Smooth Ambler Old Scout 7 Year Old – Straight Rye Whiskey

Smooth Ambler Old Scout 7 Year Old – 7 år gammel rug whiskey

Smooth Ambler Old Scout Straight Rye Whiskey er en amerikansk straight rye whiskey fra West Virginia. Denne rye whiskey er på 49,5% Vol. og kommer fra det amerikanske destilleri Smooth Ambler. Flasken har lagret 7 år på fad af nyt amerikansk egetræ. Destilleriet er stiftet i 2009, og denne whiskey er flasket i 2009, og den er 7 år gammel. Dette kan selvfølgelig kun lade sig gøre, da de første udgaver blev blandet fra håndvalgte fad fra andre producenter, indtil destilleriet er selv-forsynende med deres egen spiritus. Derfor er dette i virkeligheden en uafhængig aftapning, og det er en offentlig hemmelighed, at det er fra kæmpe-producenten MGP. Denne Straight Rye Whiskey består af 95% rug og 5% bygmalt. Denne flaske er fra Batch #42 flasket den 25-06-2014. Jeg var heldig at få den som gave fra en repræsentant fra et firma. Flasken er nu udgået af produktion.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #215

Anmeldelse af Smooth Ambler Old Scout 7 Year Old

Næse:

Man mødes med det samme af en meget parfumeret duft, når næsen første gang sættes hen til glasset. Langsomt kommer andre aromaer frem fra denne rye whiskey. Der kommer noter af brændt egetræ frem efter nogle minutter i glasset. Ligeledes fremkommer en let syrlig note, som minder om den man kan finde i visse spontant gærede øl. Her er det er eddike og gammel karklud som kommer frem, men på en god og positiv måde. Der fornemmes en fjern note af læder. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Smooth Ambler Old Scout 7 Year Old

Smooth Ambler Old Scout 7 Year Old

Palette:

Når man smager på denne amerikanske whiskey første gang, så mødes man af en parfumeret smag af fyrrenåle. Dette følges hurtigt op af stærke krydderier. Der smages sort peber, kanel og muskatnød. Når man har fået et par nip til glasset kommer en snert af citrusfrugt frem. Samtidig er en let bitterhed at spore på tungen. Kombinationen leder tankerne i retning af citrus-skal. Ligeledes fremkommer også vanilje, og der fornemmes lidt vanilje-sødme i baggrunden. De 49.5% vol. alkohol er ikke at mærke i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne straight rye whiskey. Eftersmagen er først præget af den let parfumerede fyrrenåle smag. Når denne parfumerede smag aftager, så overtager egetræ og vanilje oplevelsen. Der mærkes en tørhed i munden. Der kan momentvis stadig opleves lidt prikken på tungen fra stærke krydderier som kanel og muskatnød. Man efterlades med et minde om egetræ i munden.

Hvad siger producenten:

“Smooth Amber Old Scout is a collection of fine, curated whiskeys “scouted” during our efforts to find exeptional spirits with smoothness and flavor we admire. Old Scout Rye is a very high rye mash bill, crafted in carefully chosen, small batches. While sweet and smooth, it retains the direct and spicy note for whisch all good ryes are known.”

Konklusion:

Denne rug whisky er god og anderledes. Kan man lide sin dram med godt gang i parfumerede noter, mens der smages kraftige krydderier, så er dette lige drammen. Kan man bedre lide en dram, som er lidt mere diskret, så skal man nok gå udenom denne. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. For de penge får man en amerikansk whiskey fra et relativt nyt destilleri, der virkelig tilbyder en aromatisk oplevelse. Jeg kan godt lide at udfordre mine sanser, og det kan denne dram, både hvad angår duft, smag og eftersmag. Konklusionen på denne anmeldelse af Smooth Ambler Old Scout Straight Rye Whiskey er, at den er god, hvis man tør udfordre sine sanser.

4/5 (1)