Edradour Caledonia – Douglas Maclean’s Selection
Edradour Caledonia 12 Year Old er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen er fremstillet på Edradour Distillery, der er et af de skotske destillerier, som ligger i Highland regionen. Whiskyen var oprindeligt en small batch udgivelse fra et enkelt fad. Fadet var udvalgt af sangeren Douglas Maclean, og udgivelsen blev opkaldt efter hans værk “Caledonia”. Nu er udgivelsen en af standard aftapningerne fra destilleriet. Denne whisky har først lagret på traditionelle ex-bourbon fad, og har efterfølgende fået en afslutning i 4-5 år på ex-oloroso sherry fad. Whiskyen har minimum modnet i 12 år på disse fad. Den er aftappet med naturlig farve og uden kølefiltrering.
Besøg: Destilleriets hjemmeside
Anmeldelse #324
Anmeldelse af Edradour Caledonia
Næse:
Man mødes først af sødme fra mørke tørrede frugter. Der duftes rosiner, dadler og figner. Der følges hurtigt op af honningsødme, der tilføjer en let blomstret note. Der duftes lidt søde appelsiner i denne Highland whisky. Der mærkes en smule alkohol i næsen fra de 46% vol, uden det dog bliver for voldsomt. Med et par dråber vand lukker op for lidt egetræ og mandler. Kombinationen mellem tørrede frugter, egetræ og mandler minder lidt om duften fra sød tobak. Efter noget tid i glasset kommer blomsternoten mere frem, og den minder om den man kender fra håndsæbe.
Palette:
De tørrede frugter er også tydelige i smagen, ganske som de også var i duften. Igen er både rosiner, dadler og figner tydelige. Der kommer hurtigt lidt smag fra stærk kanel frem på tungen, der dog hurtigt forsvinder igen. Efter et par nip til drammen bliver smagen af solmodne appelsiner og honning tydeligere og tydeligere. Ligeledes træder mandler og vanilje også mere frem i smagsindtrykket. Der smages lidt lakrids i baggrunden. Et par dråber vand lukker mere op for noterne af egetræ i whiskyen.
Afslutning:
Der er en lang afslutning på drammen. Smagen fra søde appelsiner er tydelige i begyndelsen, men aftager mens der gives mere plads til honningsødmen. Samtidig fornemmes sødmen fra de tørrede frugter stadig. Der mærkes momentvis stærk kanel i munden. Egetræ og vanilje er tydeligere i afslutningen, og der mærkes en let bitterhed. Sammen med en snert af lakrids, minder det lidt om lakridsrod, eller lakrids-the, som har trukket lidt for længe. Der kommer slutteligt lidt mandel og mælkechokolade frem, inden munden tørrer ud, og man efterlades med en fin varme fra alkohol og stærk kanel.
Hvad siger producenten:
“Caledonia Edradour is a special single cask release, selected by songwriter Dougie Maclean and named after his famous song, Caledonia. This handmade single malt is a small batch bottling. At a strength of 46% ABV and unchillfiltered, Caledonia retains maximum flavour with great depth and body. Initial maturation in Bourbon casks followed by an Oloroso Finish of 4-5 years. An old fashioned whisky for those looking for how whisky used to be made.”
Konklusion:
Dette er en god whisky. Der tilbydes ganske god kompleksitet, fine smagsnoter og lidt spark i alkoholen. Samtidig er den stadig utrolig let at drikke, uden den stiller alt for store krav. Den rammer et godt sted i midten, hvor alle kan være med. Den kan drikkes uden du behøver at have stor erfaring med whisky, men der er stadig nok dybde til, at den mere erfarne også får noget ud af oplevelsen. Man kan købe en flaske for cirka 500,- kroner. I dette prislejer er den helt sikkert konkurrencedygtig, og man bør på et tidspunkt, at have den som del i sin whiskysamling. Konklusionen på denne anmeldelse af Edradour Caledonia 12 Year Old er, at alle kan være med på denne whisky, både hvad angår smag, kompleksitet og pris.