Spey Tenné – portvinslagret speyside whisky
Spey Tenné er en skotsk whisky på 46% Vol. Speyside Distillery er et af de destillerier i Skotland, som ligger i Speyside regionen Destilleriet er ejet af Harvey’s of Edinburgh. Whiskyen kommer uden aldersangivelse og betragtes derfor som en såkaldt NAS whisky. Den har lagret på ex-bourbon, og afsluttes i seks måneder på Tawny ex-portvin fad. Whiskyen er desuden ikke kølefiltreret.
Besøg: Destilleriets hjemmeside
Anmeldelse #83
Anmeldelse af Spey Tenné
Næse:
Der er tydelig frugt i næsen, når man dufter til denne whisky. Det er frugt-noter som man kender fra vin, så det tyder på en ret markant indflydelse fra de ex-portvins fad, den er afsluttet på. Det kan næsten lede tankerne hen på kirsebær. Langsomt fremkommer en smule karamel og mælkechokolade fra baggrunden. Man fornemmer lidt egetræ i baggrunden, ligesom de 46% vol alkohol også er at mærke på duften.
Palette:
Der er en umiddelbar kraftig alkoholindflydelse i smagen. Samtidig er der en kraftig syrlighed og bitterhed som rammer smagsløgene. Den virker nærmest skarp i sin fremtoning. Et par dråber vand tager toppen af dette, samtidig med et par mundfulde til at justere smagsløgene. Herefter fremkommer en fin note af fersken, og de kirsebær, som var at finde i aromaen, kommer også en smule frem. Vanilje og karamel er svagt tilstede i baggrunden.
Afslutning:
Der er en medium afslutning på drammen. Fersken-smagen er tydeligere i eftersmagen. Dette erstattes efterhånden af lidt syrlige og bitre noter som ligger sig på tungen. Ret hurtigt får man en tør fornemmelse på tungen. Man sidder med en smule stærke krydderier og vanilje tilbage på tungen, inden man slutteligt sidder med en varm fornemmelse i munden, og en let metallisk følelse.
Hvad siger producenten:
“The latin range of spey single malts starts with the distinctive Tenné.”
Konklusion:
Denne whisky er ikke specielt imponerende. Det er en tydelig ung whisky, hvor den virker en smule barsk i smagen, i forhold til hvad næsen antyder. Den kunne godt bruge lidt flere år på fad til at fjerne de skarpe kanter, som den præsenterer i paletten. Smagsindtrykkene er som sådan spændende nok, men den trænger til noget afrunding og kompleksitet. Man kan købe en flaske for omkring 400,- kroner. For en NAS whisky som virker tydeligt ung, og ikke tilbyder den store oplevelse, så er det efter min mening lige i overkanten. Der er pengene, efter min mening, brugt bedre andet sted. Konklusionen på denne anmeldelse af Spey Tenné er, at whiskyen fremtræder for umoden, og godt kunne bruge lidt afrunding i sit udtryk.