Skonnert 8° 12,7′ Ø – sammen med Stauning Skonnert

Hjem » Øl tilsat whisky » Side 6

Skonnert – brygget med malt og whisky fra Stauning Distillery

Bryggeri: Mylius-Erichsen Bryghus
Land: Danmark
Type: Doppelbock
ABV: 8,13%
Whisky: Malt, Stauning
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Skonnert 8° 12,7′ Ø er en skibsøl fra bryggeriet Mylius-Erichsen Bryghus beliggende på havnen i Hvide Sande i det vestlige Jylland. Øllen har en alkoholstyrke på 8,13% Vol – samme længdegrad hvor Bramsejlerskonnerten ligger ved kaj i Hvide Sande. Øllen er kommet til verden i samarbejde med Stauning Whisky Distillery. Øllen er nok mest kendt for at følge med det yderst begrænsede oplag af whisky, Stauning Skonnert 56° 01′ N, som kun blev udgivet i 314 eksemplarer. Whiskyen sejlede rundt i længere tid surret fast i skonnerten “Maja”.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #38

Anmeldelse af Skonnert 8° 12,7′ Ø

Næse:

Øllen har generelt en ganske svag aroma. Når jeg tænker skibsøl, så tænker jeg røg, hvilket der absolut ikke er noget af i næsen. Af erfaring ved jeg dog at røgen ofte aftager med tiden i flaskerne, og bliver erstattet af en lidt mere sødlig duft, som også er til stede i øllen. Så måske kan fraværet af røg skyldes at øllen efterhånden har lidt alder på bagen. Man fornemmer ikke noget særligt humleduft i øllen. De relativt høje 8,13% vol alkohol er heller ikke specielt fremtrædende. Whiskyen fra Stauning er heller ikke til stede i duften.

Skonnert 8° 12,7' Ø

Skonnert 8° 12,7′ Ø

Palette:

I smagen er røgen til gengæld til stede. Ikke voldsomt meget, men dog tydeligt, og i fremtrædende grad. Der er en god sødme i øllen. En sødme som ofte fremkommer når røgøl har fået lidt alder på sig. Det giver en god dybde og kompleksitet, med dette lidt “hengemte” udtryk. Man fornemmer også en svag varme og fylde fra alkoholen. Der er ikke umiddelbar bitterhed fra humle. Hvis man konecentrerer sig, så kan man måske ane en lille snert whisky i smagen.

Afslutning:

Eftersmagen er præget af en smule røg, men ikke voldsomt. Der er en god rest sødme, der ligger et fint lag i munden. Dette medvirker til at afslutningen bliver god og længerevarende. Man fornemmer en smule tilstedeværelse af whisky. Ikke så meget smagen af whisky, men mere fornemmelsen af egetræ, og den tørhed det godt kan give i munden.

Hvad siger producenten:

Potent skibsøl, brygget med blandt andet malt, som er tørret, maltet og røget på Stauning Whisky, samt whisky produceret samme sted. Skonnert er udviklet i samrarbejde med Stauning Whisky, Bramselskonnerten og HKT.”

Konklusion

Det er ikke tit man ser røgøl i Danmark. Derfor er det dejligt med en dansk røgøl, for dem er der langt imellem på hylderne med specialøl. Øllen er som sådan ganske glimrende, og kom som sådan godt måle sig med de tyske rauchbier fra området omkring Bamberg. Øllen er købt for 35,- kroner på Stauning Whisky Festival 2018 i destilleri-shoppen, og det mener jeg bestemt, at den er værd. Ikke fordi øllen som sådan er enestående, men mere fordi det er specielt med en dansk øl med røg. Konklusionen på denne anmeldelse af Skonnert 8° 12,7′ Ø er at det er en glimrende øl, der sagtens kan måle sig med originalerne fra Bamberg.

American Pale Ale – Dew & A Brew fra Randers

Hjem » Øl tilsat whisky » Side 6

American Pale Ale – brygget med gær fra Tullamore Dew

Bryggeri: Randers Bryghus
Land: Danmark
Type: American Pale Ale
ABV: 5,1%
Whisky: Gær, Tullamore Dew
Whiskyblog.dk: ★★★★★

American Pale Ale på 5,1% Vol. kommer fra Randers Bryghus, der er beliggende i Randers i Jylland. Øllen er brygget med gær fra den traditionelle Tullamore Dew fra Irland. Efterfølgende er den lagret på fad fra selvsamme destilleri. Øllen er en del af en serie bestående af tre forskellige øl, der kaldes Dew & A Brew serien. Serien består også af en Irish Red Ale og en Smoked Porter. På flasken står at øllen har en IBU (bitterhed) på 41, og EBC (farve) på 11. Serien udgives som begrænset limited edition.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #35

Anmeldelse af American Pale Ale

Næse:

Man mærker straks en god tilstedeværelse af humle i denne øl, første gang man dufter til den. Man Opfanger god bitterhed i næsen. Dette toppes af med fine noter af blomst og citrus noter i duften. Når man trænger igennem den umiddelbare duft af humle, så fornemmer man en smule maltsødme i næsen, men den er dog begrænset. Umiddelbart er der heller ikke noget som antyder lagring på whiskey fad eller brygning med whiskey gær.

Randers Bryghus American Pale Ale

Randers Bryghus American Pale Ale

Palette:

Også smagen på øllen er umiddelbart præget af god humle, ganske som forventet i denne kategori af øl. Der er en god afbalanceret bitterhed. Man kommer til at tænke på blomster og citrusfrugter når man smager øllen. Der er også en smule maltsødme og spore i paletten. Kombinationen leder lidt tankerne hen på althea bolsjer, som man købte for år tilbage. Der fremkommer en speciel nærmest metallisk smag som jeg ikke kan genkende fra andre øl, jeg har smagt. Det kan muligvis være whiskey gæren, der spiller ind.

Afslutning:

Der er ikke den helt lange afslutning på denne øl. Munden bærer også i eftersmagen præg af bitterhed fra humlen. Munden tørrer langsomt ud – en fornemmelse man også kender fra whisky, hvor fadet har gjort indflydelse. Også her er en lidt metallisk bi-smag, som gør oplevelsen lidt speciel.

Hvad siger producenten:

“Til de humleelskende øldrikkere er her en APA med kant, da brygget er gæret på whiskeygær sendt til os fra Tullamore destilleriet Irland.

Konklusion

Denne American Pale Ale er ikke den bedste jeg har smagt, men den holder sig dog fint indenfor genren. Der fremkommer en smag, som jeg ikke mindes at have smagt tidligere i nogen øl, og jeg har efterhånden været igennem en del. I skrivende stund har jeg et stykke over 1000 unikke øl på Untappd, så det er trods alt en del. Øllen kan købes for omkring 25,- kroner, og det mener jeg godt man kan ofre på øllen. Det er den trods alt værd, men man kan få mange andre fine øl i det prisleje. Øllen er dog interessant idet den er brygget med whiskey gær, hvilket jeg ikke har oplevet før. Hvis det til gengæld er det, som er med til at trække helhedsindtrykket ned, så er det jo ikke en fordel. Konklusionen på denne anmeldelse af American Pale Ale fra Randers Bryghus, er øllen ikke imponerer, men den er dog et bekendtskab værd.

Tap Dancing Hippo – Single batch brew med whiskey

Hjem » Øl tilsat whisky » Side 6

Tap Dancing Hippo – Imperial Oatmeal Whiskey Stout

Bryggeri: Randers Bryghus
Land: Danmark
Type: Imperial Oatmeal Stout
ABV: 8,8%
Whisky: Tilsat
Fadtype: Whiskey
Whiskyblog.dk: ★★★★

Tap Dancing Hippo er en Imperial Oatmeal Stout på 8,8% vol. Øllen er brygget af det danske bryggeri Randers Bryghus, der er beliggende i Randers i Østjylland. Denne øl er tilsat irsk whiskey, men der meldes ikke ud præcis, hvilken whiskey der er brugt. Det er værd at bemærke, at øllen er single batch brew, så det er altså en limited edition i begrænset oplag. Øllen har OG (Original Gravity) på 1098, FG (Final Gravity) på 1035, IBU (bitterhed) på 45-50 og EBC (farve) på 85-90.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #28

Anmeldelse af Tap Dancing Hippo

Næse:

Man mærker straks, at det er en mørk øl man har med at gøre, i det øjeblik man dufter til den første gang. Duften er præget af mørke toner fra malten. Det leder tankerne hen på rosiner og svesker. Men kan også fornemme chokolade i næsen, næsten som var der kakao tilsat. Der er ikke meget humle at komme efter i aromaen på Tap Dancing Hippo. Med lidt god vilje kan man måske godt fange lidt irsk whiskey i en meget svag nuance, men om det er whiskey eller øllens 8,8% vol, der gør udslaget, er svært at sige.

Tap Dancing Hippo

Tap Dancing Hippo

Palette:

Også i smagen er denne øl præget af mørk malt. Man smager mørk frugt som rosiner og svesker. Dette underbygges af en fin maltsødme, der giver øllen et kraftigt udtryk, der kan virke noget voluminøs. Det hele toppes af med fine chokoladetoner. Selvom øllen er humlet til IBU 45-50, så skal man lede længe efter noget, der bare minder om humlesmag eller bitterhed fra humle. Whiskeyen er ligeledes svær at få øje på i paletten.

Afslutning:

Der er en fin lang eftersmag på denne øl. Munden dækkes nærmest med et lag af sødme, chokolade og mørke tørrede frugter, hvilket giver et blødt udtryk. Det giver øllen et kraftfuldt eftermæle, der varer ved længe. Man fornemmer også her de hårdt ristede malte. Efter et par mundfulde, og lidt tid i munden, så kan man faktisk godt ane den irske whiskey, der er tilsat øllen under lagring. Det giver en fin lidt spids fornemmelse på tungen efter en periode.

Hvad siger producenten:

“Tap Dancing Hippo er en kulsort dobbeltmæsket stout, et tungt og fyldigt bryg. Alligevel er den ekstra cremet, rund og mild, fordi 60% af mæsken er havre og hvede. For selvom man er tung, kan man sagtens danse elegant – og det gør Tap Dancing Hippo. Smagsbilledet har klare noter af den rå mængde irske kvalitetswhiskey, vi har tilsat under lagringen, og den er kun lettere humlet. Whiskeyen går også igen i aromaen sammen med de ristede malte.

Konklusion

Dette er uden tvivl en god øl. Den er kraftig og voluminøs, men stadig blød og velsmagende. Forventer man tydelig smag af irsk whiskey, så bliver man dog lidt skuffet. Den kigger dog lige lidt frem sidst i smagsoplevelsen. Randers Bryghus har opstartet et samarbejde med Raasted Bryghus, men de laver stadig hver deres serier af øl. Derfor kan man godt sammenligne Tap Dancing Hippo med Raasted Imperial Oatmeal Whiskey Stout (anmeldelse #7), da de begge er Imperial Oatmeal Whiskey Stouts, fra “nærmest” samme bryggeri. I dysten mellem de to, så vinder denne øl klart, da den ikke har den melede eftersmag, der ofte er et problem for øl, der er brygget på hårdt ristet malt. Med en pris på lige over 50,- kroner er den virkelig pengene værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Tap Dancing Hippo er, at kan man lide tunge, voluminøse øl, så er dette et “must”.