Amrut – Indian Single Malt Whisky

Amrut – Indisk single malt whisky

Amrut er en indisk whisky på 46% Vol. Whiskyen er fremstillet på Amrut Distilleries Ltd, der er beliggende i Bangalore i Indien. Der er udelukkende brugt indisk malt i produktionen. Whiskyen er lagret på nye amerikanske fad, og traditionelle ex-bourbon egetræsfad. Det er uvist, hvor lang tid spritten har modnet på disse fad. Whiskyen kommer uden aldersangivelse, og er derfor en såkaldt NAS. Whiskyen er fremstillet uden kølefiltrerring. Denne miniature flaske er fra Batch #119 Juni 2017.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #221

Anmeldelse af Amrut

Næse:

Sødme er det første som rammer næsen. Det er næsten en mørk sukkersødme, som minder om den man kender fra muscovadosukker eller brun farin. Langsomt ændrer den karakter til at være honningsødme. Der er tydelig tilstedeværelse af en duft af egetræ. Efter nogle minutter i glasset kommer en snert af kanel og lakrids frem fra baggrunden. Der fornemmes også lidt noter af nødder. Man mærker ikke de 46% vol alkohol på duften. Når man har smagt på drammen, så fremkommer en fin snert af kaffe i næsen.

Amrut - Miniature

Amrut – Miniature

Palette:

Sødmen er også det første man stifter bekendtskab med, når man smager på denne single malt whisky. Det er en sødme som man kender fra let-brændt sukker, hvor det nærmest går over i at være karamel. Ganske som i næsen ligger der en fin honningsødme i baggrunden. Alkoholen er mere markant i smagen end i duften, uden den dog bliver sprittet. Lidt vand kan med fordel tilsættes. Det lukker op for fine noter af citrusfrugt. Der er en fin smag af solmoden appelsin. Efter et par mundfulde smages en smule lakrids og kaffe i baggrunden.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne indiske whisky. Der mærkes en smule syrlig note på tungen fra citrusfrugter. Dette gær efterhånden over i en bitter note, som man kender det fra nødder. Der ligger stadig en fin sukker- og honningsødme i munden. Efterhånden tørrer munden en anelse ud, og fornemmelsen af egetræ kommer lidt frem igen.

Hvad siger producenten:

“Outstanding richness and sheen to the enormous barley-oak sweetness; again there is a big bourbony cut to the cloth with all the liquorice and molassed sugar normally associated; but the barley adds that extra dimension”

Konklusion:

Dette er en ganske god whisky. Den er ikke specielt kompleks, men den er stadig ganske interessant. Jeg er særligt glad for de let-brændte sukkernoter, som giver drammen lidt kant og adskiller den fra andet whisky jeg har smagt. Man kan købe en flaske for under 400,- kroner. Den er fuldt ud konkurrencedygtig med andet whisky i det prisleje. Har man ikke tidligere stiftet bekendtskab med indisk whisky, så er dette en god introduktion. Konklusionen på denne anmeldelse af Amrut Indian Single Malt Whisky er, at det er en god whisky, og fin repræsentant for mere eksotisk whisky.

3/5 (1)