Oban Distillers Edition – Montilla Fino cask finish

Oban Distillers Edition – Destilleret 1999 flasket 2014 OD 163.FZ

Oban Distillers Edition er en skotsk whisky på 43% vol. Whiskyen er produceret på Oban Distillery, der er et af de skotske destillerier i Highland området. Whiskyen har lagret på ex-boubon fad, hvorefter den har fået en afslutning i Montilla Fino ex-sherry fad. Af kassen fremgår det, at whiskyen er en “Special Release Limited Edition”. Råspritten er produceret i 1999, og efter modning aftappet i 2014. Dermed er denne aftapning altså 14 år gammel. Whiskyen er desuden kølefiltreret og der er tilsat farve. Den kommer med koden OD 163.FZ påtrykt på flasken.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #231

Anmeldelse af Oban Distillers Edition

Næse:

Når næsen kommer hen til glasset mødes man af honning- og karamelsødme. Dette ændrer sig hurtigt over i en sødme, som den man kender fra modne appelsiner og mandariner. Når glasset har stået nogle minutter, og whiskyen får lov at åbne lidt op, så kommer lidt mørke noter frem. Der duftes nu lidt svesker, dadler og mørk sukker. Mørk chokolade og kaffe anes i baggrunden. Man mærker ikke de 40% vol alkohol i duften.

Oban Distillers Edition

Oban Distillers Edition

Palette:

De mørke noter er langt mere fremtrædende i smagen end i duften. Der smages med det samme både svesker og dadler. Der følges op med lidt stærk kanel på tungen, der dog hurtigt er væk igen. De søde appelsiner og mandariner kommer frem efter et par nip til whiskyen. Der mærkes momentvis en smule mint på tungespidsen. En let smag af egetræ, kaffe og mørk chokolade ligger bagved, og den bliver tydeligere efterhåndedn som man kommer ned i flasken. Heller ikke i smagen gør alkoholen sig væsentligt bemærket.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødmen fra dadler og svesker ligger sig som et tyndt lag i munden, sammen med en note af honning og karamel. Lidt smag af citrusfrugt opfanges med mellemrum i eftersmagen. Der er en snert af kanel og vanilje over udtrykket. Ligeledes fornemmes en smule maritimt udtryk, hvor der også mærkes lidt salt på læberne. Der er en lidt tør fornemmelse i munden, efterhånden som egetræ dukker op. Man efterlades med noget som minder lidt om en frugt-the, der har trukket lidt for længe.

Hvad siger producenten:

“The Western Highland style of Malt is epitomised by Oban’s gentle sweetness and surpricing richness of palate and finish. The peatiness of the Islands it faces across the Firth of Lorn is softened by the influences of the Highland at is back. To underline its sea-laced flavours, Oban’s Master Distiller has chosen Montilla Fino. This drt, delicate cask-wood beatifully enhances Oban’s distinctively graceful style.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Der er fine noter i både duft, smag og eftersmag. Der er ligeledes fornuftig kompleksitet, så man kan bruge en del tid med den. Samtidig er den stadig blid og blød, så selv en uerfaren whisky-drikker kan være med. Man kan købe en flaske til omkring 650,- kroner. Jeg var heldig at finde den på tilbud til tilbud til 349,- kroner. Til den pris bør man bare købe den. Konklusionen på denne anmeldelse af Oban Distillers Edition er, at det er en god whisky, hvor de fleste kan finde fornøjelse i den.

3/5 (1)