Made in the Shade – Bourbon infused Barleywine

Hjem » 0-74 kr. » Side 5

Made in the Shade – Med Knob Creek Bourbon

Bryggeri: Rockabilly Brew
Land: Danmark
Type: Barleywine
ABV: 9,5%
Whisky: Tilsat
Whiskytype: Bourbon, Knob Creek
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Made in the Shade er en Barleywine på 9,5% vol. Den er sendt på markedet af det danske fantombryggeri Rockabilly Brew. Øllen er tilsat Knob Creek bourbon, inden den er hældt på flasker. På hjemmesiden fremgår det, at øllen har lagret på egetræ, der har ligget med bourbon, med det fremgår altså ikke af etiketten på øllen. Det står blot, at der er tilsat bourbon.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #448

Anmeldelse af Made in the Shade

Næse:

En tydelig sødme fra malten kommer frem fra glasset som det første. En sødme som kendes fra modne frugter kommer kortvarigt efter, mens karamel gradvist tager mere og mere over. Et strejf af revet ingefær ligger i baggrunden. Når man har smagt på øllen bliver smagen af karamel tydeligere. Ligeledes kommer vanilje også en smule frem i duften. Det mærkes, at det er en øl med relativt højt alkoholindhold.

Made in the Shade

Made in the Shade

Palette:

Sødmen fra malten smages også som det første. Hurtigt kommer karamel og vanilje frem i smagen. Noter man sagtens kan finde i amerikansk bourbon. Efter et par slurke af øllen, kommer en let bitterhed frem i smagen. Der smages tydeligt humle, mens bitterheden og tørheden i munden tiltager mere og mere. Momentvis opfanges den stærke ingefær, der også var tilstede i duften. De 9,5% Vol alkohol mærkes i smagen, og den kan virke en anelse sprittet i sin fremtoning.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne øl med tilsat bourbon. Sødmen er stadig ganske tydelig, men er mere tilbagetrukket i eftersmagen, end den er i både både duft og smag. Bitterheden og tørheden fra humlen dominerer i afslutningen. Det giver i smule frugtig snit i eftersmagen, hvilket også var at finde i duften. Et strejf af lakridsrod opfanges lejlighedsvist. Munden tørrer slutteligt helt ud, mens varmen fra alkoholen breder sig i munden og brystet.

Hvad siger producenten:

“Pickuppen sænkes i rillen og yndlingstonerne forkæler øregangen. Du læner dig tilbage og mærker glasset i hånden. Alt er godt – It’s Made in the Shade… Dette er en fyldig og vinøs Barleywine – tilsat Knob Creek bourbon. Perfekt til den gode lænestol – tilsat godt selskab og lad den rigelige malt forkæle mundhulen.”

Konklusion

Dette er en ganske fornuftig øl. Har man mod på at drikke alkoholtunge øl, og syntes det spændende med tilsat bourbon, så er dette et godt bud på en fin øl. Forventer man en let og tyndere øl-oplevelse, så skal man kigge andre steder hen. Jeg finder det ganske interessant, at det er en barleywine, hvor der er leget med bourbon, og ikke en Imperial Stout, som det ofte er tilfældet. Man kan købe en flaske på 33 cl. for cirka 50,- kroner. Sammenligner man med fadlagret øl, så matcher den meget godt prisniveauet. Konklusionen på denne anmeldelse af Rockabilly Brew Made in the Shade er, at øllen er fin, men det mest interessante er øltypen til dette bourbon-forsøg.

Hazelnut Mochachino Sundae – Barrel Aged Dessert In A Can

Hjem » 0-74 kr. » Side 5

Hazelnut Mochachino Sundae – Barrel Aged Imperial Stout

Bryggeri: Amundsen Bryggeri
Land: Norge
Type: Imperial Stout
ABV: 11,5%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Bourbon
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Hazelnut Mochachino Sundae er en fadlagret Imperial Stout på 11,5% vol. Øllen kommer fra Amundsen Bryggeri, der ligger i Oslo. Øllen går under kategorien “Pastry Stout”, der ofte leder tankerne i retning af desserter med stor sødme. Denne udgivelse er del af bryggeriets serie “Dessert In A Can”. Øllen har lagret på ex-bourbon fad, men det meldes ikke ud, hvor længe den har modnet på disse fad.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #441

Anmeldelse af Hazelnut Mochachino Sundae

Næse:

Duften af mørk ristet malt kommer som det første op fra glasset. Derefter kommer sødmen fra malten også hurtigt frem. Sødmen tiltager gradvist mere og mere, så den minder om det man kender fra en dessert. Man fornemmer et strejf af vanilje, der sagtens kan stamme fra lagringen i de gamle ex-bourbon fad. Efterhånden kommer en duft af ristede nødder og kaffe en anelse frem, der bliver mere tydelig, når man også har smagt på øllen. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Hazelnut Mochachino Sundae

Hazelnut Mochachino Sundae

Palette:

Ganske som i duften, er hårdt ristet malt og tydelig maltsødme, det først der smages i øllen. En tydelig smag af ristede nødder kommer herefter frem, og er ganske markant igennem hele øllen. Bagved fornemmes et strejf af kaffe. Ligeledes opfanges svagt en snert af vanilje, der mere end antyder lagringen i ex-bourbon fad. Vaniljen tiltager en anelse, når man har taget et par mundfulde af øllen. Man mærker at øllen er på 11,5% Vol, men den virker ikke sprittet.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne øl. Maltsødmen har lagt sig som et fint lag i hele munden. Man fornemmer stadig de ristede mandler, der både var at finde i duften og smagen. En let bitterhed kommer gradvist en anelse mere frem, og forstærker smagen af kaffe. I kombination med sødmen, ledes tankerne i retning af det man kender fra mørk chokolade. Man efterlades med en smule tørhed i munden, med en fornemmelse af, at have spist chokolade kage med ristede nødder.

Hvad siger producenten:

“MALT Pilsner, Rye, Roasted Barley, Caraaroma, Oats, Carafa Special III, Carared ​ HOPS Magnum ​ YEAST American Ale”

Konklusion

Dette er en fantastisk øl. Hvis man kan lide tunge, mørke øl, der tager lang tid at drikke, så er dette et glimrende bud på et godt køb. Man kan købe en dåse med 33 cl. for 67,- kroner. For de penge får man en øl, der tager lang tid at drikke, og endnu længere tid i munden bagefter. Når man er fan af Imperial Stout og fadlagrede øl, så må man sige bryggeriet her rammer plet i forhold til mine smagsløg. Konklusionen på denne anmeldelse af Amundsen Hazelnut Mochachino Sundae Barrel Aged Dessert In A Can er, at det er en øl, der er en dejlig oplevelse at drikke.

Guld og Grønne Skove – Bourbon Barrel Aged Imperial Stout

Hjem » 0-74 kr. » Side 5

Guld og Grønne Skove – Lagret på Wild Turkey fad

Bryggeri: Ølsnedkeren
Land: Danmark
Type: Imperial Stout
ABV: 10%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Bourbon, Wild Turkey
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Guld og Grønne Skove er en Imperial Stout på 10% vol. Øllen kommer fra det danske mikrobryggeri Ølsnedkeren. Denne øl har lagret i 9 måneder på aflagte ex-bourbon fad fra Wild Turkey Distilling Company. Den er brygget med bygmalt og havre.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #435

Anmeldelse af Guld og Grønne Skove

Næse:

Tydelig sødme kommer frem fra glasset som det første. Det er maltsødmen, som først er tydelig. Herefter kommer sødme fra chokolade og karamel efterhånden mere frem. Når man også har smagt på øllen fornemmes også et strejf af vaniljesødme. I baggrunden er en let vinøs duft, hvor tankerne ledes i retning af fugtig loftsrum eller kælder. En note der også findes i en del skotsk whisky. En smule syrlighed ligger i baggrunden, hvilket sikkert stammer fra humlen. Alkoholen er ikke markant i næsen.

Guld og Grønne Skove

Guld og Grønne Skove

Palette:

Ganske som i duften smages også sødme fra malten som det første. Der følges hurtigt op med sødme fra vanilje. Der følges op med en smag som man kender det fra mørk chokolade. Efter et par mundfulde af øllen kommer en tydelig smag af sød lakrids efterhånden mere og mere frem. I baggrunden anes lidt karamel, og en let syrlighed fra humlen. En smule bitterhed giver også associationer til kaffe. De 10% Vol alkohol mærkes uden den er sprittet.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne fadlagrede øl. Sødmen fra malten og vaniljen hænger stadig fast i munden. Ligeledes er der stadig en smag af sød lakrids, der efterhånden aftager en anelse. En smule bitterhed kommer gradvist mere frem. Med sig har det en smag som man kender det fra mørk chokolade. Munden tørrer efterhånden mere og mere ud, og man efterlades med et minde, som når man har drukket sødet kaffe.

Hvad siger producenten:

“Fadlagret Imperial Stout Imperial Stout lagret på Wild Turkey bourbonfade i 9 måneder”

Konklusion

Dette er en glimrende øl. Hvis man kan lide mørke kraftige øl, der fortjener tid i glasset til fordybelse, så er dette et fint køb. Hvis man forventer en letdrikkelig øl, der giver friskhed og læsker en sommerdag på terrassen, så skal man kigge andre steder hen. Man kan købe en dåse med 33 cl. for cirka 40,- kroner. For de penge får man en fin oplevelse, og en øl, hvor det fornemmes, at den har modnet på aflagte ex-bourbon fad. Konklusionen på denne anmeldelse af Ølsnedkeren Guld og Grønne Skove er, at det er en fin øl, hvor fadlagringen momentvis kommer fint frem i både duft og smag.