Kilkerran 8 Year Old – Bourbon Cask Matured 2023

Kilkerran 8 Year Old – Cask Strength Bourbon Cask Matured Batch #8

Kilkerran 8 Year Old Bourbon Cask Matured er en whisky på 55,8% Vol fra Glengyle Distillery i Campbeltown regionen. Whiskyen har modnet på ex-bourbon fad i 8 år, inden der er aftappet ved cask strength den 22. oktober 2022. Dette er den ottende aftapning i destilleriets 8 års cask strength serie, og omtales derfor som batch #8. Den kommer med flaske kode 22.11.22 22/232. Whiskyen fremstillet uden brug af kølefiltrering, og uden kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #449

Anmeldelse af Kilkerran 8 Year Old Bourbon Cask Matured

Næse:

En let røg kommer op fra glasset som det første. Det er ikke en tung røg, men mere en fjern røg, som når naboen har tændt op i brændeovnen, og man svagt fornemmer det i sin egen stue. Der følges hurtigt op med tydelig sødme fra vanilje. Bagved ligger en fin note af nyslået græs og citrusfrugter som grapefrugt og citron. Et maritimt og mineralsk strejf af hav og flintesten kommer gradvist mere frem. Alkoholen mærkes i næsen uden at dominerer.

Kilkerran 8 Year Old Bourbon Cask Matured 2023

Kilkerran 8 Year Old Bourbon Cask Matured 2023

Palette:

De 55,8% Vol. er mere fremtrædende i smagen, men dette justeres fint med lidt vand, efter personlig præference. Smagen og sødmen fra vanilje og karamel rammer smagsløgene som det første i denne Campbeltown whisky. Hurtigt følges op med en syrlighed som man kender det fra grapefrugt og citroner. Efter et par nip til drammen ændrer det en anelse karakter, og minder mere om grønne friske æbler. Gradvist kommer mere mineralske og maritime noter frem, og det giver associationer til salt og flintesten på læberne. Der mærkes stærk peber, ingefær og mynte på tungen. Hele smagsoplevelsen pakkes ind i et let strejf af røg og gammelt pakhus.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. De maritime og mineralske noter af salt, hav og flintesten er tydeligere i eftersmagen. Sammen med lidt røg, har det lagt sig som et fint lag i hele munden og på læberne. Sødmen fra vanilje og karamel trænger stadig fint igennem, og der er en smag, der minder om mælkechokolade. Citrusfrugterne kommer kun lejlighedsvist frem i eftersmagen. Man efterlades med et minde, som når man har drukket kraftigt sødet urte- og mynte-te, der har trukket lidt for længe. Munden tørrer slutteligt helt ud, mens man mærker varme fra alkoholen, og lidt salt stadig fornemmes på læber og tunge.

Hvad siger producenten:

This limited annual release has been part of the lineup from Glengyle Distillery since 2016 but it’s been 5 years since the last bourbon matured edition which presents notes of elderflower, vanilla, pineapple, coconut and peat smoke.

Konklusion:

Dette er en god whisky. Hvis man er glad for bourbon lagret whisky, og har mod p en dram med en anelse røg, så er dette et godt bud på en flaske. Man kan købe en flaske for omkring 600,- kroner. Når man som jeg er fan af Campletown whisky, og Glengyle Distillery i særdeleshed, så lever denne whisky helt op til forventningerne. Der er noter af hav, vanilje, citrus og gammelt pakhus, så alt er som det skal være. Når den så samtidig kommer med aldersangivelse, og aftappet ved fuld fadstyrke uden farvestoffer og uden brug af kølefiltrering, så er det virkelig en dram, der passer til mine præferencer. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilkerran 8 Year Old Bourbon Cask Matured 2023 er, at whiskyen lever op til alle forventninger i en cask strength aftapning fra Campbeltown.

4/5 (1)