GlenDronach 18 Year Old – Allardice

GlenDronach 18 Year Old – 100% ex-oloroso fad

GlenDronach 18 Year Old Allardice er en single malt whisky på 46% Vol. Whiskyen er produceret på GlenDronach Distillery, fra Highland området i Skotland. Denne udgivelse er opkaldt efter stifteren af destilleriet James Allardice. Whiskyen har udelukkende lagret på spanske ex-oloroso sherry fad. Denne modning har stået på i 18 år. Whiskyen er desuden ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #236

Anmeldelse af GlenDronach 18 Year Old Allardice

Næse:

Frugtsødme rammer som det første næsen, når duftes til denne dram. Der duftes overmodne æble og pærer. Dette følges hurtigt op af tydelig tilstedeværelse af mørk og sød tørret frugt, som dadler og rosiner. Efter nogle minutter i glasset aftager duften af overmodne æbler og pærer, hvorimod en tydelig aroma fra modne appelsiner fremkommer. Ligeledes mærkes nu også mørk chokolade og karamel i næsen. Det giver en næsten sirups lignende sødme. I baggrunden mærkes et fjernt mine af nødder og kaffe. Alkoholen mærkes ikke i duften på whiskyen.

GlenDronach 18 Year Old Allardice - Miniature

GlenDronach 18 Year Old Allardice – Miniature

Palette:

De mørke og tørrede frugter er med det samme tydelige når du smager på drammen. Også her er dadler og rosiner tydelige. Søde modne appelsiner smager igennem engang imellem. Efter et par mundfulde bliver nødder og mørk chokolade tydeligere og tydeligere i smagsbilledet. Samtidig fremkommer en næsten blomster- og honningsødme i munden. Der mærkes stærk kanel på tungen, der giver en let prikkende fornemmelse, Sødme, nødder, chokolade, tørret frugt og kanel giver associationer i retning af julekage. Heller ikke i paletten er de 46% vol alkohol at mærke.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. Sødmen fra de tørrede frugter hænger ved længe, og man sidder med en fornemmelse af sirup i munden. Samtidig smages mørk chokolade og kaffe i baggrunden. Efterhånden kommer lidt egetræ frem fra baggrunden, hvilket også giver lidt tørhed i munden. Man mærker god varme i mund og svælg fra den stærke kanel og alkoholen. Langsomt klinger smagen af, og man efterlades med et minde om chokolade og kaffe.

Hvad siger producenten:

“The GlenDronach 18 years old has been named after the renowned founder of the distillery, James Allardice. This exceptional sherried single malt is non chill filtered and of natural colour. Matured in the finest Spanish Oloroso sherry casks and bottled at 46%, this sublime richly sherried malt is truly unforgettable.”

Konklusion:

Dette er en god whisky, med virkelig meget at byde på. Der er gode oplevelser for både næse og smagsløg. Der opleves tyngde og kompleksitet, hvilket også betyder, at det er en dram, som fortjener, at man bruger noget tid med den. Kan man lide lette og friske whiskyer, så skal man ikke kigge i retning af denne dram. Man kan købe en flaske for omkring 1000 ,- kroner. For de penge får man mange timers fornøjelse, når man skal sidde og fordybe sig i duft- og smagsnuancer. Det er naturligvis en god sum penge at lægge for en flaske whisky. Måske er “timeprisen for underholdning” i virkeligheden lavere med denne, end med en billigere og mindre kompleks dram – hvis man vælger at tage sådan et perspektiv. Jeg mener den på et eller andet tidspunkt i whiskyrejsen bør finde plads på hylden i enhver whiskysamling. Konklusionen på denne anmeldelse af GlenDronach 18 Year Old Allardice er, at det er fantastisk whisky, som fortjener tid og fordybelse.

4/5 (1)