Opskrift på Jack & Coke – også kendt som en “Lemmy”

Hjem » Side 194

Opskrift på Lemmy’s yndlingsdrik Jack & Coke

Jeg er ikke så glad for Jack Daniel’s Old No. 7, hvis man skal drikke den rent – det smager den ikke godt nok til. Derfor har jeg ledt efter nogle mulige opskrifter med whisky for at få brugt flasken jeg har købt. Eftersom jeg godt kan lide musik i den hårde del af genren, så har jeg naturligvis også stiftet bekendtskab med bandet Motörhead. Bandets nu afdøde, men yderst legendariske, stifter Ian “Lemmy” Kilmister, elskede at drikke Jack & Coke. Hvis rygterne taler sandt, så drak omkring en flaske om dagen. Derfor er det heller ikke uden grund at drinken i metal-kredse har fået kælenavnet en Lemmy.

Jack & Coke

Jack & Coke

Ingredienser

Jack Daniel’s Old No. 7

Coca Cola

Isterninger

Tilberedning

Som navnet antyder, så består drinken af Jack Daniel’s Old No. 7 og Coca Cola. Blandingsforholdet afhænger af, hvor stærk man vil have sin drink. Personligt foretrækker jeg 1/4 amerikansk whiskey og 3/4 Coca Cola. Hvis man ønsker kan drinken serveres med isterninger. Jeg har prøvet både med og uden isterninger. Jeg kan bedst lide udgaven, hvor Jack & Coke hældes over is. Så får man en kølig drink, der sagtens kan drikkes til festlige lejligheder. Principielt syntes jeg det er synd at blande whisky op med noget, men lige i dette tilfælde, er det et forsøg værd, da denne whiskey ikke lige er min favorit. Efter min mening smager Jack Daniel’s Tennessee Whiskey stadig for meget igennem, og ødelægger lidt smagen fra colaen. At Lemmy fra Motörhead kunne drikke en flaske om dagen er mig en gåde. Jeg må nok se i øjnene, at jeg er mere til øl og at drikke min whisky ren, så jeg bliver nok aldrig den store fan af Jack & Coke.

Johnnie Walker Red Label – en sjus til isterninger

Hjem » Side 194

Johnnie Walker Red Label – whisky on the rocks

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Type: Blended
Aftapper: Diageo
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Johnnie Walker Red Label er en skotsk blended whisky på 40% Vol. Producenten var oprindeligt bosiddende i det sydvestlige Skotland i byen Kilmarnock, men noget af produktionen er nu flyttet til Glasgow. Whiskyen er blended af omkring 35 forskellige grain og malt whiskyer. Det fremgår ikke hvilke der er tale om. Whiskyen er endvidere uden aldersangivelse. Denne blended scotch whisky er nok mest kendt fra amerikanske film af ældre dato, hvor den serveres “on the rocks”, og nærmest har ikonisk status.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #20

Anmeldelse af Johnnie Walker Red Label

Næse:

Næsen forekommer ved første snif ret sprittet. Dette er egentlig overraskende nok for en whisky, der trods alt kun er på 40 % Vol. Der er ikke de helt store og komplekse dufte i denne dram. Hvis man leder godt efter, så fornemmer man lidt frugtige noter, der kan minde lidt om umodne æbler, der giver en lidt syrlig næse.

Johnnie Walker Red Label

Johnnie Walker Red Label

Palette:

Også i smagen er der tydelig tilstedeværelse af alkohol på trods af den relativt lave alkoholprocent. Man aner toner af peber og frugt, hvis man smager godt efter. Der er måske en lille snært af noget som minder om røg. Der er lidt sødme i drammen også, men uden det bliver for meget.

Afslutning:

Der er ingen afslutning på denne whisky. Man sidder kun med et mindre “alkohol-burn” på tungen, og det er egentlig det eneste, der minder en om, at man lige har drukket en whisky-sjus.

Hvad siger Producenten:

“Johnnie Walker Red Label is our Pioneer Blend, the one that introduced our whisky to the world. Highly versatile and with universal appeal, it has a bold, distinctive flavor that shines through even when mixed.”

Konklusion:

På trods af den ikoniske status denne whisky har, så er den altså ikke på nogen måde imponerende. Den har ganske enkelt ikke rigtigt noget at byde på, ud over noget sprit.  Spritten fremtræder tydeligt. Formentlig på grund af, at whiskyen ikke har så meget andet at byde på end netop alkohol. Whiskyen kan redes lidt ved at man serverer den på isterninger. Det tager toppen af fornemmelsen af alkohol, og nedtoner også smagen. Ikke fordi smagen er specielt fremtrædende i forvejen. Whiskyen kan også bruges som mixer i drinks eller irsk kaffe. Flasken kan købes til cirka 100,- kr. hvilket må siges at være et passende niveau for en whisky af denne kaliber, og den er måske endda lidt bedre end andre whiskyer på dette prisniveau. Konklusionen på denne anmeldelse af Johnnie Walker Red Label er, at den egner sig bedst på is eller som mixer.

Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer – øl og egen whisky

Hjem » Side 194

Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer Whisky Infused – øl tilsat whisky fra eget destilleri

Bryggeri: Brouwerij Het Anker
Land: Belgien
Type: Belgian Strong Ale
ABV: 11,7%
Whisky: Tilsat
Fadtype: Whisky
Whiskyblog.dk: ★★★★

Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer Whisky Infused er en belgisk strong ale på 11,7% Vol fra Brouwerij Het Anker beliggende i Mechelen i Belgien. Øllen er tilsat bryggeriets egen single malt whisky. Det er en Limited Edition brygget for at fejre Kejser Karl den 5. (Charles Quint). Den er vinder af World Beer Awards 2015 i kategorien “Belgian Style Strong”.

Besøg: Bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #19

Anmeldelse af Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer Whisky Infused

Næse:

Man opfanger straks whisky i næsen, når man dufter til denne øl. Duften af whisky underbygges af en markant fornemmelse af tilstedeværelse af alkohol. Når næsen trænger igennem det umiddelbare indtryk, så fornemmer man en tydelig tone af malt og kraftig sødme, hvilket er typisk for de kraftige belgiske ales. Duften leder tanken hen på tørret frugt som eksempelvis svesker. Man aner også noter af nødder. Der er dog ingen duft af humle overhovedet i øllen.

Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer

Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer

Palette:

Det første smagsindtryk er en tydelig tilstedeværelse af alkohol, der næsten kan virke lidt for sprittet, men et fint udtryk for de 11,7% vol denne øl trods alt også har. Det er dog kun den første mundfuld, der giver dette indtryk. Herefter kommer man ind til en fantastisk maltfylde og maltsødme, der virkelig fylder meget i denne øl. Også i smagen fornemmer man svesker og nødder. Man aner også en snert af whisky i baggrunden. Også i smagen er humlen fraværende.

Afslutning:

Øllen har en god og lang eftersmag. Som i paletten er det også her maltsødmen, som er dominerende. Smagsnuancerne henleder tankerne på mørk chokolade, nødder og svesker. Efter lidt tid tørrer munden en smule ud, hvilket egentlig bare giver lyst til en tår mere. Der er heller ikke den mindste antydning af humle i eftersmagen. Hvis man virkelig koncentrerer sig, og abstrahere lidt fra sødme-belægningen i munden, så kan man faktisk godt ane en tilstedeværelse af noget, som minder lidt om whisky.

Hvad siger producenten:

“This exceptional ale ages well, developing a refined complexity and intense aromas. With powerful notes of roasted malts, caramel and plums, its surprisingly soft and fruity aroma combines a warm roundness with a refreshing taste. An imperial brew to cherish and enjoy in moderation.”

Konklusion:

Stor, kraftig og voluminøs. Disse ord beskriver meget godt denne øl. Hvis man godt kan lide belgiske strong ales, så har den virkelig noget at byde på. Vi har her en øl, der er helt oppe i toppen blandt de bedste indenfor kategorien. Hvis man kun er til de lette, eller måske humlede øl, så skal man holde sig væk. Har man derimod lyst til en øl, der kan vare en hel aften, eller en øl man kan dele med et par venner, så er Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer lige sagen. For en gangs skyld er dette faktisk en øl, der slår sig op på at være “whisky infused”, som også har antydninger af whisky i øllen. Ikke fordi whiskyen er tydelig, men den er til stede for at forstærke indtrykket i en i forvejen meget kraftig øl. Prisen på omkring 100,- kroner for 75 cl. virker fornuftig, da vi kan sammenligne med en god vin. Konklusionen på anmeldelsen af Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer Whisky Infused er, at det er en vinder-øl, som virkelig har noget at byde på.