Caol Ila 12 Year Old – Afsluttet på ex-vinfad
Caol Ila 12 Year Old Wine Cask Finishing er en skotsk whisky på 51,8% vol. Whiskyen er fremstillet på Caol Ila Distillery, der er et af de skotske destillerier på Islay. Whiskyen er først lagret på genbrugte ex-bourbon fad, inden den har fået seks måneders afslutning i et Italiensk Ex-rødvin fad, og har fadkode #CI0720. Råspritten er brændt i 2007, og senere flasket i 2020, hvilket gør whiskyen 12 år gammel. Denne single cask whisky, er sendt på markedet af den uafhængige aftapper Hidden Spirits, i samlet 210 flasker.
Besøg: Destilleriets hjemmeside
Anmeldelse #563
Anmeldelse af Caol Ila 12 Year Old Wine Cask Finishing
Næse:
Der duftes straks en røg, når næsen kommer tæt på glasset. Røgen aftager dog hurtigt og giver plads til andre nuancer. Når røgen er lettet kommer en tydelig vinøs note frem. Det er en aroma, som man kender det fra sød hvidvin. Der opfanges en syrlig note i baggrunden, som minder lidt om citron. Der er et mineralsk og maritimt snit over duften. Når man har smagt på drammen opfanges ved lejlighed også en duft af mynte. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Caol Ila 12 Year Old Wine Cask Finishing – Sample
Palette:
Der er mere spark i de 51,8% vol alkohol i smagen. Man smager stadig fint igennem alkoholen, og whiskyen kan nedvandes, hvis dette ønskes. Den klassiske Islay whisky røg er også tydelig i smagen, ganske som den er i duften. Dette følges hurtigt op af en tydelig vinøs smag, som igen leder tankerne hen i retning af hvidvin. Der anes lidt friske syrlige frugter i baggrunden. Der er en fornemmelse af mynte på tungen. Smagen er mineraler er tydeligere i paletten end i næsen, og den kan virke næsten flintet og saltet.
Afslutning:
Der er en medium afslutning på denne uafhængige whisky aftapning. Det mineralske og maritime udtryk er dominerende i eftersmagen. Der smages salt og flintesten, hvilket også giver en lidt tør fornemmelse i munden. I baggrunden smages stadig lidt syrlighed, og det vinøse udtryk kigger lejlighedsvist frem fra baggrunden. Der er et frisk pust at mynte på tungen, mens der mærkes lidt prikken fra stærk peber. Oplevelsen dør ud i et minde om tør aske.
Hvad siger aftapperen:
“Limited edition of 210 bottles, this rare Caol Ila spend the last 6 months, before bottling works, in an Ex-Italian Red Wine Cask (ex-wine cask finnishing).”
Konklusion:
Dette er en interessant whisky. Hvis man kan lide den klassiske Caol Ila 12 Year Old, så er det altid interessant at smage en variation af denne. Med denne dram er der genkendelighed fra den klassiske oplevelse, men der er også tydelig påvirkning fra afslutningen i vinfadet. Interessant nok er det mere noter af hvidvin, og ikke rødvin, som fadet ellers har været brugt til. Nuvel, whiskyen er spændende, men jeg syntes nu ikke den kan konkurrere med den oprindelige destilleri aftapning. Man kan købe en flaske for cirka 900,- kroner. Jeg købte denne sample for 20,- kroner, hvilket må siges at være en skarp pris for 3 cl. Konklusionen på denne anmeldelse af Caol Ila 12 Year Old Wine Cask Finishing er, at på trods af spændingen, så er den gamle kending alligevel bedst.