Highland Park Valfather – Viking Legend

Highland Park Valfather – I samarbejde med Jim Lyngvild

Highland Park Valfather er en whisky på 47% Vol. Whiskyen kommer fra det skotske destilleri Highland Park Distillery på Orkney. Flasken er del i trilogien “Viking Legend”, der er fremstillet i samarbejde med Jim Lyngvild. Whiskyen er udelukkende lagret på genbrugte ex-bourbon fad og ex-sherry fad. Aftapningen kommer uden aldersangivelse, så det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad. Whiskyen er fremstillet uden brug af kunstig farve. Whiskyen er den kraftigst røgede whisky fra destilleriet indtil nu, og den vandt guld i 2020 udgaven af World Whisky Awards.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #404

Anmeldelse af Highland Park Valfather

Næse:

Næsen rammes først en en let tilstedeværelse af røg. Det dufter som røgen fra en afbrændt mark, når man går hen over de afsvedne stubbe dagen efter. Duften af vanilje følger hurtigt efter, men det aftager efterhånden som drammen står i glasset. Der kommer gradvist en duft af modne æbler og pærer frem, mens en tydelig honningsødme bliver mere og mere markant. Alkoholen mærkes ikke i duften på denne whisky.

Highland Park Valfather

Highland Park Valfather

Palette:

Røgen er også det første der kommer frem i smagen. Det er ikke en markant røg, som man finder i meget Islay whisky, men en mere nedtonet og afdæmpet røg. Sødmen fra honning er også tydelig med det samme. Kombinationen leder tankerne i retning af sød pibetobak. Efterhånden kommer en tydelig smag af vanilje og karamel mere og mere frem. Bagved ligger en smule søde frugter som æbler og modne appelsiner. Sammen med en let bitterhed kommer en fjern smag af mandler. Der mærkes en smule salt på læberne. De 47% vol alkohol er ikke mærke på smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. De søde æbler og solmodne appelsiner er tydeligere i afslutningen. Ligeledes er bitterheden mere markant i afslutningen, end den var i smagen. Der smages mandler og egetræ, der stadig tilføjer et strejf af madler og vanilje. Lidt friskkværnet sort peber dukker momentvis op i eftersmagen. Hele oplevelsen er pakket ind i et fint lag af røg og sødme fra blomsterhonning. Man efterlades med lidt varme i svælget og lidt salt på læberne.

Hvad siger producenten:

“Odin is called All-Father because he is the father of all the gods. He is also called Father of the Slain (Valfather) because all who fall in battle are his adopted sons. With them, he mans Valhalla…”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Kan man lide røg, der ikke skal være altoverskyggende, men stadig giver plads til andet, så er dette et godt bud på en fin whisky. Der er en ganske fornuftig kompleksitet, hvor røg, sødme, bitterhed og lidt salt opleves i et fint samspil. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. For de penge får man en ganske god oplevelse, og en whisky der udfordrer sanserne, uden at blive for vild i sit udtryk. Det er en flaske som man sagtens kan have i sin whiskysamling på et tidspunkt, og de fleste vil finde fornøjelse i. Konklusionen på denne anmeldelse af Highland Park Valfather er, at det er en god whisky, der viser lidt tænder, men alle kan stadig være med.

4/5 (1)