Balmenach 2003 12 Year Old – Uafhængig Speyside aftapning
Balmenach 2003 12 Year Old er en skotsk whisky på 50% vol. Whiskyen er produceret på Balmenach Distillery, som er et af destillerierne i Speyside regionen. Whiskyen er en single cask whisky fra et ex-bourbon fad med nummer #800437. Whiskyen er brændt den 07-08-2003, og er aftappet den 02-08-2016, og whiskyen er dermed 12 år gammel. Flasken er sendt på markedet af den uafhængige aftapper The Single Cask, og der er aftappet 107 flasker i alt. Whiskyen er desuden ikke tilsat kunstig farve, og er ikke kølefiltreret.
Besøg: Aftapperens hjemmeside
Anmeldelse #391
Anmeldelse af Balmenach 2003 12 Year Old
Næse:
Næsen rammes af en tydelig duft af mynte som det første. Mynten følges hurtigt op af andre friske krydderurter. Der duftes grønne krydderurter som timian og rosmarin. Dette aftager efter nogle minutter i glasset. Der duftes nu lidt solmoden sød appelsin. Denne duft bliver mere markant jo længere tid whiskyen står i glasset. Efterhånden kommer vanilje og karamel en smule frem fra baggrunden. Ligeledes er en snert af en let jordslået duft, som man kender det fra en fugtig kælder eller loftsrum, også at finde. Man mærker ikke alkoholen i næsen.
Palette:
Der er mere bid i de 50% vol alkohol i smagen. Denne whisky kan med fordel tilsættes et par dråber vand, for at nedtone spritten en anelse. Der lukkes op for tydelig smag af karamel og vanilje. Mynte og de andre grønne krydderurter er mere tilbagetrukne i paletten, end de var i næsen, men er stadig tydeligt til stede. Ligeledes smages også en anelse søde appelsiner, der dog tiltager kraftigt, jo længere tid drammen er i glasset. Efter et par nip af whiskyen kommer en fin smag af hasselnødder frem. Der anes en let bitter note som man også kender det fra nødder. Der mærkes lidt stærk ingefær på tungen.
Afslutning:
Der er en kort afslutning på denne single malt whisky. De søde appelsiner er tydeligere i afslutningen. Sammen med bitterheden fra hasselnødderne, giver det en fornemmelse af appelsinskal i munden. Der mærkes momentvis lidt af krydderurterne, hvor mynte kigger frem lejlighedsvist. Ligeledes mærkes stadig lidt stærk ingefær på tungen. Man efterlades med en smag af karamel og vanilje, men der mærkes en god varme i munden.
Konklusion:
Dette er en fornuftig whisky, uden den kommer helt op i det højeste niveau. Der er ganske interessante noter i både duft, smag og eftersmag. Særligt finder jeg krydderurterne spændende i oplevelsen, hvor mynten skiller sig positivt ud. Man kan købe en af de 107 flasker for cirka 800,- kroner, hvis man ellers kan finde den i handlen. Jeg var heldig at finde denne whisky sample til kun 20,- kroner for en 3 cl. smagsprøve. Men sådan en pris for en smagsprøve, så kan alle være med. Jeg er dog ganske tilfreds med, at jeg ikke har givet fuld pris for en flaske, men blot har købt nok til en enkelt dram. Jeg har dog en fornemmelse af, at drammen godt kunne udvikle sig positivt i flasken, da den virkelig oppede sig, jo længere tid den var i glasset. Konklusionen på denne anmeldelse af Balmenach 2003 12 Year Old er, at jeg er tilfreds med at have smagt en sample, med en ganske positiv udvikling i glasset.