Springbank Hazelburn 15 Year Old 2023 – Oloroso Cask Matured

Springbank Hazelburn 15 Year Old 2023 – ex-oloroso sherry fad

Destilleri: Springbank
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 55,8%
Alder: 15 år
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Springbank Hazelburn 15 Year Old 2023 er en skotsk whisky på 55,8% Vol. Den er fra det skotske destilleri Springbank Distillery i Campbeltown området. Denne single malt whisky har lagret på ex-sherry fad, der tidligere har indehold oloroso sherry. Den har modnet i 15 år på disse fad, inden den er aftappet den 18. september 2023. Den er aftappet uden tilsætning af farvestoffer, og uden brug af kølefiltrering. Flasken har kode 23/187, og der er sendt 9000 flasker på markedet. Som medlem af Springbank Society, fik jeg mulighed for, at deltage i lodtrækningen om, at købe et smagesæt af alle 2023 aftapninger. Denne sample er fra dette sæt.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #569

Anmeldelse af Springbank Hazelburn 15 Year Old 2023

Næse:

En kraftig sødme kommer op fra glasset som det første. Det er en sødme som man kender det fra mørk sukker eller sirup. Når næsen har justeres sig til sødmen kommer lys karamel mere frem. Langsomt kommer sødme fra tørrede frugter som dadler og svesker frem fra glasset. En let syrlighed opfanges momentvis, der til tider giver whiskyen et næsten vinøst udtryk. En smule bitterhed ligger bagved, og giver associationer til valnødder og egetræ. De 55,8% Vol alkohol er ikke tydelige i duften.

Springbank Hazelburn 15 Year Old 2023 - Sample

Springbank Hazelburn 15 Year Old 2023 – Sample

Palette:

Sødmen dominerer også i smagen. Der er tydelig smag fra tørrede svesker, figner og dadler. Ganske som i duften er der også mørk sukker og sirup at finde i smagen. Et strejf af egetræ mærkes lejlighedsvist, og tilfører lidt bitterhed på tungen. I kombination med sødmen giver det associationer til det man kender fra mælkechokolade. Efter et par nip til denne Campbeltown whisky opfanges noter af solmodne appelsiner. Ligeledes mærkes en let maritim note, der giver et fornemmelse af salt på læberne. Alkoholen er ikke markant i smagen.

Afslutning:

Der en lang afslutning på denne dram. Sødmen ligger som et tydelig lag i munden. Sirup og tørrede frugter dominerer i eftersmagen. Efterhånden som sødmen aftager en anelse, tager bitterheden gradvist mere over. Der smages nu valnødder, der også var fremme i duften. Smagen af mælkechokolade kommer igen mere frem. Lejlighedsvist smages også i afslutning lidt søde appelsiner, og en fornemmelse af salt på læberne. Man sidder tilbage med en fornemmelse i munden, som når man har drukket stærk frugt the, med et stykke mørk chokolade til.

Hvad siger producenten:

“Nose: Cherry menthol, red cola, date syrup, black forest gateaux, soft fudge and caramel. Palate: Rich yet balanced on the palate, toffee apple, leather-bound books, demerara sugar and creme brulee. Finish: A lingering finish, there are notes of rum-soaked raisins and vanilla sponge.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Hvis man kan lide whisky fra Campbeltown, og er glad for en dram med tydelig sherry påvirkning, så er dette et fint køb. Man kan købe en af de 9000 flasker for omkring 1000,- kroner. Jeg er glad for whisky fra Springbank Distillery, men jeg foretrækker stadig de to andre udtryk fra destilleriet, frem for denne tripel destillerede aftapning. Når det er sagt, så er jeg stadig glad for at have smagt denne sample. Den har været med til at bekræfte mine valg, når der skal købes hele flasker fra destilleriet. Konklusionen på denne anmeldelse af Springbank Hazelburn 15 Year Old 2023 er, at det er en glimrende aftapning, hvis man er glad for markant sherry whisky fra Campbeltown.

4/5 (1)

Kilkerran 2009 15 Year Old – Single Cask

Kilkerran 2009 15 Year Old – 20th Anniversary

Destilleri: Glengyle
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 56,6%
Alder: 15 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★

Kilkerran 2009 15 Year Old er en whisky på 56,6% Vol fra det skotske Glengyle Distillery i Campbeltown regionen. Denne single cask whisky har lagret på et engkelt genbrugt ex-bourbon hogshead fad. Råspritten er destilleret i maj 2009 og senere aftappet den 25. juni 2024 ved cask strength, med en aldersangivelse på 15 år. Flasken er sendt på det danske marked i forbindelse med destilleriet 20 års jubilæum. Aftapningen har flaskekode 24/135, og der er sendt 240 flasker på markedet. Whiskyen er fremstillet uden farvestoffer og uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #550

Anmeldelse af Kilkerran 2009 15 Year Old

Næse:

Sødme fra malt, vanilje og brun sukker kommer op fra glasset først. Langsomt kommer lidt sødme fra syltede ferskner og pærer, som dem man kender på konservesdåser. Lejlighedsvist opfanges et svagt strejf af røg. I kombination ledes tankerne i retning af det man kender fra en nytændt pibetobak. Når man også har smagt på whiskyen, opfanges i baggrunden en let syrlig note fra nyslået græs og lidt citrusfrugt. Alkoholen er ikke specielt fremtrædende i næsen.

Kilkerran 2009 15 Year Old

Kilkerran 2009 15 Year Old

Palette:

Smagen fra lidt umodne grønne æbler smages som det første. Hurtigt følges op med tydelig sødme. Som i duften er sødme fra vanilje og brun sukker meget fremtrædende, mens sødme fra syltede frugter ligger i baggrunden. Efter par nip til denne skotske whisky, kommer en let bitterhed mere frem i smagen. Sammen med sødmen giver det associationer til mælkechokolade med hasselnødder i. En smule tør askeagtig røg ligger i fint i baggrunden, mens lidt smag af revet skal fra citroner presser på. De 56,6% Vol. alkohol er mere tydelige i smagen, men justeres fint med lidt vand.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødmen fra vanilje, brun sukker og syltede frugter ligger som et fint lag i munden. Bitterheden er mere fremtrædende i eftersmagen. Det er noter af egetræ og hasselnødder. Gradvist bliver syrlige noter mere tydelige, og sammen med bitterheden opleves nuancer af nyslået græs og revet citronskal. Man efterlades med et fjernt minde om tør røg, mens lidt salt og flintesten opleves på læberne.

Hvad siger producenten:

“This refill bourbon hogshead was specially selected and bottled for Denmark, to celebrate the 20th Anniversary of the opening of Glengyle Distillery in 2004.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky fra Campbeltown distriktet, og fra Glengyle Distillery i særdeleshed, så vil man ikke blive skuffet med denne whisky. Flasken koster omkring 1100,-, men jeg fik denne flaske for 876,- grundet fødselsdag hos min whisky pusher en måned senere. På trods af, at det er en god whisky, så vil mange være fint tilfredse med en af destilleriets mange 8 år cask strength aftapninger, der stadig kan købes for omkring det halve. Flasken blev åbnet for at fejre anmeldelse #500 på Whiskyblog.dk, og som fanboy må jeg sige at jeg er tilfreds, med endelig at få lov at smage en singel cask whisky fra et af mine absolutte yndlingsdestillerier. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilkerran 2009 15 Year Old 20th Anniversary Single Cask er, at det er en dejlig whisky, men deres standard 8 års cask strength aftapninger kan sagtens klare sig i konkurrencen.

4/5 (1)

Glenfarclas 15 Year Old – Single malt Scotch Whisky

Glenfarclas 15 Year Old – ex-sherry fad

Destilleri: Glenfarclas
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 15 år
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glenfarclas 15 Year Old er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen er fremstillet på Glenfarclas Distillery, der er et af de skotske destillerier i Speyside området. Destilleriet ejes af J. & G. Grant. Whiskyen har lagret på ex-sherry fad. Den har lagret i mindst 15 år på disse fad, og er desuden ikke kølefiltreret. Whiskyen har vundet adskillige priser på verdensplan.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #517

Anmeldelse af Glenfarclas 15 Year Old

Næse:

Man mødes straks af sødme, når man første gang dufter til drammen. Det er sødme som man kender fra tørrede frugter som svesker og rosiner. Efter lidt tid i glasset kommer karamel og mælkechokolade frem fra baggrunden. Der opfanges en lidt jordslået duft, der leder tankerne hen på fugtig kælder eller gammelt lotfrum. Der opfanges momentvis et strejf af mint i næsen. Når man har smagt på whiskyen opfanges også lidt solmodne æbler og egetræ. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Glenfarclas 15 Year Old - Miniature

Glenfarclas 15 Year Old – Miniature

Palette:

En kombination af sødme fra solmodne røde æbler og tørrede svesker og rosiner rammer munden som det første. Der følges hurtigt op med mælkechokolade og karamel. Der mærkes også en let prikken på tungen fra lidt stærke krydderier. Efter et par nip til denne single malt whisky, kommer en smag af valnødder frem fra baggrunden, der tilføjer en smule bitterhed. Ligesom i duften opfanges også i smagen et momentvist strejf af mint. Man mærker ikke de 46% vol. alkohol i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødmen fra de tørrede svesker og rosiner hænger ved, men aftager langsomt. Efterhånden som smagen af de tørrede frugter aftager, bliver smagen af karamel og mælkechokolade tydeligere. Ligeledes bliver egetræ mere og mere markant. Der smages igen lidt valnødder. Der er en smule tørhed og bitterhed på tungen. Man efterlades med et minde om tunge julekager i munden.

Hvad siger producenten:

“We bottle this at 46% simply because my grandfather preffered it at this strength. It’s still a family favourite. This is perfect for single malt enthusiasts.

Konklusion:

Vi har her fat i en glimrende whisky. Der er fin kompleksitet og gode oplevelser for både næse og mund i denne dram. Hvis man er nybegynder, let øvet eller mere erfaren, så kan man sagtens nyde den. Man kan købe en flaske for cirka 600,- kroner. For de penge får man en whisky, som de fleste vil finde fornøjelse i at drikke. Jeg har her anmeldt en miniature flaske, men kunne godt finde på at købe en flaske af den. Den vil være fin som en all-round whisky, som altid kan sættes på bordet. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenfarclas 15 Year Old er, at det er god whisky, med fin aldersangivelse, hvor alle kan være med.

3/5 (1)