Glencadam 15 Year Old – The Rather Dignified
Glencadam 15 Year Old er en whisky på 46% vol. Whiskyen er produceret på Glencadam Distillery, der et af Skotlands destillerier, der ligger i Highland distriktet. Whiskyen er modnet i 15 år udelukkende på ex-bourbon fad. Det fremgår på flasken, at whiskyen er fremstillet uden kølefiltrering, og uden tilsætning af kunstig farve. Som det fremgår af indpakningen, så gøres dette for bi-beholde de aromatiske komponenter i whiskyen. Destilleriet kalder også drammen for “The Rather Dignified Highland Single Malt Scotch Whisky”. Den har vundet flere internationale priser, og den navnkundige YouTuber Ralfy har givet den titlen som årets whisky i 2017.
Besøg: Destilleriets hjemmeside
Anmeldelse #337
Anmeldelse af Glencadam 15 Year Old
Næse:
Man dufter med det samme sødme fra malten, når næsen kommer hen til glasset. Sødme fra modne frugter følger efter, hvor pærer, røde æbler og honningmelon kommer frem. Efter lidt tid i glasset kommer en note af citrusfrugter mere og mere frem. Ligeledes bliver vanilje også tydeligere og tydeligere. I baggrunden anes svagt lidt nyslået græs og banan. Ligeledes anes også svagt lidt bitterhed fra hasselnødder. De 46% vol. alkohol er ikke tydelige i næsen.
Palette:
Sødmefulde modne pærer er det første som smages. Det minder næsten om de henkogte pærer man køber på dåse. Hurtigt bliver smagen af vanilje også meget tydelig i denne Highland whisky. Røde æbler og honningmelon kommer langsomt frem. Som i duften ligger en let note af citrusfrugter i baggrunden. Momentvis mærkes en smule prikken på tungen fra lidt stærk peber. I baggrunden mærkes lidt bitterhed fra umodne hasselnødder. Jeg har oplevet at finde et fjernt strejf af røg i smagen, men det er ikke altid. Jeg tænker det kommer fra ristningen i fadene, mere end røget malt. Alkoholen er heller ikke at finde i smagen.
Afslutning:
Der er en medium afslutning på drammen. Sødmen fra de henkogte pærer og vanilje er stadig tydelig. Denne sødme aftager langsomt, og maltsødmen kommer igen en anelse frem. Bitterheden fra hasselnødder er mere markant i afslutning, og tilføjer en anelse tørhed på tungen. Momentvis kommer lidt syrlighed fra citrusfrugter, og lidt prikken fra stærk peber, igennem det generelt søde udtryk. Man efterlades med et minde om karamel og mælkechokolade.
Hvad siger producenten:
“Multi-award winning Glencadam Highland Single Scotch Malt Whisky Aged 15 Years is a fine example of centuries of craftsmanship and tradition. “The rather dignified” malt with a beautifully mouth-watering, true flavour.”
Konklusion:
Dette er en god whisky, det skal der ikke være tvivl om. Sødmen fra malt, vanilje og henkogte pærer får næsten whiskyen til at virke som en dessert på flaske. Samtidig giver lidt syrlighed, bitterhed, stærk peber og fin alkohol indhold et godt løft til oplevelsen. Samtidig er der fin kompleksitet, og noter opleves den ene gang man drikker, men ikke den næste gang den kommer i glasset. Man kan købe en flaske for omkring 600,- kroner. For de penge får man en whisky, der er fremstillet uden kølefiltrering, uden kunstig farvestof, og med en stabil aldersangivelse på 15 år. Alle ting, der lyder godt i en whisky-nørds ører. Man bør have en flaske i sin whiskysamling på et tidspunkt i sin whiskyrejse. Konklusionen på denne anmeldelse af Glencadam 15 Year Old er, at det er en whisky, som alle seriøse whisky elskere bør stifte bekendtskab med på et tidspunkt.