Macallan 12 Year Old Fine Oak – Triple Cask Matured

Hjem » Nedvandet

Macallan 12 Year Old Fine Oak – Lagret på ex-sherry og ex-boubon fad

Destilleri: Macallan
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Macallan 12 Year Old Fine Oak er en whisky på 40% Vol. Whiskyen kommer fra The Macallan Distillery, der ligger i Speyside området. Som det fremgår af flasken, så er whiskyen “Triple Cask Matured”. Den har lagret på en kombination af ex-sherry fad, fremstillet af både amerikansk og europæisk egetræ, samt på amerikanske ex-bourbon fad. Den har lagret på disse fad i 12 år. Aftapningen er ikke tilsat kunstig farve, og er fremstillet med brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #590

Anmeldelse af Macallan 12 Year Old Fine Oak

Næse:

Røde modne æbler duftes som det først i denne whisky. Der følges op med et strejf af fersken og honningmelon, der dog hurtigt er væk igen. Efterhånden kommer en duft af tørrede abrikoser mere frem, mens lidt vanilje ligger i baggrunden. Momentvis findes en smule egetræ og mandler i duften. Efter at have smagt på drammen duftes også lidt modne citrusfrugter som appelsiner og mandariner. Alkoholen fornemmes i næsen.

Macallan 12 Year Old Fine Oak - Miniature

Macallan 12 Year Old Fine Oak – Miniature

Palette:

Sødmen fra vanilje og tørrede abrikoser, er langt tydeligere i smagen end de var i duften, og rammer munden som det første. Smagen fra solmodne røde æbler følger hurtigt efter. Når man har smagt et par nip af denne skotske whisky, bliver smagen af appelsiner og mandariner gradvist mere til stede. Ligeledes opfanges en smule bitterhed, der sammen med sødmen giver associationer til mælkechokolade. De 40% mærkes i smagen, men drammen forkommer ikke sprittet.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne Speyside whisky. Der smages stadig sødme fra både æbler og citrusfrugter. Efterhånden som dette aftager, erstattes det af sødme fra vanilje, der til sidst helt overtager. Lejlighedsvist mærkes lidt stærk sort peber på tungen, der dog hurtigt er væk igen. Bitterheden fra egetræ tiltager en anelse, og fornemmelsen af chokolade bliver mere markant. Man sidder tilbage med en smag af mandler og hasselnødder, mens munden gradvist tørrer helt ud.

Hvad siger producenten:

“The Macallan Triple Cask Matured 12 Years Old forms part of our Triple Cask Matured range; a series of single malt whiskies crafted in a triple cask combination of European and American sherry seasoned oak casks and American ex-bourbon oak casks. This complex combination of oak casks delivers an extraordinarily smooth and delicate character, full of citrus fruits, vanilla and fresh oak.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Kan man lide en whisky, der er lige til at drikke, uden behov for den store fordybelse, så er dette et godt bud på en flaske. Forventer man stor kompleksitet, og kraftig duft og smag, så skal man lede andre steder. Man kan købe en flaske for omkring 550,- kroner. For de penge får man en hæderlig dram, der nok bedst egner sig til nybegynderen. Har man mange tømte whiskyflasker under bæltet, så er den nok ikke helt så interessant. Personligt ville jeg nok vælge at lægge pengene et andet sted, og er derfor glad for, at det kun er en miniature flaske der her er anmeldt. Konklusionen på denne anmeldelse af Macallan 12 Year Old Fine Oak er, at den er bedst egnet, hvis man ikke har så meget erfaring med single malt whisky.

Enghaven No. 3 – Single Malt Whisky

Hjem » Nedvandet

Enghaven No. 3 Single Malt Whisky – ex-bourbon og ex-masculine fad

Destilleri: Brænderiet Enghaven
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 45%
Alder: 4 år
Fadtype: Bourbon, Masculine
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Enghaven No. 3 Single Malt Whisky er en dansk whisky på 45% Vol. Whiskyen er fremstillet af Brænderiet Enghaven. Spiritussen er brændt i marts 2016, og er senere aftappet i november 2020. Først har whiskyen modnet på et enkelt ex-borbon fad i 4 år, inden den har fået en afslutning på et ex-masculine fad. Masculine er en en æblespiritus fremstillet af den danske producent Cold Hand Winery. Der er aftappet 408 flasker af denne tredje aftapning af destilleriets single malt whisky. Denne sample var med på en “mad og whisky” smagning på Restaurantskibet Prinses Juliana.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #588

Anmeldelse af Enghaven No. 3 Single Malt Whisky

Næse:

En tydelig maltsødme kommer frem fra glasset som det første. Der følges op med sødme fra søde modne æbler. I baggrunden opfanges en let syrlighed, som den man kender fra nyslået græs og grønne æbler. Efter et par minutter i glasset kommer en let vanilje- og karamelsødme frem i duften. Momentvis anes et strejf af egetræ i og alkohol i næsen.

Enghaven No. 3 Single Malt Whisky - Sample

Enghaven No. 3 Single Malt Whisky – Sample

Palette:

De 45% Vol. alkohol er langt mere fremtrædende i smagen end den er i duften. Der kan med fordel tilsættes ganske lidt vand, da man skal være forsigtig med, at den ikke får for meget og drukner. Med en anelse vand bliver maltsødme og sødmen fra de modne æbler mere tydelig. I baggrunden er der stadig en del vanilje og karamel til stede i whiskyen. Der mærkes lidt sort peber på tungen, men lidt mynte lejlighedsvist følger op.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne dram. Smagen af vanilje og karamel dominerer i eftersmagen. Ligeledes er egetræ ganske fremtrædende, og med sig har det en anelse bitterhed, der gradvist tiltager. Lidt mynte og timian kommer kortvarigt frem i afslutningen, mens lidt sort peber stadig er at mærke på tunge, Man efterlades med et minde om æble-te, der har trukket lidt for længe, inden munden slutteligt tørrer helt ud.

Hvad siger producenten:

“Single Malt 03 er produceret på maltet byg. Vi har ladet mæsken gære forholdsvis længe ved lav temperatur for at få så meget af smagen fra kornet med i destillater. Single Malt 03 er double matured. Destillatet er således først lagret på et ex bourbon-fad i 4 år og herefter på et ex masculine-fad fra Cold Hand Winery. Masculine-fadet har givet whiskyen en snert af æble, tørret frugt og med en duft af æblehave.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Hvis man har mod på at prøve dansk whisky, så er dette et fint bud på en flaske, der er værd at købe. Med en introduktionspris på cirka 600,- kroner, da den blev sendt på markedet, er den fint konkurrencedygtig med whisky fra andre danske destillerier. Dette er indtil videre den bedste aftapning jeg har smagt fra destilleriet. Når det er sagt, så er drammen ikke voldsomt kompleks, og man kan finde bedre alternativer i eksempelvis skotsk whisky i samme prisleje. Konklusionen på denne anmeldelse af Enghaven No. 3 Single Malt Whisky  er, at den godt kan klare sig i kapløbet med andet dansk whisky.

Ardnamurchan AD/04.21:03 – Highlands Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Nedvandet

Ardnamurchan AD/04.21:03 – Western Highlands

Destilleri: Ardnamurchan
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46,8%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ardnamurchan AD/04.21:03 er en skotsk whisky på 46,8% Vol. Whiskyen kommer fra Ardnamurchan Distillery i Highland distriktet. Whiskyen indeholder 50% røget råsprit og 50% råsprit uden røg. 65% af destillatets sprit har modnet på ex-bourbon fad, og de sidste 35% har modnet på ex-sherry fad. Aftapningen kommer uden aldersangivelse på flasken, men den er fremstillet uden kølefiltrering, og uden brug af kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #587

Anmeldelse af Ardnamurchan AD/04.21:03

Næse:

Næsen mødes først af en let sødlig røg. Det er en røg der giver associationer til røget skinke eller bacon. Røgen er ikke så dominerende som det man kan finde i en del whisky fra Islay. Syrlige noter fra grønne æbler, grønne druer, citrusfrugter og nyslået græs kommer efterfølgende hurtigt frem. Efter at have smagt på whiskyen fornemmes også lidt vanilje og lys karamel i næsen. De 46,8% Vol. alkohol er ikke tydelige i næsen.

Ardnamurchan AD/04.21:03

Ardnamurchan AD/04.21:03

Palette:

Den sødmefulde røg rammer, ganske som i næsen, også smagsløgene som det første. Også her minder det om røget kød. Sødme fra vanilje, honning og lys karamel trænger hurtigt igennem den blide røg. Efter et par nip til denne whisky fra Highland regionen, kommer lidt mineralske og maritime noter frem, der giver associationer til salt, hav, strand og flintesten. Der mærkes kortvarigt lidt stærk ingefær på tungen, der dog hurtigt er væk igen. Der er næsten ingen syrlighed i smagen, kun et strejf af lidt grønne umodne æbler i ny og næ. Alkoholen er ikke at mærke i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødmen fra lys honning, karamel og vanilje ligger som et fint lag i munden. De maritime og minetalske noter, der også er at finde i smagen, giver sammen med en tiltagende smag af egetræ, en let tørhed i munden, mens der mærkes lidt salt på læberne. Sammen med egetræ fremkommer en tiltagende bitterhed, der lejlighedsvist giver en snert af lakridsrod. Man sidder tilbage med helt udtørret mund, og et fjernt minde om røget kød.

Hvad siger producenten:

“We produce two signature styles of spirit, one peated and one unpeated. The distillery was designed to produce a full flavoured malt true to its location (West Highland). The single malt will comprise a 50/50 split of peated and unpeated whiskies, matured in a 65%/35% mixture of ex-Bourbon and ex-Sherry oak casks.“

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Kan man lide let til medium røget whisky, eller ikke har den helt store erfaring med røg, så er dette en god whisky at købe. Hvis man kan lide whisky fra Campbeltown distriktet, så har denne dram lidt af den samme vibe omkring sig, men den er lige en snert tyndere i sit udtryk. Man kan købe en  flaske for lige under 500,- for en flaske. Jeg købte denne i et ukendt mix af 2 flasker Ardnamurchan for 599,-. Den ene er anmeldt her og den anden gik til en kammerat. Denne aftapning har samme sammensætning af fad som destilleriets første aftapning Ardnamurchan AD/09.20:01, og jeg må sige at der trods alt er en del batch variation til stede, selvom destilleriets karakter fint træder frem. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardnamurchan AD/04.21:03 er, at det er udmærket whisky, og jeg skal have smagt flere af de aftapninger, med diverse variationer af fad, destilleriet efterhånden har sendt på markedet.