Tobermory 12 Year Old – Single Malt Scotch Whisky

Tobermory 12 Year Old – Sherry Cask Finish

Tobermory 12 Year Old er en whisky på 46,3% Vol. Whiskyen er fremstillet på Tobermory Distillery, der er et af destillerierne på de skotske øer, da det ligger på øen Isle of Mull. Whiskyen har lagret på ex-bourbon fad i 12 år, som det også fremgår af æsken. Desuden fremgår af flasken, at whiskyen er produceret uden brug af kølefiltrering. Der er heller ikke tilsat kunstig farve under fremstilling af whiskyen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #390

Anmeldelse af Tobermory 12 Year Old

Næse:

Frugtsødme er det første der kommer op fra glasset. Der duftes søde pærer og æbler. Når drammen har stået lidt tid i glasset, ændrer sødmen en anelse karakter, og bliver mere som det man kender i honning, med en snert af maltsødme i baggrunden. Lidt egetræ og duft af nsylået græs opfanges momentvis i baggrunden. Alkoholen er ikke tydelig i duften.

Tobermory 12 Year Old

Tobermory 12 Year Old

Palette:

Sødmen fra honning er det første der smages. Sammen med noter af blomster og nyslået græs, ledes tankerne i retning af mjød. Sødmen fra de søde pærer og æbler anes kun svagt igennem honningsødmen. Der er lidt stærk ingefær og wasabi på tungen. Noter af malt kommer frem, når man har smagt på denne whisky et par gange. Ligeledes fremkommer lidt egetræ og vanilje. Alkoholen mærkes, men er ikke voldsom, men et par dråber vand skader ikke. Vandet trækker egetræet en anelse mere frem i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Stærk infær og wasabi mærkes stadig på tungen, men aftager gradvist. Honningsødmen har lagt sig som et fint lag i hele munden. Efterhånden som sødmen aftager bliver smagen af vanilje og egetræ tydeligere. Der fremkommer en let bitter note i munden, men munden gradvist tørre ud. Der mærkes lidt varme i svælget fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“The Tobermory 12 Year Old is the signature expression of our Hebridean home. Made with non-peated barley and gentley aged in ex-bourbon casks, it has smooth notes of vibrant fruit and spice. It’s the very definition of our island artistry.”

Konklusion:

Dette er en udmærket whisky. Kan man lide en dram, hvor oplevelsen bæres frem af sødme, så er dette et godt valg. Den voldsomme sødme spices en anelse op med wasabi og ingefær, hvilket giver den næsten vamle honningsødme et tiltrængt løft. På mange områder minder drammen mere om en whisky fra Speyside distriktetm end en whisky fra øerne. Generelt er jeg glad for destilleriet, men jeg foretrækker helt klart deres røgede serie Ledaig. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. Til den pris foretrækker jeg deres røgede udgave Ledaig 10 Year Old, der i min optik, er en bedre whisky end denne. Konklusionen på denne anmeldelse af Tobermory 12 Year Old  er, at whiskyen er fin, men at jeg til enhver tid hellere vil have destilleriets røgede aftapninger.

3/5 (1)