Balcones Texas “1” Single Malt – Classic Edition

Balcones Texas “1” Single Malt – Malt Spirit

Balcones Texas “1” Single Malt er en amerikansk single malt på 53% Vol. Den kommer  fra det amerikanske destilleri Balcones Distilling i Texas. Denne malt spiritus er fremstillet af 100% skotsk Golden Promise malt. Spritussen har lagret i mindst 24 måneder på 75% amerikansk egetræ, 25% europæisk egetræ, med et lille strejf fransk egetræ. Den aftappes uden kunstig farve, og der benyttes ikke kølefiltrering. Denne flaske er fra Batch #SM21-1 der er flasket den 18/3-2021.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #433

Anmeldelse af Balcones Texas “1” Single Malt

Næse:

En tydelig duft af cola kommer op af glasset som det første. Denne duft aftager gradvist, og mørke modne frugter kommer efterhånden mere og mere frem. Der duftes modne blommer, mirabeller og kirsebær. En let vinøs note leder tankerne i retning den man kender fra chokoladen “blomme i madeira”. Efterhånden bliver mørk sukker, mørk karamel og vanilje mere markant. I baggrunden anes svagt et strejf af egetræ. Man mærker ikke de 53% Vol i næsen.

Balcones Texas "1" Single Malt

Balcones Texas “1” Single Malt

Palette:

Smagen af mørk karamel rammer munden først. Der følges hurtigt op med stærk kanel og nelliker på tungen, der dog gradvist aftager igen. De søde modne blommer og kirsebær smager igennem. I baggrunden opfanges en smule egetræ, der giver en strejf af bitterhed på tungen. Efter et par nip til denne dram, opfanges lidt søde næsten overmodne appelsiner i baggrunden. Alkoholen er mere tydelig i smagen, og lidt vand kan med fordel tilsættes, men pas på ikke at drukne den, da den hurtigt tynder ud i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne amerikanske single malt. Munden er dækket i et lag af sødme fra mørk karamel og modne mørke frugter. En smag af egetræ er til stede, og med sig har det en snert af bitterhed, der giver lidt tørhed på tungen. Lejlighedsvist kommer kanel og nelliker igen en smule frem. Alkoholen er stadig til stede, uden den dog virker sprittet. Man efterlades med en følelse i munden, som når man har spist chokolade med appelsinkrokant.

Hvad siger producenten:

“A timeless style of malt whisky, Balcones “1” Texas Single Malt breathes new life into centuries of distilling tradition with classic techniques and ingredients adapted for New World tastes. Opening aromas bear hints of toffee and overripe fruits. On the palate, layers of toasted malt and honey give way to mellow notes of baked pears and apples. A long finish is accompanied by cinnamon and cloves. Texas made, Texas proud, we hope you enjoy the whisky we owe our success to as much as we enjoy making it.

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig amerikansk single malt. Hvis man ikke er bange for at prøve single malt, der ikke lige kommer fra Skotland, så kunne dette være et ganske interessant valg. Klimaet i Texas gør, at whiskyen modner hurtigt. Det kender man også med whisky fra eksempelvis Indien eller Taiwan. Sammenlignet med disse, er Balcones Distilling helt på niveau. Man kan købe en flaske for cirka 700,- kroner, men jeg fandt denne på Black Friday tilbud til 550,- kroner. Det er naturligvis en høj pris for en dram, der ikke engang kan kaldes whisky endnu, men jeg syntes dog stadig den er bekendtskabet værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Balcones Texas “1” Single Malt er, at det er en fin oplevelse, der sagtens kan konkurrere med andre aftapninger fra varme himmelstrøg.

3/5 (1)