Baileys Iced Coffee Latte – kaffe og karamel

Hjem » Andet med whisky » Side 34

Baileys Iced Coffee Latte – flydende Werthers Echte

Bryggeri: Baileys
Land: Irland
Type: Kaffe
ABV: 4%
Whisky: Tilsat
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Baileys Iced Coffee Latte er stammer fra firmaet Baileys beliggende i Dublin i Irland. Den lille dåse på 200 ml består af en blanding af whiskeylikøren Baileys Original Irish Cream og kaffe. Det er ikke nærme angivet hvilken whiskey producenten benytter i denne soft-drink. Det fremgår dog af hjemmesiden at “vi får vores whiskey fra en række kvalitetdestillerier, blandt andet det berømte Bushmills Distillery”, så mon ikke størstedelen er herfra.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #30

Anmeldelse af Baileys Iced Coffee Latte

Næse:

Det første der rammer næsen er en tydelig aroma af kaffe. Man fornemmer også fløden fra Baileys Original Irish Cream. Man fornemmer også en vis sødme i næsen, men ikke noget, der dominerer på nogen måde. Man kan slet ikke fornemme nogen tilstedeværelse af irsk whiskey. Der er en snert af karamel i næsen.

Baileys Iced Coffee Latte

Baileys Iced Coffee Latte

Palette:

Også i paletten er det kaffe, der er det dominerende udtryk. Også her er der en tydelig tilstedeværelse af en eller anden form for mælkeprodukt, der giver en blød fornemmelse til drikken. Det leder en i retning af noget flødekaramel, eller måske det bolche, der hedder Werthers Echte, der også har denne blødhed og karamel smag. Der er ingen antydninger ef whiskey i smagen.

Afslutning:

Der er som sådan ikke den helt store afslutning på denne drik. Man sidder med lidt kaffesmag tilbage i munden, som bliver afløst af lidt tørhed. Det er en tørhed man kender fra kaffe, hvis den har været lidt for bitter.

Hvad siger producenten:

“En unik blanding af Arabica- og Robustakaffe med mælk, fin spiritus og signatursamgen af Baileys.”

Konklusion:

Denne drik imponerer ikke det mindste. Når man tænker på at denne lille dåse koster 15 til 20 kroner for 20 cl., så er det faktisk endnu mindre imponerende. Drikken leder tankerne hen på en kop kaffe med mælk, hvor man har tilsat for meget mælk og sukker. Bevares, det kan da drikkes, men en stor nydelse er det ikke. Og det kan da i hvert fald slet ikke sammenlignes med en god whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Baileys Iced Coffee Latte er at det ikke er den store oplevelse.

Tap Dancing Hippo – Single batch brew med whiskey

Hjem » Andet med whisky » Side 34

Tap Dancing Hippo – Imperial Oatmeal Whiskey Stout

Bryggeri: Randers Bryghus
Land: Danmark
Type: Imperial Oatmeal Stout
ABV: 8,8%
Whisky: Tilsat
Fadtype: Whiskey
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Tap Dancing Hippo er en Imperial Oatmeal Stout på 8,8% vol. Øllen er brygget af det danske bryggeri Randers Bryghus, der er beliggende i Randers i Østjylland. Denne øl er tilsat irsk whiskey, men der meldes ikke ud præcis, hvilken whiskey der er brugt. Det er værd at bemærke, at øllen er single batch brew, så det er altså en limited edition i begrænset oplag. Øllen har OG (Original Gravity) på 1098, FG (Final Gravity) på 1035, IBU (bitterhed) på 45-50 og EBC (farve) på 85-90.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #28

Anmeldelse af Tap Dancing Hippo

Næse:

Man mærker straks, at det er en mørk øl man har med at gøre, i det øjeblik man dufter til den første gang. Duften er præget af mørke toner fra malten. Det leder tankerne hen på rosiner og svesker. Men kan også fornemme chokolade i næsen, næsten som var der kakao tilsat. Der er ikke meget humle at komme efter i aromaen på Tap Dancing Hippo. Med lidt god vilje kan man måske godt fange lidt irsk whiskey i en meget svag nuance, men om det er whiskey eller øllens 8,8% vol, der gør udslaget, er svært at sige.

Tap Dancing Hippo

Tap Dancing Hippo

Palette:

Også i smagen er denne øl præget af mørk malt. Man smager mørk frugt som rosiner og svesker. Dette underbygges af en fin maltsødme, der giver øllen et kraftigt udtryk, der kan virke noget voluminøs. Det hele toppes af med fine chokoladetoner. Selvom øllen er humlet til IBU 45-50, så skal man lede længe efter noget, der bare minder om humlesmag eller bitterhed fra humle. Whiskeyen er ligeledes svær at få øje på i paletten.

Afslutning:

Der er en fin lang eftersmag på denne øl. Munden dækkes nærmest med et lag af sødme, chokolade og mørke tørrede frugter, hvilket giver et blødt udtryk. Det giver øllen et kraftfuldt eftermæle, der varer ved længe. Man fornemmer også her de hårdt ristede malte. Efter et par mundfulde, og lidt tid i munden, så kan man faktisk godt ane den irske whiskey, der er tilsat øllen under lagring. Det giver en fin lidt spids fornemmelse på tungen efter en periode.

Hvad siger producenten:

“Tap Dancing Hippo er en kulsort dobbeltmæsket stout, et tungt og fyldigt bryg. Alligevel er den ekstra cremet, rund og mild, fordi 60% af mæsken er havre og hvede. For selvom man er tung, kan man sagtens danse elegant – og det gør Tap Dancing Hippo. Smagsbilledet har klare noter af den rå mængde irske kvalitetswhiskey, vi har tilsat under lagringen, og den er kun lettere humlet. Whiskeyen går også igen i aromaen sammen med de ristede malte.“

Konklusion

Dette er uden tvivl en god øl. Den er kraftig og voluminøs, men stadig blød og velsmagende. Forventer man tydelig smag af irsk whiskey, så bliver man dog lidt skuffet. Den kigger dog lige lidt frem sidst i smagsoplevelsen. Randers Bryghus har opstartet et samarbejde med Raasted Bryghus, men de laver stadig hver deres serier af øl. Derfor kan man godt sammenligne Tap Dancing Hippo med Raasted Imperial Oatmeal Whiskey Stout (anmeldelse #7), da de begge er Imperial Oatmeal Whiskey Stouts, fra “nærmest” samme bryggeri. I dysten mellem de to, så vinder denne øl klart, da den ikke har den melede eftersmag, der ofte er et problem for øl, der er brygget på hårdt ristet malt. Med en pris på lige over 50,- kroner er den virkelig pengene værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Tap Dancing Hippo er, at kan man lide tunge, voluminøse øl, så er dette et “must”.

Baileys Original Irish Cream – whiskey og fløde

Hjem » Andet med whisky » Side 34

Baileys Original Irish Cream – fin til kaffen

Bryggeri: Baileys
Land: Irland
Type: Likør
ABV: 17%
Whisky: Tilsat
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Baileys Original Irish Cream er et produkt, der har sin oprindelse i Dublin i Irland. I 1974 begyndte udviklingen af denne whiskeylikør, hvor man forsøger at lave et produkt som indeholder både cremet fløde og irsk whiskey. Det er ikke nærmere angivet hvilke irske whiskeyer, der er tale om. Der står blot “vi får vores whiskey fra en række kvalitetdestillerier, blandt andet det berømte Bushmills Distillery”.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #27

Anmeldelse af Baileys Original Irish Cream

Næse:

Man dufter straks karamel i næsen. Den forekommer umiddelbart lidt sød, men ikke på en voldsom måde. Det går bare godt i spænd med karamelnoterne. Man fornemmer også en snert af noget, der minder lidt om kaffe. I baggrunden kan man faktisk godt ane en tilstedeværelse af noget, som minder om det man oplever i whiskey fra Irland, men det er ikke dominerende på nogen måde.

Baileys Original Irish Cream

Baileys Original Irish Cream

Palette:

Smagen af også præget af karamel og sødme. Man fornemmer straks at munden nærmes bliver belagt med et lag af blødhed, som man kender fra fløde. Fløden er dok ikke af finde i smagen som sådan, men mere en fornemmelse man har. Whiskeyen fornemmes også i smagen kun svagt i baggrunden, og er altså heller ikke her dominerende.

Afslutning:

Blødheden er også tydelig i afslutningen. Den efterfølges af tydelig karamel og sødme, som også har præget næsen og paletten. I eftersmagen fornemmer man også tilstedeværelsen af whiskey, i form af en smule et lille brænd af alkohol. Dette maskeres dog på bedste vis ag blødheden fra fløden.

Hvad siger producenten:

“Den perfekte balance mellem gammel irsk whiskey blandet med frisk irsk fløde, og et strejf af kakao og vanilje.”

Konklusion:

Denne drik er generelt en fornøjelse at drikke. Ikke at den på nogen måde kommer op at konkurrere med skotsk whisky eller irsk whiskey. Den bør nydes afkølet, og man kan så sagtens drikke flere af dem efter hinanden. Den har dog en tendens til at blive lidt vammelt efter man har drukket nogle stykker. Den smager utrolig godt sammen med kaffe, hvor bitterheden og varmen i kaffen, passer godt med sødmen, køligheden og tonerne af whiskey, man finder i et nyskænket glas Baileys Original Irish Cream lige fra køleskabet. Det giver en ganske god oplevelse. Prissætningen på omkring 100 til 120 kroner for en flaske virker fornuftig, men hvis man ville bruge lidt flere penge, kunne man faktisk også få sig en billig whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Baileys Original Irish Cream er at den faktisk er fin, og særligt til kaffen er det godt, men en whisky bliver det aldrig.