Hoppe.beer Polidore – 2021 fadlagret

Hjem » 0-74 kr. » Side 8

Hoppe.beer Polidore – ex-Laphroaig fad

Bryggeri: Hoppe.beer
Land: Danmark
Type: Imperial Stout
ABV: 8,5%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Whisky, Laphroaig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Hoppe.beer Polidore er en Imperial stout på 8,5% vol. Den er brygget på det danske bryggeri Hoppe.beer. Efter brygningen har øllen lagret på fad, der tidligere har indeholdt whisky fra Islay destilleriet Laphroaig Distillery. Det meldes ikke ud, hvor længe øllen har modnet på fadet. Denne flaske er fra deres 2021 release.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #369

Anmeldelse af Hoppe.beer Polidore

Næse:

En tydelig duft af mørk maltsødme kommer op af glasset som det første. Der følges hurtigt op med en tydelig duft af karamel og mørk brun farin. Når øllen har stået i glasset i et par minutter aftager denne kraftige mørke duft, og øllen forekommer næsten let i næsen og en smule vinøs i næsen. Et strejf af vanile anes i baggrunden, der sagtesd kan stamme fra de aflagte whisky fad. De klassiske nuancer fra Islay whisky, hvor røg, maritime og medicinske noter, ofte er til stede, er ikke at finde i duften på denne øl. Alkoholen er ikke markant i næsen, men er dog at mærke.

Hoppe.beer Polidore

Hoppe.beer Polidore

Palette:

Ganske som i duften, rammes munden først af tydelige mørke malte. Der er tydelig sødme fra brun farin og karamel. En let tørhed i øllen kommer gradvist mere frem, hvilket også kan findes i en del whisky. Der er en let brændt note i baggrunden, der yderligere kan kaste lidt tanker i retning af det, man kan finde i whisky. Efter et par slurke af øllen, virker kombinationen næsten som det man kender i engelsk lakrids. Alkoholen giver et ekstra løft til øllen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på øllen. De mørke noter dominerer først, men som i duften, så er de hurtigt væk. Lidt vanilje bliver tilbage i munden. Tørheden tiltager efterhånden mere og mere, mens en snert af lakridsrod ligger i baggrunden. Man sidder tilbage med et minde om mokka og mørk chokolade, med en tør fornemmelse i halsen, mens alkoholen har givet en smule varme i munden.

Hvad siger producenten:

“Imperial stout tilsat Mauritius Muscovado sukker. Fadlagret på skotsk laphroaigfad.”

Konklusion

Dette er en en fornuftig øl. Kan man lide øl med mørk malt og ganske kraftige smagsindtryk, så kan dette være et godt bud på et godt købe. Har man forhåbning om en kraftig Imperial Stout, så er dette ikke det rette køb, da den, på trods af momentvise kraftige noter, stadig virker en smule spinkel i det generelle udtryk. Fadlagringen træder heller ikke væsentligt frem, så den ellers kraftige Laohroaig whisky, kunne vise lidt tænder i øllen. Med en pris på omkring 70,- kroner for en 37.5 cl flaske, så findes andre fadlagrede øl, der gør det mindst ligeså godt. Konklusionen på denne anmeldelse af Hoppe.beer Polidore er, at det er en nogenlunde øl, hvor forventningerne til en Laphroaig lagret Imperial stout dog ikke helt indfries.

Barrel Project 18.02 – lagret på ex-bourbon fad

Hjem » 0-74 kr. » Side 8

Barrel Project 18.02 – fadlagret Russian Imperial Stout

Bryggeri: Brouwerij Kees
Land: Holland
Type: Russian Imperial Stout
ABV: 10,5%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Bourbon
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Barrel Project 18.02 er en Russian Imperial Stout på 10,5% vol. fra det hollandske bryggeri Brouwerij Kees, der er beliggende i Middelburg i Holland. Bryggeriet laver flere projekter, hvor de fadlagrer deres øl. Der lagres både på fad fra amerikansk bourbon, skotsk whisky, rom, vin, sherry og brandy. Denne udgave af deres projekt har lagret på ex-bourbon fad, Øllen er endvidere tilsat kokos og citrusfrugten calamansi.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #363

Anmeldelse af Barrel Project 18.02

Næse:

Denne øl har virkelig en speciel duft, når man først sætter næsen hen til glasset. Taget i betragtning af, hvor sort øllen er, så er aromaen ikke præget af de typiske nuancer, man kender fra hårdt ristet malt. Man opfanger en duft, som kan minde lidt om vingummi og lakrids, som man kender fra slikposen i weekenden, med de stykker, hvor den ene halvdel er vingummi, og den anden lakrids. Når man har duftet til øllen i lidt tid, så kommer de mere klassiske mørkere noter frem. Man fornemmer så mørke chokolade og kaffe. Det hele toppes af med en god sødme i næsen.

Barrel Project 18.02

Barrel Project 18.02

Palette:

Smagen er, som i duften, også lidt speciel i begyndelsen. Man smager om noget der minder om frisk frugt. Disse smagsnuancer træner dog hurtigt i baggrunden til fordel for chokolade og kaffe. Man kan også ane lakrids i baggrunden. Der smages også kokos som er tilsat denne øl. Man fornemmer måske en lille syrlighed. Om det kommer fra humle eller fra den tilsatte calamansi frugt vides ikke. Smagen af citrusfrugt bliver dog mere og mere tydelig, jo flere mundfulde man drikker. I forhold til at det er en øl med stort alkoholdindhold, så er det ikke dominerende på nogen måde. Øllen giver en blød fornemmelse i munden. Der er ikke umiddelbart noget bourbon-smag at komme efter.

Afslutning:

Der er en lang og god eftersmag på Barrel Project 18.02. Her kommer de mørke nuancer tydeligt frem. Afslutningen er præget af nuancer af kaffe og mørk chokolade. Eftersmagen er tydeligt præget af det tilsatte kokos. Det hele toppes af med en lille, pirrende syrlighed, som sikkert kommer fra calamansi frugten. Munden belægges med et lag af disse nuancer, der føles til at blive tykkere og tykkere, for hver mundfuld man tager. Heller ikke i afslutningen er der noget bourbon et opfange.

Hvad siger producenten:

“Disse engangsbryggede “projekter” lagres i flere måneder på forskellige tønder (Bourbon, vin, rom, Islay, Speyside, brandy, sherry)“

Konklusion

Det er en spændende øl vi har med at gøre. Som håndbrygger har jeg selv eksperimenteret en del med at tilsatte andre råvarer end malt, humle og gær til øllen. Det er en svær kunst, men det lykkedes ganske godt med kokos og calamansi frugt i denne øl. Det giver denne kraftige Russian Imperial Stout en ny dimension, hvilket er spændende. Når det så er sagt, så skal man virkelig kunne lide voldsomme og smagfulde øl, for at syntes om denne. Den er meget voluminøs, næsten grænsende til det kvalmende. Den kan erhverves for omkring 40,- kroner, og kommer man forbi den, så er den pengene værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Barrel Project 18.02 er, at denne spændende øl bør prøves, hvis man er til voldsomme øl.

Barrel Aged Shattered Dream – Imperial Breakfast Stout

Hjem » 0-74 kr. » Side 8

Barrel Aged Shattered Dream – Lagret på amerikanske bourbon fad

Bryggeri: Siren Craft Brew
Land: England
Type: Imperial Breakfast Stout
ABV: 9,1%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Bourbon
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Barrel Aged Shattered Dream er en Imperial Breakfast Stout på 9,1% vol. fra bryggeriet Siren Craft Brew, der er beliggende i Workingham i England. Bryggeriet laver flere projekter, hvor de fadlagrer deres øl. Øllen er er en “imperial” udgave af deres almindelige “Broken Dream” breakfast stout. Den har lagret på amerikanske bourbon fad.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #351

Anmeldelse af Barrel Aged Shattered Dream

Næse:

Duften på øllen er naturligvis præget af mørk malt. Man fornemmer tilstedeværelsen af kaffe, der næsten giver en lidt bitter duft, som hvis kaffen har været for stærk. Der er også fine noter af mørk chokolade, hvor bitterheden også er dominerende. Hvis man virkelig koncentrerer sig, så opfanger man en smule vanilje i næsen, hvilket godt kan skyldes at øllen har lagret på fad, men bourbon duften er fraværende. Der er ikke meget sødme at dufte. Aromaen giver en lidt tør fornemmelse i næsen, og der er ikke umiddelbart alkoholduft at spore.

Barrel Aged Shattered Dream

Barrel Aged Shattered Dream

Palette:

Smagen af chokolade og kaffe rammer med det samme man tager en mundfuld af øllen. Modsat fornemmelsen i næsen, så er der faktisk en god sødme i øllen. Den tørhed, der var i aromaen, er erstattet an god og voluminøs sødme i smagen. Man smager også vanilje, der sandsynligvis kommer fra de bourbon fad, som øllen har lagret på. Det giver en fornemmelse og smag i munden som man kender det fra engelsk lakrids. Heller ikke i smagen træder de 9,1% vol nævneværdigt frem.

Afslutning:

Barrel Aged Shattered Dream har en god og lang eftersmag. Også eftermsagen er præget af chokolade og kaffe fra de mørke malte. Belægningen, man får i munden, minder også her om den, man kender fra god engelsk lakrids. Det hel toppes af med en fin restsødme, der også har en god varighed. Der er er ikke umiddelbart en tydelig genkendelig smag af bourbon, men der opfanges stadig noter af vanilje i afslutningen. Alkoholen er også virkelig afdæmpet i eftersmagen.

Hvad siger producenten:

“Shattered Dream is the imperial version of our favourite breakfast stout – Broken Dream. Even more unctuous than the original, we’ve amped up the flavours to deliver sweet biscuit, dark chocolate and deep roasted coffee notes. This rare release has been aged in a selection of bourbon barrels which accentuates the delicate vanilla and offers distinct whiskey tones with a drying oak finish.”

Konklusion

Fantastisk god øl. Ved første bekendtskab når man dufter til denne øl, så frygter man at man får en tør og melet oplevelse. Dette er desværre tit tilfældet med øl, der er brygget på hårdt ristet malt. Det er dog ikke tilfældet med denne øl. Man får derimod en fantastisk blød, men stadig kraftig øl, som virkelig har noget at byde på. Øllen koster lige under 50,- kroner, som man klart bør ofre på denne oplevelse. Konklusionen på denne anmeldelse af Barrel Aged Shattered Dream er, at kan man være så heldig at finde den, så er den virkelig bekendtskabet værd.