Talisker Dark Storm – Single Malt Scotch Whisky

Talisker Dark Storm – fra kraftigt brændte ex-bourbon fad

Talisker Dark Storm er en skotsk whisky på 45,8% Vol. Flasken kommer fra Talisker Distillery, der er et af de skotske destillerier, der ligger på øerne, nærmere betegnet på Isle of Skye. På den baggrund er whiskyen derfor en Island single malt whisky. Whiskyen er lagret på kraftigt forkullede ex-bourbon fad og er kølefiltreret. Whiskyen skulle være den samme som Talisker Storm, hvor fadene blot ikke er helt så hårdt brændt, som i denne udgave. Flasken kommer uden aldersangivelse.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #451

Anmeldelse af Talisker Dark Storm

Næse:

En tydelig duft af røg kommer frem fra glasset som det første. Det er en sødmefuld røg, som den man kender fra grillet og røget kød. En duft af karamel og vanilje følger efter. Langsomt kommer en duft af modne frugter frem fra røgsløret. Der duftes røde æbler og gule pærer. Efter at have smagt på drammen opfanges lette maritime og mineralske noter, som man kender det fra hav og flintesten. Alkoholen er ikke tydelig i smagen.

Talisker Dark Storm

Talisker Dark Storm

Palette:

Røgen er, som i duften, også det første der smages. Der smages grillet og let branket kød. De maritime og mineralske noter er tydeligere i smagen end i duften. Der mærkes salt på tungen, og en fornemmelse af kalk mærkes i munden, hvilket forstærkes af en let bitterhed fra egetræ. Når smagsløgene har tilvænnet sig røgen, kommer en anelse modne æbler igennem i whiskyen. I beggrunden opfanges et svagt strejf af citrusfrugter. Der mærkes momentvis sort peber og chili på tungen. De 45,8% Vol er heller ikke tydelige i smagen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. De modne frugter smages stadig en smule, men dette aftager hurtigt. Smagen af vanilje og karamel, der også var til stede i duften, er langt tydeligere i eftersmagen. Lejlighedsvist smages stadig en let syrlig note af citrusfrugter. Munden er dækket i et let lag af røg. Man efterlades med en smule honningsødme og bitterhed i munden, som man kender det fra frugt-te med honning, mens barbecuesovs mærkes i baggrunden.

Hvad siger producenten:

“Dark Storm Single Malt Scotch Whisky is matured in heavily-charred oak casks for an intensely smoky flavour, designed to capture the wild, untamed spirit of a full-blown storm at sea.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Kan man lide røget whisky, der viser en smule tænder, så er dette et godt bud på en fin flaske. Er min lige startet på sin whisky rejse, så skal man nok være lidt mere forsigtig. Så kan jeg anbefale den klassiske 10 års udgave, eller Talisker Storm, der rammer et sted i mellem. Man kan købe en flaske for omkring 600,- kroner for en liter. Nu er jeg tilfældigvis glad for whisky, der viser lidt tænder, så dette er i min optik en mere interessant aftapning. Om den er bedre er svært at sige, da det afhænger af dagen den drikkes. Konklusionen på denne anmeldelse af Talisker Dark Storm er, at vi har fat i en god aftapning fra destilleriet, særligt hvis man kan lide barbecuesovs med bid i.

4/5 (2)