Johnnie Walker Red Label – en sjus til isterninger

Hjem » Blended » Side 8

Johnnie Walker Red Label – whisky on the rocks

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Type: Blended
Aftapper: Diageo
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Johnnie Walker Red Label er en skotsk blended whisky på 40% Vol. Producenten var oprindeligt bosiddende i det sydvestlige Skotland i byen Kilmarnock, men noget af produktionen er nu flyttet til Glasgow. Whiskyen er blended af omkring 35 forskellige grain og malt whiskyer. Det fremgår ikke hvilke der er tale om. Whiskyen er endvidere uden aldersangivelse. Denne blended scotch whisky er nok mest kendt fra amerikanske film af ældre dato, hvor den serveres “on the rocks”, og nærmest har ikonisk status.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #20

Anmeldelse af Johnnie Walker Red Label

Næse:

Næsen forekommer ved første snif ret sprittet. Dette er egentlig overraskende nok for en whisky, der trods alt kun er på 40 % Vol. Der er ikke de helt store og komplekse dufte i denne dram. Hvis man leder godt efter, så fornemmer man lidt frugtige noter, der kan minde lidt om umodne æbler, der giver en lidt syrlig næse.

Johnnie Walker Red Label

Johnnie Walker Red Label

Palette:

Også i smagen er der tydelig tilstedeværelse af alkohol på trods af den relativt lave alkoholprocent. Man aner toner af peber og frugt, hvis man smager godt efter. Der er måske en lille snært af noget som minder om røg. Der er lidt sødme i drammen også, men uden det bliver for meget.

Afslutning:

Der er ingen afslutning på denne whisky. Man sidder kun med et mindre “alkohol-burn” på tungen, og det er egentlig det eneste, der minder en om, at man lige har drukket en whisky-sjus.

Hvad siger Producenten:

“Johnnie Walker Red Label is our Pioneer Blend, the one that introduced our whisky to the world. Highly versatile and with universal appeal, it has a bold, distinctive flavor that shines through even when mixed.”

Konklusion:

På trods af den ikoniske status denne whisky har, så er den altså ikke på nogen måde imponerende. Den har ganske enkelt ikke rigtigt noget at byde på, ud over noget sprit.  Spritten fremtræder tydeligt. Formentlig på grund af, at whiskyen ikke har så meget andet at byde på end netop alkohol. Whiskyen kan redes lidt ved at man serverer den på isterninger. Det tager toppen af fornemmelsen af alkohol, og nedtoner også smagen. Ikke fordi smagen er specielt fremtrædende i forvejen. Whiskyen kan også bruges som mixer i drinks eller irsk kaffe. Flasken kan købes til cirka 100,- kr. hvilket må siges at være et passende niveau for en whisky af denne kaliber, og den er måske endda lidt bedre end andre whiskyer på dette prisniveau. Konklusionen på denne anmeldelse af Johnnie Walker Red Label er, at den egner sig bedst på is eller som mixer.

White Saddle – billig whisky fra Netto

Hjem » Blended » Side 8

White Saddle – den billige fra Netto

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Type: Blended
Aftapper: Fauconnier
ABV: 40%
Alder: 3 år
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

White Saddle Blended Scotch Whisky er flasket på 40% Vol. Producenten skriver den er destilleret og modnet i Skotland på fad i 3 år. Den er distribueret af firmaet Fauconnier fra Frankrig.

Anmeldelse #4

Anmeldelse af White Saddle Blended Scotch Whisky

Næse:

Denne whisky dufter en del af sprit. White Saddle har ikke umiddelbart fine nuancer i duften. Den kan minde lidt om duften af vådt papir eller pap. Den forekommer nærmest tør i duften, og virker ikke på nogen måde specielt indbydende inden man skal til at drikke den.

White Saddle

White Saddle

Palette:

Smagen på denne whisky er også meget sprittet. Der forekommer ikke smag af tre år på fad, som producenten hævder den har ligget. Den smager faktisk mere af snaps end af whisky. Jeg tror godt jeg kunne drikke den til min sild og karrysalat til jul. Den er ret neutral i smagen og den giver ikke den store nydelse at indtage.

Afslutning:

Der er som sådan ikke nogen afslutning på White Saddle, da den som nævnt er ret neutral i både duft og smag. Man sidder til gengæld med en varme i munden bagefter, og det egentlig den eneste fornøjelse der er ved dene whisky. Den er ikke ligefrem imponerende.

Konklusion:

Konklusionen på denne anmeldelse af White Saddle er, at det ikke er nogen god whisky. Det er vel som man kan forvente for en whisky til 70-80 kr. i Netto. Hvis man skal sige noget positivt om den, så må det være at den ikke er helt så ækel, som andre whiskyer i det prisleje, jeg har smagt. Den kan trods alt drikkes. Måske den er god i long-drinks, hvor den bruges til at blande op med eksempelvis cola. Yderligere kunne jeg faktisk godt forestille mig at drikke den som en snaps til julefrokosten. Jeg kan også sagtens forestille mig den anvendt i irsk kaffe, hvor den sagtens kan tilføje lidt sprit i kaffen. Alternativt kan den bruges som tilsætning i whiskysauce, hvilket jeg også har gjort med succes med denne billige blended whisky.

Dunstone Blended Whisky – velegnet til whiskysauce

Hjem » Blended » Side 8

Dunstone Blended Whisky – tæt på udrikkelig

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Type: Blended
Aftapper: Wilhelm Braun Erben GmBH & Co
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Dunstone Finest Blended Whisky er en whisky på 40% Vol. Der er absolut intet, der antyder, hvor denne whisky har sin oprindelse. Der står “Finest Imported Quality”, fra Wilhelm Braun Erben GmBH & Co i Tyskland. Der er ingen aldersangivelse på flasken.

Anmeldelse #3

Anmeldelse af Dunstone Finest Blended Whisky

Næse:

Den dufter ikke af noget, der minder om whisky jeg har duftet tidligere. Den dufter meget sprittet, med toner af toilet rens eller vindues spray. Altså ikke for godt, og meget industrielt. Duften er absolut ikke noget, der indbyder til at tage en mundfuld af whiskyen.

Dunstone Finest Blended Whisky

Dunstone Finest Blended Whisky

Palette:

Denne whisky smager nærmest kun af sprit. Hvis man smager godt efter kan man ane en lille smule smag af noget karamel, eller måske brun sukker. Muligvis noget producenten har brugt til at indfarve denne drik med. Jeg tvivler nemlig på, at den overhovedet har været i nærheden af et whiskyfad for at opnå noget alder, smag eller den urin-gule farve. Apropos urin-gul; så er det heller ikke så langt fra de smagsnuancer man finder i denne whisky…

Afslutning:

Der er ingen afslutning. Når man har sunket sin mundfuld, eller den mængde man tør indtage, så er det slut. Det eneste man fornemmer er lidt eftervarme fra de 40% Vol den har i alkohol. Når det så er sagt, så er det jo faktisk meget heldigt, at der ingen eftersmag er, for så er denne vederstyggelighed forhåbentligt hurtigt glemt.

Konklusion:

Whisky? – Nej, ikke det der ligner! Man skal ikke være kræsen, hvis man har tænkt sig at drikke denne dram som den er. Om den smager godt, hvis man blander den op med cola eller lignende, det skal jeg lade være usagt. Jeg har ikke haft modet eller lysten til at afprøve det. På den anden side, hvad kan man forvente at få for 50,- kroner syd for grænsen? Jeg har dog fundet en ting, at bruge den til. Den er fortrinlig i whiskysauce! Her bruger vi den flittigt i vores hjem. Konlusionen på anmeldelsen af Dunstone Blended whisky er, at jeg faktisk godt  kunne finde på at købe den igen til netop whiskysauce, men absolut ikke til andet.