Miltonduff 15 Year Old – Ballantine’s Series No. 002

Miltonduff 15 Year Old – en del af Ballantine’s blended whisky

Miltonduff 15 Year Old er en skotsk whisky på 40% Vol. Miltonduff Distillery er et af Skotlands destillerier i Speyside regionen, og ejet af Pernod Ricard, der endvidere også ejer Ballantie’s. Destilleriet producerer primært whisky til blended whisky. Whiskyen har lagret 15 år på amerikanske ex-bourbon fad, og den er kølefiltreret. Det er værd at bemærke, at denne whisky er del i en serie på tre single malt whiskyer, sendt på markedet under navnet “Ballantine’s Series“. Serien består af denne Miltonduff 15 Year Old, Glentauchers 15 Year Old samt Glenburgie 15 Year Old, der alle er en del af Ballantine’s blended whisky. Miltonduff 15 Year Old er fundamentet, Glenburgie 15 Year Old er hjertet og Glentauchers 15 Year Old er afslutningen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #150

Anmeldelse af Miltonduff 15 Year Old

Næse:

Man mødes først af en diskret sødme, første gang man dufter til denne whisky. Det er først en blomster- og honningsødme. Efter lidt tid i glasset ændrer det sig til en frugtsødme, som man kender det fra moden fersken og banan. Når man har smagt på whiskyen, fornemmes en snert af kokos i baggrunden. Langsom men sikkert kommer vanilje mere og mere frem. Man mærker ikke alkoholen i næsen, og whiskyen virker generelt meget blød og rund i aromaen.

Miltonduff 15 Year Old

Miltonduff 15 Year Old

Palette:

Den tropiske frugt er også tydelig i paletten. Også her er det fersken og en smule banan som kommer frem først. Der er en lille smag af solmoden appelsin, som også tilfører en smule syrlighed. Efter et par nip til drammen, så kommer en fin smag af kokos. I baggrunden smages fint vanilje, og er der en note af noget som minder om lakridsrod. Man mærker lidt mint på tungespidsen, og man sidder med en fornemmelse af mælkechokolade i munden. Når flasken har været åbnet i noget tid, så smages også lidt sød kamillete. Heller ikke i smagen er alkoholen tydelig.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne skotske whisky. De tropiske frugter er tydelige i begyndelsen. De aftager hurtigt, og giver plads til smag af lakridsrod og mælkechokoalde. Der er kortvarigt en smule smag af kanel, men det er hurtigt væk. Efterhånden bliver frugt- og honningsødme mere fremtrædende. Slutteligt sidder man med en lidt mint-smag på tungespidsen, og en let bitter følelse på tungen, og lille smag fra egetræ. Der er en smule varme tilbage fra de 40% vol alkohol i whiskyen.

Hvad siger producenten:

The Miltonduff Single Malt is the foundation of a Ballantine’s blend, bringing warmth and power. Floral with a subtle hint of cinnamon spice, this whisky is extremely smooth with gentle liquorice flavours and a long, warm finish.”

Konklusion:

Denne whisky er den bløde mellemvare. Den er ikke dårlig, men den skiller sig heller ikke specielt positivt ud. Hvis man skal trække lidt godt frem, så er det noterne fra tropisk frugt og kokos, som er med til, at gøre whiskyen moderat interessant. Man kan købe en flaske for omkring 450,- kroner. Det er den måske ikke helt værd. Jeg var heldig at finde den på tilbud til 250,- kroner, og her kan alle være med. Er man som jeg, nysgerrig på, om man kan genkende noget fra whiskyen i den kendte Ballantie’s Finest, så er den alle pengene værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Miltonduff 15 Year Old Ballantine’s Series No. 002 er, at den nok egner sig bedst, som fundamentet i den klassiske blended whisky.

3/5 (1)