Glen Keith 21 Year Old – Cadenhead Small Batch

Glen Keith 21 Year Old – Vintage 1993

Glen Keith 21 Year Old er en skotsk whisky på 54.1% vol. Whiskyen er produceret på Glen Keith Distillery. Destilleriet er beliggende i Speyside området. Den uafhængige aftapper Wm Cadenhead Ltd., har aftappet denne flaske som en del af deres “Cadenhead Small Batch” repetoire. Udgivelsen er en single cask whisky fra et genbrugt ex-bourbon hogshead fad. Spritten blev destilleret i 1993, og er herefter igen aftappet i 2015, efter mere end 21 år på fad, hvilket også fremgår på etiketten. Der er udgivet 444 flasker af denne aftapning. Whiskyen er ikke kølefiltreret, og kommer uden kunstig farve.

Besøg: Aftapperens hjemmeside

Anmeldelse #140

Anmeldelse af Glen Keith 21 Year Old

Næse:

Man dufter straks egetræ i denne dram. Lidt tid i glasset lukker op for fine noter af tropisk frugt. Der duftes fersken og ananas. Man mærker ikke specielt de 54,1% vol alkohol i næsen. Lidt vand åbner dog drammen lidt mere op. Der duftes nu fine noter af græs og en smule citrusfrugter. Langsomt kommer en let frugtsødme også frem. Ligeledes fornemmes svagt en snert af vanilje og mælkechokolade i baggrunden. Denne Speyside whisky fremtræder næsten let og frisk i sit udtryk.

Glen Keith 21 Year Old - Sample

Glen Keith 21 Year Old – Sample

Palette:

Der er lidt mere power i alkoholen i paletten, og her kommer vand mere til sin ret end i næsen. Smagen af egetræ er også ret fremtrædende i smagen. Dette fortrænges dog hurtigt af fin frugtsødme, som fra modne ferskner. Der er lidt bid fra nogle stærke krydderier på tungen. Efter et par nip til whiskyen smages vanilje mere og mere tydeligt, og ex-bourbon fadet træder frem. Der kommer også mere smag af mælkechokolade. Noget som minder en lille smule om kokos kigger frem i paletten.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på drammen. Den er først præget af de stærke krydderier på tungen. Der er stadig en fin frugtsmag. Kombinationen minder lidt om den man kender fra umoden mangofrugt, der virker lidt tør, stærk og næsten bitter i sin fremtoning. Efter nogle minutter bliver smagen af vanilje, karamel og mælkechokoladen tydeligere. Ligeledes kommer smagen fra egetræ frem til sidst i eftersmagen, inden man til sidst sidder med lidt sødme tilbage i munden.

Konklusion:

Dette er en ret speciel whisky. Den virker næsten frisk i duften, men tilbyder en del mere power i både smag og eftersmag. Det gør oplevelsen ganske interessant. Der er god variation. mens man sidder med denne dram, og den fortjener en del tid i glasset, for at åbne helt op. Det er en af de whisky samples, hvor jeg gerne ville følge drammen igennem en hel flaskes liv. Jeg tror det ville give endnu flere observationer, og tilføje yderligere fornøjelse ved denne dram. Hvis man er heldig at finde whiskyen på auktion kan den erhverves for omring 1000,- kroner for en flaske. Prisen og oplevelsen står fint mål med denne pris. Konklusionen på denne anmeldelse af Glen Keith 21 Year Old er, at det er fantastisk bekendtskab, som jeg gerne ville eje en hel flaske af.

4/5 (1)