Talisker Port Ruighe – røg og portvin

Talisker Port Ruighe – afsluttet på ex-portvin fad

Talisker Port Ruighe er en whisky på 45,8% Vol. Whiskyen kommer fra det skotske destilleri Talisker Distillery, som er et destilleri på øen Isle of Skye. Diageo er ejere af Talisker Distillery. Whiskyen er lagret på genbrugte og kraftigt brændte ex-bourbon fad, og har fået en finish på Ruby ex-portvin fad. Whiskyen er opkaldt efter den vigtigste handelshavn på øen Skye. Whiskyen er uden aldersangivelse, og desuden fremstillet med kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #355

Anmeldelse af Talisker Port Ruighe

Næse:

Næsen rammes først af en let, men dog stadig tydelig røg. Der følges hurtigt op med tydelig sødme. Der duftes søde modne bær, som jordbær, solbær og kirsebær. Efter lidt tid i glasset kommer en duft af søde appelsiner gradvist mere frem. Der anes svagt et strejt af vanilje samt en smule egetræ. De 45,8% Vol alkohol er ikke at mærke i næsen.

Talisker Port Ruighe

Talisker Port Ruighe

Palette:

Den lette røg er også det første man stifter bekendskab med i smagen. Det trænges dog hurtigt i baggrunden, og sødme tager over. Samtidig mærkes stærk peber, og et snert af chili på tungen, inden sødmen tager helt over. Der smages nu søde appelsiner. I baggrunden finder man de søde bær, der også var tydelige i duften. Efter et par nip til drammen fremkommer en let note af chokolade vanilje og lidt kaffe. Alkoholen mærkes, men denne island whisky fremtræder ikke sprittet.

Afslutning:

Smagen ef chokolade og kaffe er langt tydeligere i afslutningen, Smagen af appelsiner og søde bær kommer kun momentvis frem. Der mærkes stadig en let røg i munden, mens en smule bitterhed kommer frem. Der opstår en smule tørhed på tungen. En let maritim note af salt og hav kommer frem hen imod slutningen, inden munden tørrer helt ud. Man efterlades med et minde om røg og kaffe, mens varmen fra chili og alkohol varmer svælget op.

Hvad siger producenten:

“Double matured in port casks, this malt is a toast to the Scottish traders who braved the high seas and were instrumental in the foundation of the port wine trade. Port Ruighe, pronounced ‘Portree’ is the Gaelic spelling of the once-bustling trading port on Skye. The port finish combines Talisker’ s powerful maritime character with succulent sweet notes of rich berry fruits for a superb taste experience.”

Konklusion:

Dette er en yderst fornuftig whisky. Den mørke smag af chokolade og kaffe i afslutningen giver godt modspil, til de lette noter af bær og appelsin i duft og smag. Det giver en god kompleksitet i whiskyen, og slev den øvede whisky-drikker kan finde fornøjelse i drammen. Man kan købe en flaske for cirke . 400,- kroner. Jeg fik denne flaske på tilbud i Superbrugsen 249,- kroner. Til den pris kan alle være med, og whiskyen er næsten umulig at slå i kvalitet i dette prisleje. KOmmer den til denne pris igen, så skal der hamstres lidr flasker til lageret. Konklusionen på denne anmeldelse af Talisker Port Ruighe er, at den viser god kvalitet og kompleksitet, og med en god tilbudspris får man virkelig valuta for pengene.

4/5 (1)