Old Pulteney 12 Year Old – en god dram til fornuftig pris
Old Pulteney 12 Year Old er en skotsk whisky på 40% Vol. Pulteney Distillery er et af nordligst beliggende skotske destillerier på fastlandet. Destilleriet ligger i Highland regionen, hvilket også gør whiskyen til en Highland single malt whisky. Pulteney Distillery er ejet af Inver House Distillers. Whiskyen har lagret 12 år på ex-bourbon fad og den er kølefiltreret. Det er værd at bemærke, at denne whisky har vundet flere guld- og sølvmedaljer ved internationale mesterskaber, som blandt andet International Wine and Spirit Competition 2017.
Besøg: Destilleriets hjemmeside
Anmeldelse #115
Anmeldelse af Old Pulteney 12 Year Old
Næse:
Man dufter først søde frugter, når man stikker næsen i denne dram. Aromaen er hen i retning af modne pærer og ferskner. Efter lidt tid i glasset ændrer den karakter hen i retning af søde appelsiner, modne bananer og honning. Der er en let aroma af egetræ, og man mærker en fornemmelse af salt i næsen. I baggrunden mærkes en smule vanilje. Alkoholen på de 40% vol. er ikke at mærke i næsen.
Palette:
Paletten er lidt mere barsk end næsen. Man smager straks stærke krydderier som peber og kanel i denne whisky. Der er et næsten chili-agtig brænd på tungespidsen. Når smagsløgene har vænnet sig til det lidt barske førstehåndsindtryk, så fremkommer en god honningsødme. De modne appelsiner, man lige anede i duften, er tydeligere i smagen. Der ligger en saltet fornemmelse over hele udtrykket, og alkoholen er også her meget neutral. Oplevelsen bliver mere afdæmpet når flasken har været åbnet i noget tid.
Afslutning:
Der er en relativ kort afslutning på whiskyen. Også her er den næsten overmodne appelsin tydelig. Fornemmelsen af salt er mere markant i eftersmagen. Man fornemmer lidt nødder i baggrunden. Sammen med saltet giver det næsten en følelse, som når man har spist saltede peanuts. Slutteligt tørrer munden lidt ud, og man sidder tilbage med lidt vanilje, karamel og chokolade i munden.
Hvad siger producenten:
“Matured wholly in air-dried, hand-selected ex-bourbon casks the ‘unashamedly excellent’ Old Pultene 12 years old is the definitive expression in the Old Pulteney family. Traditionally crafted using techniques that other distillers have long abandoned, this winner of numerous gold medals at the most prestigious internationla competitions is a high water-mark of quality spirits.”
Konklusion:
Dette er en glimrende whisky, der har en del at byde på. Ligeså blød den er i næsen, ligeså kraftfuld er den i paletten. Det giver en god harmoni, når man drikker whiskyen. Hvis man ikke tidligere har stiftet bekendtskab med det såkaldte “maritime udtryk”, hvor salt og hav er tydeligt, så er dette et godt sted at starte. Det er værd at bemærke, at den bløder en del op i smagen, når flasken har været åbnet i nogle måneder. Ligeledes aftager det salte udtryk også en anelse nogle måneder efter åbningen. Man kan købe en flaske for omkring 300,- kroner, og det er den helt bestemt værd. Jeg var heldig at finde den på tilbud til 250,- kroner, og så bør man helt sikkert købe den. Konklusionen på denne anmeldelse af Old Pulteney 12 Year Old er, at det er en glimrende saltet maritim whisky.