Ardnamurchan AD/04.21:03 – Highlands Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Medium røg

Ardnamurchan AD/04.21:03 – Western Highlands

Destilleri: Ardnamurchan
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46,8%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ardnamurchan AD/04.21:03 er en skotsk whisky på 46,8% Vol. Whiskyen kommer fra Ardnamurchan Distillery i Highland distriktet. Whiskyen indeholder 50% røget råsprit og 50% råsprit uden røg. 65% af destillatets sprit har modnet på ex-bourbon fad, og de sidste 35% har modnet på ex-sherry fad. Aftapningen kommer uden aldersangivelse på flasken, men den er fremstillet uden kølefiltrering, og uden brug af kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #587

Anmeldelse af Ardnamurchan AD/04.21:03

Næse:

Næsen mødes først af en let sødlig røg. Det er en røg der giver associationer til røget skinke eller bacon. Røgen er ikke så dominerende som det man kan finde i en del whisky fra Islay. Syrlige noter fra grønne æbler, grønne druer, citrusfrugter og nyslået græs kommer efterfølgende hurtigt frem. Efter at have smagt på whiskyen fornemmes også lidt vanilje og lys karamel i næsen. De 46,8% Vol. alkohol er ikke tydelige i næsen.

Ardnamurchan AD/04.21:03

Ardnamurchan AD/04.21:03

Palette:

Den sødmefulde røg rammer, ganske som i næsen, også smagsløgene som det første. Også her minder det om røget kød. Sødme fra vanilje, honning og lys karamel trænger hurtigt igennem den blide røg. Efter et par nip til denne whisky fra Highland regionen, kommer lidt mineralske og maritime noter frem, der giver associationer til salt, hav, strand og flintesten. Der mærkes kortvarigt lidt stærk ingefær på tungen, der dog hurtigt er væk igen. Der er næsten ingen syrlighed i smagen, kun et strejf af lidt grønne umodne æbler i ny og næ. Alkoholen er ikke at mærke i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødmen fra lys honning, karamel og vanilje ligger som et fint lag i munden. De maritime og minetalske noter, der også er at finde i smagen, giver sammen med en tiltagende smag af egetræ, en let tørhed i munden, mens der mærkes lidt salt på læberne. Sammen med egetræ fremkommer en tiltagende bitterhed, der lejlighedsvist giver en snert af lakridsrod. Man sidder tilbage med helt udtørret mund, og et fjernt minde om røget kød.

Hvad siger producenten:

“We produce two signature styles of spirit, one peated and one unpeated. The distillery was designed to produce a full flavoured malt true to its location (West Highland). The single malt will comprise a 50/50 split of peated and unpeated whiskies, matured in a 65%/35% mixture of ex-Bourbon and ex-Sherry oak casks.“

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Kan man lide let til medium røget whisky, eller ikke har den helt store erfaring med røg, så er dette en god whisky at købe. Hvis man kan lide whisky fra Campbeltown distriktet, så har denne dram lidt af den samme vibe omkring sig, men den er lige en snert tyndere i sit udtryk. Man kan købe en  flaske for lige under 500,- for en flaske. Jeg købte denne i et ukendt mix af 2 flasker Ardnamurchan for 599,-. Den ene er anmeldt her og den anden gik til en kammerat. Denne aftapning har samme sammensætning af fad som destilleriets første aftapning Ardnamurchan AD/09.20:01, og jeg må sige at der trods alt er en del batch variation til stede, selvom destilleriets karakter fint træder frem. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardnamurchan AD/04.21:03 er, at det er udmærket whisky, og jeg skal have smagt flere af de aftapninger, med diverse variationer af fad, destilleriet efterhånden har sendt på markedet.

Edradour Ballechin 2009 8 Year Old – Double Malt Double Cask

Hjem » Medium røg

Edradour Ballechin 2009 8 Year Old – ex-sherry og ex-bourbon fad

Destilleri: Edradour
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 8 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Edradour Ballechin 2009 8 Year Old Double Malt Double Cask er en whisky på 46% vol. Den kommer fra Edradour Distillery i Highland området. Denne aftapningen er et mix af fire fad fra 2009 med både røget og urøget whisky. Der er brugt et ex-sherry fad nummer #383, og tre ex-bourbon fad nummer #318, #319 og #320. Alle fad er fra årgang 2009. Whiskyen har modnet 8 år på disse fad, som det også fremgår på indpakningen. Whiskyen er fremstillet uden kølefiltrering, og der er ikke tilsat kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #577

Anmeldelse af Edradour Ballechin 2009 8 Year Old

Næse:

Sødme fra modne tropiske frugter kommer frem fra glasset som det første. Der duftes søde ferskner, mango og kokos. Lejlighedsvist kommer lidt søde modne æbler frem fra baggrunden, der minder lidt om det man kender fra supermarkedsæblet golden delicious. En let røg ligger fint over hele duften. I kombination med sødmen, leder det tankerne i retning af sød pibetobak. Alkoholen er ikke tydelig i duften,

Edradour Ballechin 8 Year Old Double Malt Double Cask

Edradour Ballechin 8 Year Old Double Malt Double Cask

Palette:

Den sødmefulde røg, der også er at finde i duften, er mere markant i smagen, og rammer smagsløgene som det første. Det er dog ikke en kraftig røg, som man kan finde i meget whisky fra Islay, men en mere afdæmpet røg. Smagen fra de modne tropiske frugter og æbler følger hurtigt efter. Der anes momentvis lidt sort peber på tungen, der dog hurtigt forsvinder igen. Efter et par nip til denne whisky kommer lidt noter af honning, og et fjernt strejf af lakrids. De 46% Vol alkohol er heller ikke tydelige i smagen.

Afslutning:

Der er medium afslutning på drammen. I begyndelsen er frugtsødmen stadig tilstede, men ændrer gradvist karakter til honning-og karamelsødme. Samtidig kommer en bitterhed efterhånden mere og mere frem, får til sidst at dominere. Med sig har det en tørhed, og smagen at lakrids, der også var svagt til stede i smagen, kommer nu mere frem. Ligeledes opfanges nu en let syrlighed fra citrusfrugter i denne skotske whisky. Sammenmed bitterheden giver det associationer til revet skal fra en citron. Men sidder tilbage med en fornemmelse i munden som når man har spist lakridsrod.

Hvad siger producenten:

“A Cuvée of our unpeated & peated malts”

Konklusion:

Dette er en udmærket whisky. Kan man lide en let-røget whisky, eller er man nybegynder ud i verdenen af røget whisky, så er dette et godt bud på en flaske. Forventer van kraftig røg, eller stor kompleksitet, så skal man nok lede andre steder. Man kan købe en flaske for cirka 500,- kroner. Med denne prissætning er den ganske konkurrencedygtig med andet i prislejet. Når det er sagt, så har jeg smagt andet og bedre fra Edradour Distillery, hvor jeg er særligt begejstret for deres fadstyrke aftapninger, også fra uafhængige aftappere. Konklusionen på denne anmeldelse af Edradour Ballechin 2009 8 Year Old Double Malt Double Cask er, at det er fin whisky, der egner sig godt til nybegyndere ud i røget whisky.

Hødal Whisky No. 10 Smoky Passion 5 år – Dansk Single Malt Whisky

Hjem » Medium røg

Hødal Whisky No. 10 Smoky Passion 5 år – Special Edition No. 10 (reklame)

Destilleri: Nordisk Brænderi
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 5 år
Fadtype: Sherry
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Hødal Whisky No. 10 Smoky Passion 5 år er en dansk single malt whisky på 46% Vol. Whiskyen kommer fra det nordjyske destilleri Nordisk Brænderi. Røgmalten kommer fra Refsvindige Bryghus, mens urten kommer fra henholdsvis Skagen Bryghus, Næstved Bryghus og destilleriet selv. Råspritten har modnet på 1 stk. 100 og 4 stk. 200 liters fad, der tidligere har indeholdt ex-PX sherry. Disse fad er påfyldt i februar og december 2020, og aftappet december 2025 og februar 2026. Whiskyen er nedvandet til 46% Vol. med vand fra Hødals morænebakker. Flasken kommer med en aldersangivelse på 5 år. Der er ikke brugt kølefittrering under fremstillingen. Jeg blev foræret denne flaske til anmeldelse på bloggen, da jeg var til fadsmagning af min fadandel i Hødal Single Estate Peated Whisky. Flaske har nummer #59.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #570

Anmeldelse af Hødal Whisky No. 10 Smoky Passion 5 år

Næse:

En tydelig sødme fra modne frugter som pærer og røde æbler kommer op fra glasset først. Langsomt men sikker kommer en let røg gradvist mere og mere frem, efterhånden som whiskyen står i glasset. Røgen forstærkes i næsen, når man også har smagt på whiskyen. Tilsvarende kommer også noter fra tørrede abrikoser og rosiner lidt frem efter at have nippet til glasset et par gange. Momentvis opleves en let som syrlighed fra usødet grapefrugt, mens lidt lakridsrod anes i baggrunden. Alkoholen er ikke markant i næsen.

Hødal Whisky No. 10 Smoky Passion 5 år

Hødal Whisky No. 10 Smoky Passion 5 år

Palette:

Røgen er væsentligt mere fremtræden i smagen end i duften. I starten er det en let tør røg, som man ender det fra aske. Efterhånden som whiskyen får en tiltagende sødme, ændrer røgen karakter til at minde mere om det, der kendes i røget kød, som bacon og skinke. Sødme fra abrikoser og rosiner bliver efterhånden mere tydelig, mens røgen træder lidt i baggrunden. Der opleves lidt varme på tungen fra ingefær og friske krydderurter. Der opleves en smule syrlighed, der sammen med et strejf af bitterhed, giver associationer til revet skal fra en citron. De 46% vol. fornemmes, dog uden drammen virker sprittet.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Sødmen fra de tørrede frugter er stadig til stede i eftersmagen. Der en tiltagende bitterhed, der giver en let tørhed i munden. Syrligheden fra grapefrugterne, der også var fremme i duften, kommer mere frem i eftersmagen. Hele afslutningen pakkes ind i et let lag af røg. Man sidder tilbage med en fornemmelse i munden, som når man har drukket citrus-te, og man efterlades med et minde af lakridsrod, mens lidt mynte lejlighedsvist kommer frem. Alkoholen giver god varme i munden og brystet.

Hvad siger producenten:

“Whiskyen fremstår røget til et niveau, hvor vi vil kalde det for en ”passion” af nydelse og den er således ikke en hardcore røgoplevelse. Til gengæld træder maltsmagen igennem, så man får en afrundet og behagelig røgsmag med fylde fra bygmalt og fadlagring.”

Konklusion:

Dette er en dejlig whisky. Kan man lide let røget whisky, hvor røgen ikke dominerer, men blot tilfører et ekstra lag i oplevelsen, så vil man ikke blive skuffet med denne dram. Forventer man røg, som i en whisky fra Islay, så skal men se andre steder hen. Man kan købe en flaske på en halv liter for 859,- kroner. Nuvel, det er mange penge for en flaske whisky. Tager man i betragtning, at det er en aftapning fra et lille dansk destilleri, så virker prisen rimelig. Kvaliteten af whiskyen ligger klart i den gode ende af danske aftapninger i dette prisleje. Jeg mener desuden, at det er dejligt forfriskende med en påtrykt aldersangivelse på 5 år. Konklusionen på denne anmeldelse af Hødal Whisky No. 10 Smoky Passion 5 år er, at det er en fin dram, der tydeligt viser, at det findes mange gode whiskyoplevelser i de mindre danske aftapninger.