Big Peat – Islay Blended Malt Scotch Whisky

Big Peat – Remarkable Regional Malts

Big Peat er en skotsk blended small batch malt whisky på 46% Vol. Denne blended whisky indeholder kun whisky fra skotske destillerier i Islay regionen. Flasken er sendt på markedet af Douglas Laing & Co. Ltd. som del i deres serie “Remarkable Regional Malts”. Da udgivelsen kun indeholder single malt whisky, så betragtes den som en såkaldt “blended malt”. Den indeholder single malt whisky fra flere af destillerierne på Islay – det lukkede Port Ellen, men også Caol Ila, Bowmore og Ardbeg. Der er ikke aldersangivelse på flasken, så den er dermed en NAS. Whiskyen er ikke kølefiltreret og uden kunstig farve.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #214

Anmeldelse af Big Peat

Næse:

Røg er det første som kommer frem fra glasset. Det er en duft af røg, som man kender fra aske i bålet eller brændeovnen. Efter lidt tid i glasset kommer en duft af citrusfrugt frem fra røgen. Der duftes citroner og limefrugt. Der er smule mineralsk udtryk over aromaen, og der ligger en fornemmelse af salt i duftbilledet. Når man har smagt på drammen, duftes også friskkværnet sort peber. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Big Peat - Miniature

Big Peat – Miniature

Palette:

Alkoholen er mere markant i smagen, og de 46% vol. alkohol viser lidt tænder. Et par dråber vand hjælper på dette. Røgen er stadig det dominerende udtryk. Igen er det en tør aske-agtig røg, der er fremtrædende. Når man kommer igennem røgen, så smages citrusfrugter, der også var i duften. Der smages citroner og lime-frugt. Der er tydeligt stærke krydderier sort peber og ingefær på tungen. Samtidig er en saltet fornemmelse på læberne. Efter et par nip til drammen bliver sødme fra malten tydeligere.

Afslutning:

Der er en medium lang afslutning på denne skotske whisky. Der er stadig meget røg at smage, og dette forstærkes af alkoholen. Samtidig er der stadig fornemmelse ag peber og ingefær på tungen. Dette aftager efterhånden. Syrligheden kommer igen lidt frem. Langsomt smages lidt vanilje og mælkechokolade. Oplevelsen dør ud i en lidt bitter fornemmelse på tungen, og en snert af egetræ i munden.

Hvad siger Producenten:

“Big Peat is a marriage of Single Malt Scotch Whiskies only from the island of Islay. With Caol Ila spirit bringing sweetness, Bowmore the perfect balance, Ardbeg a medicinal, earthy quality and Port Ellen, a degree of elegance, Big Peat represents all that is Islay in a bottle.”

Konklusion:

Dette er en ganske fin whisky. Som navnet antyder er røg det dominerende udtryk. Er man glad for røget whisky, så er dette et sikkert valgt. Drammen har også andet at tilbyde. Der er ganske interessante noter af citrus, salt og krydderier. De lette noter får et løft af røgen, stærke krydderier og alkoholen. Nuvel, den er ikke synderligt kompleks, men tilbyder stadig en fin whisky oplevelse. Man kan købe en flaske for omkring 400,- kroner. I det prisleje konkurrerer den med andre fine whiskyer fra Islay, og konkurrencen er hård. Om det faktum, at der er whisky fra det lukkede destilleri Port Ellen Distillery i dette blend, er nok til at vække interesse, må være op til den enkelte. Konklusionen på denne anmeldelse af Big Peat er, at det er en god blended “Remarkable Regional Malt“, men der fås mindst ligeså gode Islay Single Malt whiskyer i prislejet.

3/5 (1)