Drunken Sailor – English Strong Ale tilsat Islay Whisky

Hjem » Andet med whisky » Øl » Side 30

Drunken Sailor – en English Strong Ale gjort stærkere

Bryggeri: Nibe Bryghus
Land: Danmark
Type: Strong Ale
ABV: 6,5%
Whisky: Tilsat
Whiskytype: Whisky
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Drunken Sailor er en øl på 6,5% Vol, og der står på etiketten, at den er tilsat Islay whisky, men der står ikke hvilken whisky, der er tale om. Øllen er brygget af Baggaardsbryggeriet fra Holstebro i samarbejde med Nibe Bryghus – eller rettere – øllen er brygget af Nibe Bryghus, der har overtaget en del af sortimentet fra Baggaardsbryggeriet, efter dette er gået konkurs et par gange. Øllen er igen på vej ud af produktion, men jeg fik sikret mig en kasse i restsalg fra bryghuset.

Besøg: Bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #16

Anmeldelse af Drunken Sailor

Næse:

Den første fornemmelse man får i næsen, når man dufter til denne øl er en form for syrlighed. Ikke den syrlighed som de meget frugtige og citrusagtige humler kan tilføje til øllet, men mere eb lidt “gammel karklud” syrlighed. Der fremkommer ikke nogen form for humleduft i øllen, og man fornemmer kun svagt maltduft og maltsødme. Der fornemmes ingen whisky i duften overhovedet.

Drunken Sailor

Drunken Sailor

Palette:

Drunken Sailor er tilbyder ikke den store maltsmag. På trods af den manglende maltsmag, så har den dog stadig en relativt god sødme, uden at det på nogen måde bliver for meget og kvalmende. Også i smagen er der fuldstændig fravær af noget, der bare minder om humle. Man fornemmer kun svagt en lille bismag, som ikke plejer at være i øl. Om det er whiskyen man svagt kan ane, det tør jeg ikke sige. Den tilbyder i hvert fald ikke på en røget smag, som man normalt forbinder med Islay regionen.

Afslutning:

Der er en relativ lang afslutning på øllen, hvor munden tørrer lidt ud til sidst. Man fornemmer også her en god restsødme. Man kan heller ikke i eftersmagen opfanges det, at der specifikt er tilsat whisky til øllen. Man kan dog mærke noget, der godt kan minde lidt om det “alkohol-burn” man sommetider kan mærke, når man drikker whisky, hvilket faktisk er mærkeligt, når øllen kun holder 6,5% Vol.

Hvad siger producenten:

“Drunken Sailor er en flot ravfarvet English Strong Ale, tilsat en udsøgt Islay Whisky. Whiskyen giver en let røget duft og eftersmag.”

Konklusion:

Samlet er det egentlig en ganske hæderlig øl. Øllen har en fornuftig balance og smager ganske godt. Det er ikke en øl, der gør sig specielt bemærket på whisky smag, eller røgsmag kendt fra Islay. Havde det ikke stået på etiketten, så havde man aldrig gættet, at der er tilsat whisky til øllen. Jeg købte restlageret til en stykpris på 10,- kr. for en flaske, og det er den i hvert fald værd. Hvis man skulle op at give 30 til 40 kr. pr. flaske, som den oprindeligt har kostet, så ville prisen være for høj. Konklusionen på anmeldelsen af Drunken Sailor er, at det er en ganske fin øl, der dog ikke skiller sig specielt ud fra mængden af middelmådige øl, og måske derfor er den taget ud af produktion.

Jack & Beer – Dansk øl tilsat Tennessee whiskey

Hjem » Andet med whisky » Øl » Side 30

Jack & Beer – årets ølnyhed 2016

Bryggeri: Thisted Bryghus
Land: Danmark
Type: Strong Ale
ABV: 8%
Whisky: Tilsat
Fadtype: Jack Daniel’s Old No. 7
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Jack & Beer på 8% Vol er en stenøl fra danske Thisted bryghus. Øllen er tilsat Jack Daniel’s Old No. 7 Tennessee whiskey, hvorefter den har lagret tre måneder på egetræsfad med lavasten. Øllen blev kåret til årets ølnyhed 2016 af Danske Ølentusiaster.

Besøg: Bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #14

Anmeldelse af Jack & Beer

Næse:

Øllen dufter sødt ved første indtryk. Der forekommer ikke umiddelbart nuancer af Jack Daniel’s Old No. 7 Tennessee whiskey i næsen. Der er heller ikke umiddelbart meget aroma af humle i denne øl. Man oplever dog en del toner af relativt mørke malttyper i næsen, som også giver øllen lidt dybde. Det kan bringe tankerne hen i retning af mørk chokolade og karamel.

Jack & Beer

Jack & Beer

Palette:

Øllen har en god sødme og tydelig maltsmag. Igen er det problematisk at opfange den mindste smagsnuance af noget, der bare minder om whiskey i denne øl. Ligeledes er det med smagen af humle – eller rettere fraværet i smagen af humle. Der er absolut ingen bitterhed i denne øl, der bare antyder tilstedeværelse af humle. I smagen opfanger dog lidt chokolade, karamel og måske endda valnødder, med en god bund af sødme.

Afslutning:

Også i eftersmagen tilbyder denne øl en god restsødme. Her er også tydelige malt nuancer i smagen tilstede. Afslutningen tilbyder noter af chokolade, valnødder og karamel. For første gang opfanger man en antydning af humle, da tungen føles til at tørre lidt ud til sidst. Normalt en følelse man får med stærkt humlede øltyper som IPA og dobbelt IPA. Desværre er der heller ingen antydningen af Jack Daniel’s Old No. 7 Tennessee whiskey i afslutningen.

Hvad siger producenten:

“Hvis du kender Thisted Stenøl fra Thisted Bryghus, så glæd dig til at blive ekstra forkælet med denne udgave, som vi har tilsat ægte amerikansk Bourbon Whiskey, og langtidslagret i tre måneder på egetræ og med endnu flere karameliserede lavasten.Den raffinerede karamelsmag fra lavastenene sammen med taninerne og vaniljesmagen fra amerikanske Bourbon tønder giver helt nye dimensioner til denne klassiker.”

Konklusion:

Jack & Beer er egentlig en fin øl. At kalde den en whiskey øl er dog lidt af en overdrivelse. Der er ingen antydning af tilstedeværelse af whiskey overhovedet. Endvidere syntes jeg også den savner lidt humle til at give øllen lidt mere spark. Når det så er sagt så tilbyder øllen en god sødme, hvor de mørke og chokoladeagtige toner er dominerende. Det betyder at årets ølnyhed 2016 fremtræder som rund og nærmest voluminøs. Jack & Beer er som sådan en nogenlunde øl, men når man ved, at Thisted Bryghus kan lave en øl som Limfjordsporter, så skuffer den.

Skolder Viking Voyage – øl og whisky i et godt makkerpar

Hjem » Andet med whisky » Øl » Side 30

Skolder Viking Voyage Limited Edition – et perfekt makkerpar

Bryggeri: Bryggeriet Frejdahl
Land: Danmark
Type: Winter Warmer
ABV: 6%
Whisky: Tilsat
Fadtype: Whisky, Highland Park
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Skolder Viking Voyage Limited Edition består af 75 cl. Skolder på 6% Vol fra Bryggeriet Frejdahl fra Danmark og 5 cl. Highland Park 12 års på 40% Vol fra Skotland. Destilleriet er beliggende på Orkneyøerne, og det er derfor en såkaldt Island single malt. Whiskyen er primært lagret i ex-sherry fad og kølefiltreret. Det hele er samlet i en flot og luksuriøs æske.

Besøg: Destilleriets hjemmeside og bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #12

Anmeldelse af Skolder Limited Edition

Næse:

Man opfanger de mørke malttoner som det første, når man sætter næsen i øl-glasset. Det dufter dejligt brændt og mørkt. Duften ændrer sig hurtigt til at være mere vinøs, dog uden at være kraftig på nogen måde. Man opfanger også noter af tørret frugt, som svesker og rosiner. Skolder forekommer dog nærmest let i duften, når man tænker på hvor relativt mørk øllen egentlig er i farven.

Skolder Viking Voyage Limited Edition

Skolder Viking Voyage Limited Edition

Palette:

Øllen er præget af de brændte nuancer fra den mørke malt. Man fornemmer en god maltsødme, dog uden den bliver kvalmende. Den er ikke specielt tung i smagen, som eller kan forvente af en sådan øl. Man fornemmer chokolade og karamel i smagen. Man sporer ikke umiddelbart smag af humle i øllen.

Afslutning:

Der er en fin afslutning på øllen. Den forekommer ikke voluminøs i eftersmagen, hvilket godt kan kendetegne øl af den mørke slags. Man fornemmer også i eftersmagen både chokolade og karamel. Der er også en lidt vinøs eftersmag, der er præget af svesker og rosiner. Munden tørrer lidt ud efter en periode.

Konklusion:

Skolder er en ganske fornuftig øl, men den lever måske ikke helt op til forventningerne, når man ser det luksuriøse ydre, og den mørke farve i glasset. Skolder virker faktisk nærmest lidt tynd, og kunne efter min mening godt bruge noget mere fylde. Den måtte godt have lidt tungere smagsnuancer.

Anmeldelse af Highland Park 12 Year Old

Næse:

Whiskyen forekommer ved første indtryk relativt let i næsen, med en tydelig alkohol duft, på trods af de kun 40% Vol. Efter lidt tid i glasset fornemmer man blomsternoter, lyng og honning. Det hele er toppet af med et lille strejf af røg. Den virker faktisk utroligt frisk og indbydende i næsen, med en snert af syrlighed.

Palette:

Denne 12 års Highland Park er meget let i smagen. Man fornemmer græs og citrusfrugter, som søde appelsiner. Den har også en god sødme af honning. Også i smagen fornemmer man en let brise af røg, der ligger sig fint på de andre nuancer. Der smages også lidt blomster og lyng.

Afslutning:

Der er en relativt lang afslutning på whiskyen. Man fornemmer også her en smule røg. Endvidere kan man smage krydderier som peber og vanilje. Der er også en god restsødme og fornemmelse af honning i eftersmagen. Også i eftersmagen er der noter af honning, blomster og lyng.

Konklusion:

Denne whisky er utrolig let at drikke. Den er ikke specielt voldsom, men dog stadig ganske kompleks i både duft og smag. Jeg syntes de lette dufte og smagsnuancer bliver ganske flot komplementeret af det fine røg-slør, der ligger hen over whiskyen. Det virker ganske godt. Konklusionen på anmeldelsen af Highland Park 12 Year old må være, at den minder lidt om blomster-the med honning.

Hvad siger producenten:

“Frejdahl Skolder er udviklet specielt til at nyde sammen med Highland Park 12 års whisky. Øllets sødme fanger på fornemmeste vis whiskyens varmende karakter. Kombinationen af whisky og chokoladenoter fra malten skaber samtidig en harmonisk og klassisk kombination. Den delikate røgsmag i Highland Park bliver elegant spejlet i Skolders let røgede aroma.”

Samlet konklusion Skolder Viking Voyage Limited Edition:

Øllen er let at drikke. Whiskyen er let at drikke. Begge dele er godt hver for sig, uden det på nogen måde er prangende – det kan faktisk virke lidt tyndt. Sammen er det til gengæld rigtig godt. Skolder og Highland Park 12 års whisky klæder hinanden godt. Den lidt vinøse smag fra øllen, komplementeres perfekt af honningsødmen og den lette røg fra whiskyen. Faktisk er der en tydelig smag af røg, når øl og whisky drikkes lige efter hinanden, og det er altså godt. Det giver en god, dyb smag i fællesskab, som de to drikke hver især mangler lidt. En prissætning på 80 til 100 kroner for sættet virker ganske rimeligt. Konklusionen på denne anmeldelse af Skolder Viking Voyage Limited Edition må være, at alene er man måske lidt tynd og slap, men når man er sammen, så er man stærk, kraftig og god.