Glen Albyn 1980 12 Year Old – Cask no. 2946 (reklame)
Land: Skotland
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Master of Malt
ABV: 43%
Alder: 12 år
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★
Glen Albyn 1980 12 Year Old er en skotsk single malt whisky på 43% Vol. Whiskyen kommer fra det lukkede destilleri Glen Albyn Distillery i Highland distriktet. Råspritten er påfyldt et enkelt fad med cask no. 2946 den 13/11-1980, og er aftappet i februar 1993. Flasken er påtrykt en aldersangivelse på 12 år. Det har ikke været muligt at finde yderligere informationer om typen af fadet. Whiskyen er sendt på markedet af den uafhængige aftapper Master of Malt.
Jeg har fået tilsendt denne flaske fra auktionshuset WVA Whisky Auctions til anmeldelse på bloggen. Flasken har været del i den legendariske “The Zelmanowitz Collection”, der kommer under hammeren hos auktionshuset mellem den 9. og 12. november 2026. Samlingen er opbygget af Saul Zelmanowitz igennem mere en 40 år, og består af mere end 3200 miniature flasker. Samlingen har en anslået værdi på over 150.000 £. Der er flasker i samlingen fra destillerier som Macallan, Springbank og Laphroaig, men også fra lukkede destillerier som Banff, Millburn og Glen Albyn.
Besøg: Destilleriets hjemmeside
Anmeldelse #593
Anmeldelse af Glen Albyn 1980 12 Year Old
Næse:
Næsen rammes først af en tydelig duft fra solmodne frugter. Der duftes søde røde æbler og pærer. Der følges hurtigt op med sødme fra malten, men lidt lys karamel og vanilje trænger sig på. Når whiskyen har stået nogle minutter i glasset kommer en let syrlighed mere og mere frem i glasset, der blot forstærkes efter også at have smagt på whiskyen. Alkoholen mærkes ikke i næsen.

Glen Albyn 1980 12 Year Old – Miniature
Palette:
Som i duften, så er sødme også det første der rammer smagsløgene i denne gamle Highland whisky. Først er maltsødmen ganske dominerende, men lidt karamel og vanilje ligger bagved og presser på. Frugtsødmen er mere tilbagetrukket i smagen, end den er i duften, men det er stadig modne æbler og pærer der kommer frem. Efter et par nip til whiskyen, kommer let syrlige noter fra modne appelsiner og grapefrugter frem. Momentvis opleves et strejf af sødme fra lynghonning, der dog hurtigt er væk igen. Der er en snert af en mineralsk note, som man også ofte kan finde i whisky fra Islay og Campbeltown. De 43% Vol alkohol er ikke tydelige i smagen.
Afslutning:
Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødmen fra lys karamel har lagt sig som et fint lag i munden. Der er en tiltagende bitterhed i eftersmagen. Sammen med lidt syrlighed, giver det associationer til den man kende fra usødet grapefrugt eller skallen fra en appelsin. Munden tørrer gradvist mere og mere ud, men bitterheden til sidst dominerer. Men sidder tilbage med en fornemmelse i munden, som når man har spist umodne hasselnødder.
Hvad siger producenten:
“Single Highland malt whisky Distilled 13.11.80 Bottled Feb 1993”
Konklusion:
Dette er en glimrende whisky. Kan man lide frugtsøde whiskyer fra Highland distriktet, så vil man ikke blive skuffet her. Der er godt samspil mellem sødme, syrlighed og bitterhed, der er med til at give en fin kompleksitet. Det er svært at finde flasker fra destilleriet, og dem der findes, koster en mindre formue. Jeg er glad for at have fået denne miniature flaske forærende, så jeg har haft mulighed for at smage noget fra dette lukkede destilleri. Konklusionen på denne anmeldelse af Glen Albyn 1980 12 Year Old Master of Malt 1980/1993 er, at det er en glimrende whisky, om ikke andet, så af nostalgiske årsager.