Bowmore 18 Year Old – Islay Single Malt Scotch Whisky

Bowmore 18 Year Old – ex-sherry og ex-bourbon

Bowmore 18 Year Old er en whisky på 43% Vol. Bowmore Distillery er et af de skotske destillerier, der er beliggende på Islay. Whiskyen har lagret på en kombination af ex-sherry fad og ex-bourbon fad. Modningen har varet i minimum 18 år, som det også fremgår af indpakningen. Whiskyen er tilsat kunstig farve, og er endvidere kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #371

Anmeldelse af Bowmore 18 Year Old

Næse:

En let og blød røg møder næsen som det første. Det er ikke den kraftige medicinske røg, som mange Islay whiskyer er kendt for. Det er mere en sødmefuld og let røg, som når naboen tænder sin pibe med æbletobak på terrassen. Der følges hurtigt op med søde syltede frugter. Langsomt kommer lidt rosiner og svesker frem fra baggrunden. Ligeledes kommer en anelse salt og maritime noter også frem. Der anes svagt lidt citrusfrugter og egetræ. De 43% vol. alkohol er ikke at finde i duften.

Bowmore 18 Year Old - Miniature

Bowmore 18 Year Old – Miniature

Palette:

Modsat i duften, så smages rosiner og svesker som det første. Der er mere kraft i alkoholen i smagen, men det er ikke nødvendigt at tilføje vand. Sammen med alkoholen giver peber og chilifrugt en lidt brændende fornemmelse på tungen. Efter et par nip til drammen bliver syltede æbler og pærer gradvist tydeligere- Ligeledes opfanges også en let syrlig note af citrusfrugter. Der kommer en fornemmelse af salt på læberne, og lidt bitterhed opstår bagerst på tungen. Der anes lidt egetræ og vanilje. Hele smagen er pakket ind i en let og sødmefuld røg.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Peber og chilifrugt mærkes stadig på tungen, men det aftager gradvist. Smagen af røg er tydeligere og mere markant i eftersmagen, end den har været i både duft og smag. Ligeledes er de maritime noter også lidt tydeligere. Sødme fra svesker og rosiner mærkes stadig. Smagen af vanilje og bitterhed fra egetræ tiltager igennem afslutningen. Man efterlades med en lidt tør fornemmelse i munden, mens lidt mint og citrus momentvis kommer frem.

Hvad siger producenten:

“Cosseted away in the finest, hand-selected oak casks and allowed to mature at its own sedate pace, this is one of the most remarkable, perfectly balanced single malt scotch whiskies of its kind. One of our rarest whiskies, bottles of Bowmore 18 Year Old may be limited, but there’s no end to its enjoyment.”

Konklusion:

Dette er en fin whisky, uden den på nogen måde gør sig specielt bemærket. På mange måder virker drammen lidt diskret. Forventer man en klassisk Islay whisky, så er det først i afslutningen, det virkelig kommer frem med røg og maritime noter. Man kan købe en flaske for cirka 850,- kroner. Det er en del penge for en whisky af denne kaliber. Man kan købe den 3 år yngre Bowmore 15 Year Old for 300 kroner mindre, og den mener jeg har en del mere at byde på. Det er selvfølgelig op til personlig smag, om man vil smide de ekstra penge efter en tre år ældre aftapning. Konklusionen på denne anmeldelse af Bowmore 18 Year Old er, at whiskyen er god nok, men der findes bedre whiskyer fra destilleriet end denne.

3/5 (1)