Islay Brut – Bière de Champagne

Hjem » Side 19

Islay Brut – Ex-Islay whisky fad

Bryggeri: Mills Brewing
Land: England
Type: Brut
ABV: 8,2%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Whisky, Islay
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Islay Brut er en fadlagret Bière de Champagne, eller Brut om man vil, på 8,2% vol. Øllen er brygget af det engelske bryggeri Mills Brewing. Denne øl har gæret og lagret på fem fad, der tidligere har indeholdt whisky fra Islay. Øllen er brygget i henholdsvis juni og november 2019, og i maj og oktober 2020. I 2022 blev brygget stukket sammen, og gen-fermenteret, for endeligt at blive aftappet i september 2023.

Besøg: Bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #528

Anmeldelse af Islay Brut

Næse:

En tydelig syrlighed rammer næsen som det første. Det er en syrlighed som man kender det fra en daggammel karklud med et strejf af eddike. Hurtigt overtager syrlige noter fra umodne frugter og bær. Efter at have smagt på øllen, anes svagt noter af røg. Ligeledes kommer også lidt sødme fra malten frem i smagen. Man mærker ikke de 8,2% Vol alkohol i duften.

Islay Brut

Islay Brut

Palette:

Ganske som i duften, så opfanger smagsløgene staks syrlighed, der giver associationer til det man kender i vineddike. Hurtigt ændrer syrligheden karakter, til det der også findes i umodne frugter og bær, Der smages syrlige umodne stikkelsbær og æbler, der leder tankerne i retning af det, der også findes i syrlig hvidvin eller champagne. Først mærkes kun svagt lidt røg fra de aflagte Islay whisky fad. Denne røg tiltager jo flere slurke man tager af øllen. Alkoholen er heller ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er em lang afslutning på øl fra Mills Brewing. Eftersmagen er præget af noter fra røgen, der nu er ganske tydelig. Syrlighed fra eddike og umodne frugter er mere diskret i afslutningen, og fornemmes kun svagt. En smule bitterhed kommer gradvist mere frem, hvilket leder tankerne i retning af whiskyfad. Der er dog mere sødme fra malten i eftersmagen end i smagen på øllen. Man sidder tilbage med en tydelig røg i munden, mens bitterheden, som når man har bidt i et umoden stikkelsbær, gradvist aftager.

Hvad siger producenten:

“Islay Brut is a blend of five barrels from four seperate worts produced in June and November 2019, and  May and October 2020. They fermented in small Islay whisky barrels, imparting aromas of maritime peat. The blend was made in August 2022 and refermented with golden caster sugar for a further year to produce a strong and dry beer. Finally, it receuved a large dose of bottle primings to produce a Champagne type carbonation.”

Konklusion

Dette er en dejlig øl. Hvis man elsker de syrlige øl, som kettle sours, Lambic, Gueze og andre sure øl, så vil man ikke blive skuffet her. Samtidig er der tydelig røg fra de aflagte whiskyfad. Om røg så er en god ting i en relativt lys og frisk øl af denne type, må være op til personlig præference. Den koster cirka 200,- kroner for en flaske med 75 cl.Ved først smag var jeg lidt skeptisk, men efterhånden som jeg kom ned igennem flasken, så voksede oplevelsen på mig, og endte med at være et yderst positivt bekendtskab. Om øllen ville være bedre fra fad uden røg står hen i det uvisse. Denne fadlagrede øl viser med tydelighed, at man ikke skal være bange for at lege med fad i de lyse og mere sarte øltyper. Konklusionen på denne anmeldelse af Mills Brewing Islay Brut er, at det er fin øl, med tydelig påvirkning fra de aflagte Islay fad.

Norlyk First Release – Small Batch Distilling

Hjem » Side 19

Norlyk First Release – Ex-vin fad

Destilleri: Norlyk
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 3 år
Fadtype: Vin
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Norlyk First Release er en dansk single malt på 46% Vol. Denne whisky er fra det danske Norlyk Distillery ApS. Flasken kommer uden aldersangivelse, men det fremgår af etiketten, at denne single malt er destilleret den 3/6-2022 og aftappet den 4/6-2025. Den er altså præcis tre år og en dag gammel. Whiskyen har modnet på et ex-vin fad, der tidligere har indeholdt rødvin. Dette er destilleriets første aftapning. Der er ikke tilsat kunstig farve til whiskyen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #527

Anmeldelse af Norlyk First Release

Næse:

Der kommer først tydelig sødme frem fra glasset. Der er sødme fra solmodne æbler og pærer. Efter lidt tid i glasset ændrer sødmen karakter til mere at minde om den, der kendes fra modne mørke kirsebær jordbær. Lejlighedsvidt opleves et strejf af syrlighed i baggrunden, der leder tankerne i retning af nyslået græs. Ligeledes opleves lidt friske krydderurter også i næsen. Alkoholen er ikke at mærke i duften.

Norlyk First Release - Sample

Norlyk First Release – Sample

Palette:

De 46% Vol alkohol er mere markante i smagen end i duften. Når smagsløgene har tilvænnet sig alkoholen, kommer tydelig sødme frem. Som i duften er sødme fra mørke kirsebær og jordbær ganske tydelig. Ligeledes kommer friske krydderurter som timian med en snert af mynte frem. Lejlighedsvist opleves lidt stærk wasabi på tungen i denne danske whisky, hvilket dog hurtigt forsvinder igen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på whiskyen. Sødmen fra modne bær ligger som et fint lag i munden. En let bitterhed kommer lidt frem, og med sig har det en let smag af mandler. Sammen med sødmen giver det associationer til marcipan med lys chokoladeovertræk. Lidt mynte opfanges igen hen mod slutningen, inden munden tørrer en anelse ud.

Hvad siger producenten:

“Destilation date: 3/6-22. Barrel type: Ex Red Wine. Botteling Date: 4/6-25.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Har man mod på at smage en ung whisky, fra et af de mindre destillerier, så er dette et godt bud på en flaske. Det mærkes at det er en ung whisky, men den tilbyder stadig en fin oplevelse. Whiskyen blev sat til salg for 695,- for 70 cl., og med denne prissætning er den fuldt ud konkurrencedygtig med whisky fra andre af de danske destillerier. Tager man samtidig i betragtning, at det er den første aftapning fra destilleriet, så er det faktisk en endnu mere fair pris, da disse traditionelt altid har en større efterspørgsel. Konklusionen på denne anmeldelse af Norlyk First Release er, at det er et glimrende første forsøg, og jeg ser med spænding frem til kommende aftapninger.

Tur til Edinburgh 2025 – Pubs i Edinburgh

Hjem » Side 19

Tur til Edinburgh 2025 – Whiskyblog.dk’s anden tur til Skotland

Min kone og jeg var på vores første tur til Edinburgh i sommerferien 2024. Her fik vi set de fleste af de ting, som man skal se, når man besøger denne fantastiske by for første gang. Vi mente dog ikke vi havde fået set nok, og vi blev hurtigt enige om, at vi ville en tur derover igen. Det bliver så allerede igen i år. Vi vil denne gang forsøge at opleve de lidt mindre seværdigheder, bydele og i særdeleshed de lokale pubs. Vi spiste på et par forskellige under vores sidste besøg. Vi var særligt glade for The Advocate, der lå lige ved siden af vores hotel. Denne gang vil vi forsøge at være bedre til at hygge os om aftenen, på en af de mange pubs i Edinburgh.

På vores første tur boede vi i Old Town, lige op ad The Royal Mile, på Ibis Edinburgh Centre Royal Mile Hunter Square. Denne gang har vi besluttet at prøve et hotel fra samme kæde, Ibis Styles Edinburgh St Andrew Square, som er beliggende i New Town. Der er dog ikke langt rundt til tingene i centrum af byen. Dette illustreres meget godt, ved at der er 10-12 minutters gang mellem hotellet vi boede på første gang, og hotellet vi bor på denne gang.

Oplevelser på vores tur til Edinburgh

Dag 1: Grassmarket, Last Drop og The Rose Street Brewery

Vi ankommer til hotellet cirka 10.30, hvilket er for tidligt til at vi kan indtjekke. De lader os tille vore kufferter, så vi kan komme ud i byen. Der er markedsdag på Grassmarket om lørdagen, så det er vores første stop. Her finder man boder med diverse lokale varer, smykker og madboder. Vi tager ind og får en øl på The Last Drop, der efter sigende er den mest hjemsøgte pub i Skotland. Herfra går vi ned til Princess Street Gardens, og ser The Parish Church of St Cuthbert, Ross Fountain og The Flower Clock. Dagen sluttes af med aftensmad på The Rose Street Brewery.

Dag 2: Dean Village, Stockbridge market og The Black Rose

Sidste år besøgte vi både Stockbridge Market og Dean Village. Det havde været en fantastisk gåtur og oplevelse, så det havde vi besluttet at gøre endnu en gang. I højt solskin og 23 grader er turen langs Leith Water simpelthen fantastisk. Vi besluttede os for at tage tilbage til Grassmarket, hvor der ligger mange pubs, for at få os en øl. Et par tidligere hvade jeg fået en ny følger på Instagram, der tilfældigvis er bar manager på The Black Bull. Det er en utrolig dejlig pub han har, og vi fik en snak og han gav en dram. På vej tilbage mod New Town gik vi forbi Waverley Station, der har mange butikker og en flot arkitektur. Dagen blev afsluttet på pubben The Black Rose, der desværre ikke var den bedste oplevelse.

Dag 3: Port of Leith Distillery, Øl og Brewhemia

Vi havde hjemmefra bestilt en rundvisning på det nye lokale destilleri Port of Leith Distillery. Vi gik i regnvejr af Leith Walk hele vejen. På trods af regnen er det en fantastisk dejlig tur. Vi fik en glimrende rundvisning og smagning på destilleriet. Desværre har de ikke whisky klar endnu, da de forventer at første aftapning skal være omkring 8 år, så der blev smagt på diverse new make i stedet for. Hovedkvarteret for The Scotch Malt Whisky Society er beliggende i Port of Leith, så der skulle vi naturligvis forbi. Desværre for at finde ud af, at de holder lukket om mandagen. Som øl-nørd besluttede vi os for at besøge et par barer, der centrerer sig omkring lokale øl. Vi gik først forbi Fierce Beer, der blandt andet også laver fadlagret øl. Som en lille gimmick, har de i baren en live feed, at indtjekninger på Untapped på stedet. Herefter tik turen til The Wee Vault, der er det lokale Edinburgh bryggeri Vault City Brewings pub. Den levede op til navnet, da den virkelig var meget lille. Dagen blev afsluttet med dejlig mad og øl på Brewhemia.

Dag 4: Pitlochry, Aberfeldy Distillery og græsk

Vi havde god succes med endags ture under vores rejse til Edinburgh i 2024. Derfor havde vi hjemmefra booket endnu en af slagsen med Rabbies, der var samme selskab som vi brugte sidst. Første stop på turen var et fotostop ved Dunkeld. Herefter fortsatte turen til Black Linn vandfaldet, hvor vi gik en lille tur. Næste stop er den idylliske lille by Pitlochry, hvor vi gik en tur og spiste lidt frokost. Der var lige tid til at besøge Blair Athol Distilley, der ligger for enden af hovedgaden Herefter blev vi kørt til Queen’s View Visitor Centre, hvor der var mulighed for at nyde den flotte udsigt, samt tage et par billeder af Loch Tummel. Turens sidste stop var et besøg på Aberfeldy Distillery. Her var der en fin rundvisning, og vi smagte på Aberfeldy 12 Year Old, Dewars Blended 12 Year Old og Aberfeldy 21 Year Old. Efter en hård dag besluttede vi os for at spise på en græsk restaurant, der lå lige ved hotellet.

Dag 5: Calton Hill, SMWS og The Black Bull

Dagen startede med en tur på Calton Hill for at se de imponerende bygninger, og den fantastiske udsigt over Edinburgh. Blandt andet kan man se helt ud til havnen, hvor Port of Leith Distillery tårner sig op. Vi besluttede os for at tage endnu en tur af Leith Walk, så jeg kunne få besøgt SMWS hovedkvarteret. Denne gang var turen i solskin, hvilket blot gør det endnu mere fantastisk. The Vault blev besøgt, og jeg fik mig en dram af 10.270. På vej hjem slog vi et smut forbi den utroligt smukke botaniske have. Vi var blevet tørstige, og fik en øl på den lokale Hard Rock Cafe, hvor vi faldt i snak med guitaristen fra det Belgiske metalband Dyscordia. Vi havde haft et hyggeligt besøg på pubben The Black Bull et par dage tidligere, og vi besluttede os for at spise aftensmad der. Vi blev ikke skuffede, da de serverede dejlig traditionel pub-mad.

Dag 6: New College, Islander og The Advocate

Min kone havde hjemmefra bestilt tid til at lave en taske hos Islander, der har flere butikker i byen. På vejen derover gik vi forbi det utroligt flotte New College. Men Louise lavede taske, fik jeg besøgt et par whisky-butikker. Ved siden af den Islander butik, hvor Louise lavede taske, ligger det lokale destilleri Edinburgh Gin. Så her fik jeg slået den sidste halve time ihjel. Da hun var færdig med tasken fik vi en øl på pubben The Malt Shovel. Turen gik herefter ned i bunden af The Royal Mile, og vi kom tilfældigt ud på en af sidegaderne, og fandt det idylliske New Calton Burial Ground. På vej tilbage blev der nydt endnu en øl på pubben Tolbooth Tavern. Den sidste aften sluttes af, som på turen i 2024, med aftensmad på pubben The Advocate.

Dag 7: Hjemrejse fra Edinburgh

Efter morgenmaden tog vi tidligt i lufthavnen. Desværre blev vores fly mod Amsterdam en time forsinket. Efter sidste års tur, havde vi denne gang sikret os lidt længere lay.over, så det fik heldigvis ikke betydning. Vi kom trætte hjem til Nordjylland efter en begivenhedsrig uge.

Konklusion på vores tur til Edinburgh 2025

Det har været endnu en fantastisk tur til Edinburgh. Denne gang fik vi set de ting, vi ikke nåede sidste år. Desuden har vi fået et par glædelige gensyn, med ting vi så på vores sidste tur. Det utroligt gode vejr, hvor det kun regnede to af dagene, hvoraf den ene var mens vi var på bustur, har blot løftet oplevelsen. Vi var mere modige, og fik os bevæget væk fra de klassiske turiststeder, hvilket klart kan anbefales.

Intentionen om at besøge flere pubs blev indfriet. Det kan klart anbefales herfra, og der ligger mange fine oplevelser gemt. Der er både moderne pubs, med diverse lokale craft bryggerier, men også mere traditionelle pubs, med hvad dertil hører af mad og drikke. Vi fik kombineret begge dele. Nu har vi boet både i hjertet af Old Town og hjertet af New Town. Begge muligheder er fine, og har hver sine fordele og ulemper. Konklusionen på denne tur er, at det er bare at komme afsted, og indsnuse den gode atmosfære i byen og på de mange lokale pubs i Edinburgh.