Kilkerran Work In Progress 6 – 6th release Bourbon

Kilkerran Work In Progress 6 – Bourbon Wood

Kilkerran Work In Progress 6 Bourbon Wood, eller blot Kilkerran WIP 6 bourbon, som den ofte kaldes, er en skotsk whisky på 46% Vol fra det genåbnede Glengyle Distillery. Destilleriet er beliggende i Campbeltown distriktet. Aftapningen kommer uden aldersangivelse. Denne flaske har lagret på ex-bourbon fad. Den er aftappet i 2014 i 9.000 eksemplarer, og den har flaske kode 14/210.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #566

Anmeldelse af Kilkerran Work In Progress 6 Bourbon Wood

Næse:

Duften fra søde modne frugter kommer frem fra glasset som det første. Der duftes modne æbler og pærer. Der følges hurtigt op med sødme fra vanilje og lys karamel. I kombination giver det associationer til det man kender fra syltede henkogte pærer på dåse. Langsom, men sikkert, kommer syrlighed gradvist mere frem i næsen. Der duftes nu grønne umodne æbler og citrusfrugter. I baggrunden opfanges svagt et strejf af en tør askeagtig røg, der forstærkes efter også at have smagt på whiskyen. Man mærker ikke de 46% Vol alkohol i næsen.

Kilkerran Work In Progress 6 Bourbon Wood

Kilkerran Work In Progress 6 Bourbon Wood

Palette:

Alkoholen er væsentligt mere markant i smagen end i duften. Den justeres fint ned med et par dråber vand. Som i duften smages søde modne æbler og pærer, hvorefter vanilje og lys karamel følger hurtigt efter. Der er et mere tydelig smag af røg i smagen end der er at finde i duften. Det er en tør røg, der leder tankerne i retning af det man kender fra aske og kulstykker i brændeovnen. Der opleves kortvarigt lidt stærk kanel og peber på tungen. Efter et par nip til denne skotske whisky, kommer mineralske og maritime noter af salt og flintesten efterhånden kommer mere frem, mens lidt citrusfrugter presser sig på.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Der ligger et fint lag af honningsødme med en snert af røg i hele mundhulen. Syrlige noter fra umodne æbler og citrusfrugter er tydelige i starten. Efterhånden kommer vaniljesødme og egetræ mere frem. Sammen med smagen af salt og flintesten på læberne, er det med til at tørre munden kraftigt ud. Man sidder tilbage med en fornemmelse i munden, som når man har spist umodne hasselnødder eller mandler.

Hvad siger producenten:

“Nose: Inviting and homely straight away. Ripe green apples, herbal sweetness and rich in sugar glazed apricots. Palate: Its nuts! Rich oily walnuts, continuing the wholesome notes from the nose. More a work in perfection than work in progress, with a great, delicate balance between the sweeter fruit notes and lively spices. It is unmistakably Campbeltown, so comforting and rich. It gets sweeter and stickier with a touch of water. Finish: This dram is not for the impatient! Treat it like a cryptic crossword, give it time and enjoy this fabulous Campbeltown spirit.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Kan man lide whisky fra Campbeltown regionen, og måske endda Kilerran fra Glengyle Distillery i særdeleshed, så vil man ikke blive skuffet med denne whisky. Nuvel, man fornemmer at det er en relativ ung whisky, men den har stadig en del at tilbyde. Hvis man som jeg er fanboy af dette destilleri, så bør man gøre sig selv den tjeneste, at få smagt en eller flere af de ældre aftapninger i WIP serien. Jeg købte alle 10 flasker i serien for 5750, kroner, hvilket svarer til 575,- for denne. Man kan stadig være heldig at finde dem til fornuftige priser på det sekundære marked, Konklusionen på denne anmeldelse af Kilkerran Work In Progress 6 Bourbon Wood er, at det er en fin ung whisky, og det er sjovt at smage noget af det første whisky fra destilleriet.

3/5 (1)

Kilkerran 8 Year Old – Bourbon Cask Matured 2017

Kilkerran 8 Year Old – Cask Strength Bourbon Cask Matured Batch #1

Kilkerran 8 Year Old Bourbon Cask Matured 2017 er en whisky på 56,2% Vol fra det skotske Glengyle Distillery. Destilleriet ligger i Campbeltown regionen, og ejes af J & A Mitchell. Whiskyen har modnet i 8 år udelukkende på ex-bourbon fad. Den er aftappet ved fuld fadstyrke den 20-03-2017 i et oplag på 9000 flasker. Dette er batch #1 i destilleriets 8 års cask strength serie. Desuden er whiskyen fremstillet uden kølefiltrering, og der er ej heller tilsat kunstig farve. Den bærer flaskekode 17/132.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #558

Anmeldelse af Kilkerran 8 Year Old Bourbon Cask Matured 2017

Næse:

Der kommer sødme fra vanilje og lys karamel frem fra glasset som det første. En tydelig duft af syltede pærer og ferskner, som man kender det fra de klassiske konservesdåser i supermarkedet. Når næsen har tilpasset sig den markante sødme, så kommer finere noter af hø og citrusfrugter frem fra baggrunden. I kombination leder det tankerne i retning af det man kender fra søde appelsiner. De 56,2% Vol alkohol mærkes ikke i næsen.

Kilkerran 8 Year Old Bourbon Cask Matured 2017

Kilkerran 8 Year Old Bourbon Cask Matured 2017

Palette:

Som i duften smages lys karamel og vanilje også som det første. Syrligheden er væsentligt mere fremtrædende i smagen end i duften, og der kommer hurtigt noter af citrusfrugter frem. Der smages søde appelsiner og sukkersødede grapefrugter i denne skotske whisky. Der mærkes stærk ingefær på tungen, der sammen med alkoholen er med til at give varme i munden, og en let prikkende fornemmelse på tungen. Lejlighedsvist opleves lidt maritime indtryk af salt og tang på læberne.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Sødmen fra vanilje og lys karamel ligger som et fint tyndt lag i munden. For første gang oplever man en tilstedeværelse af lidt røg. Sammen med en tiltagende bitterhed er det med til at tørre munden en anelse ud. En smag fra egetræ kommer nu mere frem, og tilføjer blot til tørheden i munden. Momentvis opleves stadig lidt citrusfrugter, der sammen med bitterheden giver associationer til revet skal fra en citron.

Hvad siger producenten:

This whisky is like a favourite dessert, rhubarb crumble, stewed rhubarb, vanilla and all butter shortbread.

Konklusion:

Dette er en fin whisky. Kan man lide bourbon lagret whisky, med tydelige noter af vanilje og karamel, så er dette et godt bud på en flaske til hylden. Den blev udbudt til en pris på omkring 500,- kroner da den kom i handlen, men jeg gav omkring 800,- for denne på det sekundære marked. Nuvel, jeg er fan af whisky fra Glengyle Distillery, og skulle derfor selvfølgelig have fat i denne første 8 års fadstyrke aftapning. Jeg må dog sige, at udbudsprisen er mere tilforladelig end gensalgsprisen, da jeg købte flasken. Konklusionen på anmeldelsen af Kilkerran 8 Year Old Bourbon Cask Matured 2017 er, at det er en dejlig whisky, men flere af de senere fadstyrke aftapninger er bedre.

4/5 (1)

Kilkerran 2009 15 Year Old – Single Cask

Kilkerran 2009 15 Year Old – 20th Anniversary

Kilkerran 2009 15 Year Old er en whisky på 56,6% Vol fra det skotske Glengyle Distillery i Campbeltown regionen. Denne single cask whisky har lagret på et engkelt genbrugt ex-bourbon hogshead fad. Råspritten er destilleret i maj 2009 og senere aftappet den 25. juni 2024 ved cask strength, med en aldersangivelse på 15 år. Flasken er sendt på det danske marked i forbindelse med destilleriet 20 års jubilæum. Aftapningen har flaskekode 24/135, og der er sendt 240 flasker på markedet. Whiskyen er fremstillet uden farvestoffer og uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #550

Anmeldelse af Kilkerran 2009 15 Year Old

Næse:

Sødme fra malt, vanilje og brun sukker kommer op fra glasset først. Langsomt kommer lidt sødme fra syltede ferskner og pærer, som dem man kender på konservesdåser. Lejlighedsvist opfanges et svagt strejf af røg. I kombination ledes tankerne i retning af det man kender fra en nytændt pibetobak. Når man også har smagt på whiskyen, opfanges i baggrunden en let syrlig note fra nyslået græs og lidt citrusfrugt. Alkoholen er ikke specielt fremtrædende i næsen.

Kilkerran 2009 15 Year Old

Kilkerran 2009 15 Year Old

Palette:

Smagen fra lidt umodne grønne æbler smages som det første. Hurtigt følges op med tydelig sødme. Som i duften er sødme fra vanilje og brun sukker meget fremtrædende, mens sødme fra syltede frugter ligger i baggrunden. Efter par nip til denne skotske whisky, kommer en let bitterhed mere frem i smagen. Sammen med sødmen giver det associationer til mælkechokolade med hasselnødder i. En smule tør askeagtig røg ligger i fint i baggrunden, mens lidt smag af revet skal fra citroner presser på. De 56,6% Vol. alkohel er mere tydelige i smagen, men justeres fint med lidt vand.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødmen fra vanilje, brun sukker og syltede frugter ligger som et fint lag i munden. Bitterheden er mere fremtrædende i eftersmagen. Det er noter af egetræ og hasselnødder. Gradvist bliver syrlige noter mere tydelige, og sammen med bitterheden opleves nuancer af nyslået græs og revet citronskal. Man efterlades med et fjernt minde om tør røg, mens lidt salt og flintesten opleves på læberne.

Hvad siger producenten:

“This refill bourbon hogshead was specially selected and bottled for Denmark, to celebrate the 20th Anniversary of the opening of Glengyle Distillery in 2004.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky fra Campbeltown distriktet, og fra Glengyle Distillery i særdeleshed, så vil man ikke blive skuffet med denne whisky. Flasken koster omkring 1100,-, men jeg fik denne flaske for 876,- grundet fødselsdag hos min whisky pusher en måned senere. På trods af, at det er en god whisky, så vil mange være fint tilfredse med en af destilleriets mange 8 år cask strength aftapninger, der stadig kan købes for omkring det halve. Flasken blev åbnet for at fejre anmeldelse #500 på Whiskyblog.dk, og som fanboy må jeg sige at jeg er tilfreds, med endelig at få lov at smage en singel cask whisky fra et af mine absolutte yndlingsdestillerier. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilkerran 2009 15 Year Old 20th Anniversary Single Cask er, at det er en dejlig whisky, men deres standard 8 års cask strength aftapninger kan sagtens klare sig i konkurrencen.

4/5 (1)