Caperdonich 1994 26 Year Old – SMWS 38.32
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, SMWS
ABV: 52,9%
Alder: 26 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★
Inspiring, bold John Barleycorn SMWS 38.32 er en skotsk whisky på 52.9% Vol. Whiskyen er fremstillet på det nu lukkede destilleri Caperdonich Distillery, der lå i Speyside distriktet. Flasken er aftappet af den uafhængige aftapper The Scotch Malt Whisky Society. Den består af whisky fra udvalgte fad, der er viet sammen i et second fill ex-bourbon fad siden 2018. Spritten er brændt den 11/7-1994, og er senere hældt på flaske i 2020. Whiskyen er derfor 26 år gammel, som det også fremgår af flasken. Den er fremstillet uden brug af kølefiltrerring, der er ikke brugt kunstig farve. Den er desuden aftappet ved cask strength, med et outturn på 245 flasker.
Besøg: Aftapperens hjemmeside
Anmeldelse #582
Anmeldelse af SMWS 38.32
Næse:
Der kommer en fin sødme fra moden frugt op af glasset som det første. Der duftes søde røde æbler. Gradvist ændrer duften karakter, og der duften af tørrede frugter tager over. Der duftes nu tørrede søde abrikoser og svesker i stedet. Efter noget tid i glasset kommer en fin note af mælkechokolade og vanilje frem. I baggrunden fornemmes svagt en anelse egetræ. En fjern duft som minder om den man får, når en blyant spidses, kommer momentvis frem i næsen. Alkoholen er ikke at mærke i duften.

Inspiring, bold John Barleycorn 38.32 – Sample
Palette:
De søde tørrede frugter dominerer i smagen. Igen er det tørrede abrikoser og svesker der smages. Honningsødme kommer hurtigt efter. Der er en anelse stærk peber og muskatnød på tungen, men det aftager hurtigt. Sammen med alkoholen når det lige at give et lille spark i munden, inden det hurtigt er væk igen. Vanilje og mælkechokolade kommer efterhånden mere frem. Når man har smagt på whiskyen et par gange, opfanges en smag, der leder i retning af frugtsmagen i vingummibamser.
Afslutning:
Der er en medium afslutning på denne aftapning fra The Scotch Malt Whisky Society. Frugtsmagen fra vingummibamserne er tydelig i starten. Langsomt kommer de tørrede abrikoser og svesker igen frem i eftersmagen. Smagen af afskæringer fra blyant kommer også frem i afslutningen, og der opleves en lidt bitter note. Der anes lejlighedsvist lidt mynte på tungespidsen. Man efterlades med en smag af vanilje og mælkechokolade, mens alkoholen giver en fin varme i munden.
Hvad siger producenten:
“Our excited and enthusiastic panellists were inspired by this to paint word pictures. The nose was ‘Dried cranberries on sticky Dundee cake, dunked in port and topped with shavings of nutmeg’. The palate suggested ‘Dried fruits, syrupy vanilla and a leather jacket whose previous owner used perfume and tobacco’. For the reduced nose, someone offered ‘Madeira cake and Armagnac-soaked prunes, resting on cedar wood in the sun’. The reduced palate elicited this, ‘A verbena sugar scrub followed by a snack of ripe figs drizzled with rich manuka honey’. Single malt from selected hogsheads, married in a bourbon barrel since 2018.”
Konklusion:
Dette er en ganske fin whisky. Den fremtræder blød og indbydende på trods af, at den er aftappet ved cask strength. Særligt finder jeg det spændende, hvordan den ændrer karakter fra søde modne æbler, til tørrede abrikoser og svesker. Sammen med fornemmelsen, som kendes fra spidsningen af en blyant, giver det en ganske interessant oplevelse. Man får til gengæld også lov til at betale 2675,- kroner for en af de kun 245 flasker. Det virker en anelse voldsomt, selvom det er whisky fra et lukket destilleri. Konklusionen på denne anmeldelse af Caperdonich 1994 26 Year Old, Inspiring, bold John Barleycorn, SMWS 38.32 er, at whiskyen er god, men det er nok kun det faktum, at det er fra et lukket destilleri, der retfærdiggør prisen.