud.

Hvad siger producenten:

“French oaked for layers of flavor, Maker’s 46® is the taste vision of Bill Samuels, Jr. Creating his signature bourbon requires first-of-its-kind finishing that begins with fully matured cask strength Maker’s Mark®. Ten seared French oak staves are fitted into the barrel before the whisky is finished to maturity under ideal conditions in our limestone cellar. The result is an easy-to-sip bourbon with notes of caramel, vanilla and baking spice that greet the palate in layers. Capturing the 46 taste vision took some doing. But all you need to figure out is your favorite way to enjoy Bill, Jr.’s recipe.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig bourbon. Hvis man kan lide den klassiske Maker’s Mark Kentucky Straight Bourbon Whisky, så vil man med garanti også kunne lide denne.Der er mange af de samme duft- og smagsindtryk til stede, men der er skruet op for krydderierne. I min optik giver det en anelse mere kompleksitet, og en bedre dram. Man kan købe en flaske for cirka 400,- kroner, hvilket da også er en anelse dyrere end den klassiske aftapning. Konklusionen på denne anmeldelse af Maker’s Mark 46 er, at hvis man kan lide stærke krydderier, så er den et snert bedre end den klassiske aftapning fra destilleriet.

3/5 (1)