Good Morning Vietnam – Barrel Aged

Hjem » Andet med whisky » Side 27

Good Morning Vietnam – lagret i fad fra Stauning Whisky Distillery

Bryggeri: Bad Seed Brewing
Land: Danmark
Type: Coffee Stout
ABV: 8,3%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Whisky, Stauning
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Good Morning Vietnam er en fadlagret Viatnamese Iced Coffee Stout på 8,3% vol. Øllen er brygget af Bad Seed Brewing, der er beliggende i Nordjylland. Øllen er brygget med vietnamesisk kaffe, og er efterfølgende lagret 5 måneder på aflagte whiskyfad fra Stauning Whisky Distillery. Denne udgave er en fadlagret version af bryggeriets standard udgave af Good Morning Vietnam.

Besøg: Bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #198

Anmeldelse af Good Morning Vietnam

Næse:

Næsen er egentlig i første omgang ret diskret, i forhold til det man kan forvente af en øl med denne kulør og alkoholstyrke. Når man sidder og dufter lidt til øllen, så fremkommer der efterhånden fine ristede nuancer. Men fornemmer også tilstedeværelse af egetræ, fra de fad den har lagret på, og som tidligere har indeholdt dansk whisky. I baggrunden anes noget som minder lidt om lakrids, og der et et lidt vinøs og hengemt udtryk. Den vietnamesiske kaffe er ikke at finde i næsen.

Good Morning Vietnam - Barrel Aged

Good Morning Vietnam – Barrel Aged

Palette:

Smagen er præget lidt mere af de mørke toner, som måske manglede lidt i duften. Der er en god maltsødme, uden den på nogen måde bliver for voldsom. Man aner fint vanilje i smagen. Noget som sikkert også stammer fra lagringen på whiskyfad. Man fornemmer ikke nogen form for humle i smagen. De kraftfulde 8,3% vol. lader sig ligeledes heller ikke rigtigt mærke i smagen. Dog fremtræder der fint noget hengemt i smagen, som leder tankerne hen på en fugtig kælder – på den gode måde. Man aner måske lidt kaffe noter i baggrunden, men det er svært at vurdere om det blot er den hårdt ristede malt.

Afslutning:

Når man tager i betragtning at dette er en stout, med en alkoholprocent på 8,3% Vol, så kunne man måske forvente en kraftig eftersmag. Det er dog ikke tilfældet. Den forekommer blid og blød, og klinger ret hurtigt af. Man fornemmer fine toner af lakrids og vanilje. Slutteligt tørrer munden lidt ud, som man også kender det fra noget whisky. Igen et tegn på fadlagringen. Her er kaffen heller ikke mærkbart til stede.

Hvad siger producenten:

“The barrel imparts delicious notes of toasted oak, vanilla and coconut to the already decadent Good Morning Vietnam”

Konklusion

Dette er en ganske fin øl. Der er tydelig indflydelse fra de gamle whiskyfad. Det er godt man endelig opfanger egetræ, hvilket ellers er en sjældenhed i fadlagrede øl. Øllen kan købes for omkring 60,- kroner. Hvis man tager i betragtning, at øllen har lagret 5 måneder i et gammelt whiskyfad, med de begrænsninger dette sætter på omsætningshastigheden, så er det en ganske fair pris. Den samlede konklusion på denne anmeldelse af Good Morning Vietnam er, at det er en god øl, og det er dejligt at fadlagringen endeligt kommer tydeligt frem i en øl.

Kentucky Bourbon Barrel Ale – amerikansk fadlagret øl

Hjem » Andet med whisky » Side 27

Kentucky Bourbon Barrel Ale – 6 uger på bourbon fad

Bryggeri: Alltech Lexington Brewing & Distilling Co.
Land: USA
Type: Ale
ABV: 8,2%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Bourbon
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Kentucky Bourbon Barrel Ale på 8,2% Vol er en fadlagret øl fra Alltech Lexington Brewing & Distilling Co. i Kentucky, USA. Denne ale er lagret 6 uger på udvalgte nyligt aftappede bourbon fad, fra de lokale destillerier i Kentucky. Det er værd at bemærke, at bryggeriet også selv producerer bourbon. Øllen har vundet flere priser, og er blandt andet sølvmedalje vinder ved World Beer Championships 2017.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #180

Anmeldelse af Kentucky Bourbon Barrel Ale

Næse:

Ved første duft virker øllen ganske neutral i næsen. Der er ikke den store duft af humle i denne øl. Efter lidt tid i glasset fornemmer man dog et tiltagende sødme, som man kender fra maltfyldte øl. Samtidig er det faktisk også en sødme man kan genkende fra amerikansk bourbon.

Kentucky Bourbon Barrel Ale

Kentucky Bourbon Barrel Ale

Palette:

Også smagen er ganske neutral ved første bekendtskab. Efter et par mundfulde åbner den dog op for lidt mere. Man aner lidt frugtige noter, fra en ellers diskret humle. Det er malten og sødmen, der fylder mest i smagen. Det er kun sødmen, der antyder tilstedeværelsen af bourbon. Man kan ikke smage andet, der ellers leder tankerne hen på den amerikanske spiritus.

Afslutning:

Heller ikke her er der meget at komme efter. Den forekommer meget tynd i eftersmagen i første mundfuld. Også her udvikler den sig lidt i den positive retning efter et par mundfulde. Man fornemmer nu en form for tørhed i munden, som antyder tilstedeværelsen af egetræ fra ex-bourbon fadene. Der er også en lille antydning af vanilje i eftersmagen. Det er dog generelt en ret kort afslutning på øllen, og det er ikke en man har lang fornøjelse af.

Hvad siger producenten:

“Our Kentucky Ale is aged for up to six weeks in freshly decanted bourbon barrels from some of Kentucky’s finest distilleries. Subtle yet familiar flavors of vanilla and oak are imparted to this special ale as it rests in the charred barrels. Pleasantly smooth and robust, Kentucky Bourbon Barrel Ale may also be served as an aperitif or after-dinner drink”

Konklusion

Denne fadlagrede øl generer ingen. Den er faktisk lidt i den tynde afdeling efter min smag. Prisen på 20,- til 30,- kroner virker fornuftig. Man aner kun lige tilstedeværelsen af bourbon i smagen og eftersmagen. Det kunne være sjovt, hvis producenten gav den lidt mere tid på fadene for at give smag. Endvidere vil en forlænget lagring give lidt alder på øllen, som ofte udvikler en øl positivt, og faktisk klæder de fleste ale rigtig godt. Konklusionen på denne anmeldelse af Kentucky Bourbon Barrel Ale er, at øllen er fin nok, men en sølvmedalje ved World Beer Championships 2017 fortjener den efter min mening ikke.

O. P. Anderson Extra – Matured in oak barrels

Hjem » Andet med whisky » Side 27

O. P. Anderson Extra – med malt whisky

Producent: O. P. Anderson
Land: Sverige
Type: Snaps
ABV: 40%
Whisky: Tilsat
Whiskyblog.dk: ★★★★★

O. P. Anderson Extra er en svensk snaps på 40% vol. Snapsen er fremstillet af det svenske firma O. P. Anderson, der fremstiller en bred vifte af akvavit. Det særlige ved denne udgave er, at den er tilsat oloroso sherry og malt whisky. Der er dog ingen informationer om, hvilken malt whisky der er tale om. Det vides heller ikke om det er svensk whisky, skotsk whisky eller andet. Snapsen lagres efterfølgende i særligt udvalgte sherry fad. Dette gøres efter solera metoden, så alle flasker indeholder en lille brøkdel, fra den allerførste flaske O. P. Anderson Extra, som er fremstillet i 1980.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #179

Anmeldelse af O. P. Anderson Extra

Næse:

Der er først en god sødme i næsen, når man dufter til snapsen første gang. Der mærkes også en lidt sprittet duft, så man ikke er i tvivl om, at det er en snaps man har med at gøre. Det er dok ikke samme sprittede duft, som man kan finde i den klassiske Rød Aalborg, men mere en rund og blød sprit, med en genkendelighed af snaps. Man fornemmer en snert af egetræ i baggrunden.

O. P. Anderson Extra

O. P. Anderson Extra

Palette:

Man rammes straks af den traditionelle sprittede fornemmelse, som man skal have når der drikkes snaps. Det efterfølges hurtigt af en mint-lignende fornemmelse på tungen. Man smager herefter en god sødme, som man kender fra tørret frugt. En smag som man også genkender fra oloroso fadlagret whisky. Sødmen aftager hurtigt, og efterfølges af en smag af peber på tungen. Der mærkes også lidt egetræ i munden.

Afslutning:

Smagen af peber er også tydelig i afslutningen. Det giver en fin prikkende fornemmelse på tungen. Der mærkes stadig en god sødme, som man kender fra tørret frugt og whisky fra oloroso fad. Alkoholen giver en god og varm fornemmelse i munden. Der er stadig en mint-fornemmelse, som kigger frem fra baggrunden en gang imellem.

Hvad siger producenten:

“O. P. Anderson Extra tager udgangspunkt i de klassiske O. P. Anderson krydderier anis, kommen og fennikel, men er tilføjet en ekstra dimension ved tilsætning af Malt Whisky og Oloroso Sherry, der giver en fornemmelse af tørret frugt, sherry og eg. Smagen afrundes af en lang og kompleks eftersmag med en antydning af tørv. Den bløde og fyldige karakter på O.P. Anderson Extra fuldendes gennem en modning på sherryfade, og modningen sker efter det klassiske Solera princip. Det betyder, at alle O.P. Anderson Extra flasker indeholder en dråbe af den allerførste blanding fra 1980.”

Konklusion:

Dette er en ganske fortrinlig snaps. Der er ingen tvivl om, at det er snaps, og den tilbyder nøjagtig det man forventer sig af snaps. Den har så et ekstra lag tilføjet. Tydelig indflydelse fra oloroso sherry og lagring på egetræ er med til at gøre snapsen et stort løft. Det gør den til noget særligt i forhold til almindelig standard akvavit. Man kan købe en flaske på 50 cl. for omkring 200,- kroner. Det er mange penge for en snaps, men kan man lide lidt udfordringer for smagsløgene, når man sidder ved frokostbordet, så er den alle pengene værd. Man kan dog også få en fornuftig skotsk whisky med tilsvarende literpris. Jeg var heldig at få en god slat fra en kollega på jobbet, så jeg havde mulighed for at få den smagt. Konklusionen på denne anmeldelse af O. P. Anderson Extra er, at den virkelig tilføjer dybde og kompleksitet til det at drikke snaps.