Cameronbridge 25 Year Old – Single Grain fra Douglas Laing & Co Ltd
Cameronbridge 25 Year Old er en skotsk whisky på 50% vol. Denne single grain whisky er destilleret på Cameronbridge Distillery, der et af de destillerier i Skotland, der er hjemmehørende i Lowland regionen. Der produceres kun grain whisky på destilleriet. Den uafhængige aftapper Douglas Laing & Co. Ltd., har udgivet denne flaske som en del af deres “Old Particular” serie. Udgivelsen er en single cask whisky fra et genbrugt hogshead fad med nummer DL12069. Den blev destilleret i oktober 1991 og senere aftappet i september 2017. Alderen på 25 år fremgår også af flasken. Whiskyen er ikke kølefiltreret og uden kunstig farve. Der er sendt 273 flasker fra fadet på markedet.
Besøg: Aftapperens hjemmeside
Anmeldelse #136
Anmeldelse af Cameronbridge 25 Year Old
Næse:
Man mærker først en smule egetræ i næsen, når der duftes til denne grain whisky. Efter nogle minutter i glasset kommer en svag note af lidt søde frugter. Langsomt opfanges en smule syrlighed, som leder tankerne hen på søde appelsiner. De 50% vol alkohol er ikke at mærke i aromaen. Drammen fremtræder blid og blød i duften, og der er ingen duftindtryk som virkelig gør sig kraftigt bemærket.
Palette:
Der er lidt mere bid i paletten end i duften. Smagen af citrusfrugter er det første som rammer smagsløgene. Igen er der både sødme og syrlighed, som er genkendeligt fra appelsiner. Et par mundfulde senere kommer smagen af vanilje langsomt frem. I baggrunden er en bitter note, som leder tankerne hen i retning af skrællen fra appelsin eller citron. Der mærkes lidt prikken på tungen fra peber og muskatnød. Alkoholen er fremtrædende i smagen, men bliver ikke for kraftig i denne single grain whisky.
Afslutning:
Der er en kort afslutning på denne dram. Eftersmagen er præget af en bitter fornemmelse på tungen. Tungen virker nærmest tør efter et par minutter. Der mærkes fin varme fra de 50% vol alkohol der er i drammen. Der mærkes et strejf at pebermynte på tungespidsen. Smagen af vanilje ligger sig som et fint lag i munden, og giver en let smag af karamel.
Hvad siger producenten:
“With no chill-filtration and natural colour, cask 12069 was charged from a refill hogshead and bottled at 50% ABV, with just 273 bottles produced.”
Konklusion:
Denne grain whisky er sådan set ganske fornuftig. Det mest imponerende ved drammen er at den virker ganske blid og blød, faktisk nærmest diskret i hele sin fremtoning, på trods af en relativ høj alkoholprocent. Den har ligget 25 år på fad, og det tager naturligvis en del af de skarpe kanter, men det er faktisk næsten lige i overkanten i dette tilfælde. Det er naturligvis en balancegang, som er svær at styre. Industri whisky som denne, har det med at være for sprittet og snapse-agtig, når den er ung. Mange år på fad har oftest en særdeles positiv effekt på denne type whisky. I dette tilfælde rammes et “sweet spot”, hvor den hverken er sprittet, men måske heller ikke har fået alder nok, til at blive virkelig interessant. Man får dog en flaske whisky under 500,- kroner, som hverken er kølefiltreret, tilsat farve og med god alder, og det er den såmænd nok værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Cameronbridge 25 Year Old er, at det er en whisky, som ikke udfordrer eller generer nyderen nævneværdigt, og den fremstår næsten lidt for diskret.