Skolder Viking Voyage – øl og whisky i et godt makkerpar

Hjem » 4 Stjerner » Side 58

Skolder Viking Voyage Limited Edition – et perfekt makkerpar

Bryggeri: Bryggeriet Frejdahl
Land: Danmark
Type: Winter Warmer
ABV: 6%
Whisky: Tilsat
Fadtype: Whisky, Highland Park
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Skolder Viking Voyage Limited Edition består af 75 cl. Skolder på 6% Vol fra Bryggeriet Frejdahl fra Danmark og 5 cl. Highland Park 12 års på 40% Vol fra Skotland. Destilleriet er beliggende på Orkneyøerne, og det er derfor en såkaldt Island single malt. Whiskyen er primært lagret i ex-sherry fad og kølefiltreret. Det hele er samlet i en flot og luksuriøs æske.

Besøg: Destilleriets hjemmeside og bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #12

Anmeldelse af Skolder Limited Edition

Næse:

Man opfanger de mørke malttoner som det første, når man sætter næsen i øl-glasset. Det dufter dejligt brændt og mørkt. Duften ændrer sig hurtigt til at være mere vinøs, dog uden at være kraftig på nogen måde. Man opfanger også noter af tørret frugt, som svesker og rosiner. Skolder forekommer dog nærmest let i duften, når man tænker på hvor relativt mørk øllen egentlig er i farven.

Skolder Viking Voyage Limited Edition

Skolder Viking Voyage Limited Edition

Palette:

Øllen er præget af de brændte nuancer fra den mørke malt. Man fornemmer en god maltsødme, dog uden den bliver kvalmende. Den er ikke specielt tung i smagen, som eller kan forvente af en sådan øl. Man fornemmer chokolade og karamel i smagen. Man sporer ikke umiddelbart smag af humle i øllen.

Afslutning:

Der er en fin afslutning på øllen. Den forekommer ikke voluminøs i eftersmagen, hvilket godt kan kendetegne øl af den mørke slags. Man fornemmer også i eftersmagen både chokolade og karamel. Der er også en lidt vinøs eftersmag, der er præget af svesker og rosiner. Munden tørrer lidt ud efter en periode.

Konklusion:

Skolder er en ganske fornuftig øl, men den lever måske ikke helt op til forventningerne, når man ser det luksuriøse ydre, og den mørke farve i glasset. Skolder virker faktisk nærmest lidt tynd, og kunne efter min mening godt bruge noget mere fylde. Den måtte godt have lidt tungere smagsnuancer.

Anmeldelse af Highland Park 12 Year Old

Næse:

Whiskyen forekommer ved første indtryk relativt let i næsen, med en tydelig alkohol duft, på trods af de kun 40% Vol. Efter lidt tid i glasset fornemmer man blomsternoter, lyng og honning. Det hele er toppet af med et lille strejf af røg. Den virker faktisk utroligt frisk og indbydende i næsen, med en snert af syrlighed.

Palette:

Denne 12 års Highland Park er meget let i smagen. Man fornemmer græs og citrusfrugter, som søde appelsiner. Den har også en god sødme af honning. Også i smagen fornemmer man en let brise af røg, der ligger sig fint på de andre nuancer. Der smages også lidt blomster og lyng.

Afslutning:

Der er en relativt lang afslutning på whiskyen. Man fornemmer også her en smule røg. Endvidere kan man smage krydderier som peber og vanilje. Der er også en god restsødme og fornemmelse af honning i eftersmagen. Også i eftersmagen er der noter af honning, blomster og lyng.

Konklusion:

Denne whisky er utrolig let at drikke. Den er ikke specielt voldsom, men dog stadig ganske kompleks i både duft og smag. Jeg syntes de lette dufte og smagsnuancer bliver ganske flot komplementeret af det fine røg-slør, der ligger hen over whiskyen. Det virker ganske godt. Konklusionen på anmeldelsen af Highland Park 12 Year old må være, at den minder lidt om blomster-the med honning.

Hvad siger producenten:

“Frejdahl Skolder er udviklet specielt til at nyde sammen med Highland Park 12 års whisky. Øllets sødme fanger på fornemmeste vis whiskyens varmende karakter. Kombinationen af whisky og chokoladenoter fra malten skaber samtidig en harmonisk og klassisk kombination. Den delikate røgsmag i Highland Park bliver elegant spejlet i Skolders let røgede aroma.”

Samlet konklusion Skolder Viking Voyage Limited Edition:

Øllen er let at drikke. Whiskyen er let at drikke. Begge dele er godt hver for sig, uden det på nogen måde er prangende – det kan faktisk virke lidt tyndt. Sammen er det til gengæld rigtig godt. Skolder og Highland Park 12 års whisky klæder hinanden godt. Den lidt vinøse smag fra øllen, komplementeres perfekt af honningsødmen og den lette røg fra whiskyen. Faktisk er der en tydelig smag af røg, når øl og whisky drikkes lige efter hinanden, og det er altså godt. Det giver en god, dyb smag i fællesskab, som de to drikke hver især mangler lidt. En prissætning på 80 til 100 kroner for sættet virker ganske rimeligt. Konklusionen på denne anmeldelse af Skolder Viking Voyage Limited Edition må være, at alene er man måske lidt tynd og slap, men når man er sammen, så er man stærk, kraftig og god.

Stauning Young Rye, October 2017 – en dansk rug whisky

Hjem » 4 Stjerner » Side 58

Stauning Young Rye, October 2017 – en dansk straight rye whisky

Destilleri: Stauning Whisky
Land: Danmark
Type: Rye
Aftapper: Destilleri
ABV: 51,1%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Stauning Young Rye er en dansk rug whisky på 51,1% Vol. Denne whisky er fra Stauning Whisky Distillery, der er delvis ejet af Diageo. Whiskyen er destilleret i 2013 og flasket i oktober 2017 – i alt 2614 flasker. Den blev sat til salg for 495,- kr, og sendt på markedet den 10. november 2017 klokken 12.00 – og den blev udsolgt på 5 minutter. Jeg købte tre flasker. Whiskyen er lagret på nye egetræsfad (virgin oak) og quarter casks. Den er ikke kølefiltreret og er uden aldersangivelse. Den har dog, med lidt hurtig hovedregning, ligget 3-4 år til lagring.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #11

Anmeldelse af Stauning Young Rye, October 2017

Næse:

Det første næsen opfanger er en god mørk duft. Det minder lidt om en blanding af mørkt rugbrød og mørk chokolade i skøn forening. Man aner også lidt mørk karamel med vaniljeduft og egetræ. Bag det umiddelbart mørke førstehåndsindtryk gemmer sig dog lidt lettere noter af græs og mark. Sammen med alkoholduften giver den, den ellers tunge Stauning Young Rye, et frisk løft.

Stauning Young Rye, October 2017

Stauning Young Rye, October 2017

Palette:

Førstehåndsindtrykket, når man smager whiskyen, adskiller sig fra det man havde forventet fra udtrykket i næsen. Den virker faktisk utroligt frisk i smagen. Man smager frisk frugt og græs nuancer. Ved anden tår fremtræder de mørke toner fra næsen tydeligere. Man smager nu egetræ, vanilje og en mørk honningsødme. Der er prikken på tungen fra lidt stærke krydderier som kanel og peber, samt et spark fra de 51,1% Vol.

Afslutning:

Der er en god og lang afslutning på whiskyen. Her er det også de mørke smagstoner man opfanger. Igen fornemmes kanel og peber som observeret tidligere. Efter lidt tid får man en fornemmelse af lakrids i munden. Slutteligt fremkommer en chokolade lignende smag, og så tørrer munden lidt ud til sidst. Sammen med lakridssmagen giver det en følelse, som når man har spist lakridsrod.

Hvad siger producenten:

“It’s warm, friendly and fresh at the same time, spicy, bold, full-bodied and seems considerably older than the age suggests. One clearly senses the Rye and recognize the scent of freshly baked Rye bread.”

Konklusion:

Denne unge rug whisky – straight rye whisky – hvis man skal være lidt international, er et utroligt spændende bekendtskab. De mørke og lyse duft- og smagsoplevelser kommer i skøn forening. Stauning Young Rye har krop og fylde som en dram med god alder, men den er samtidig frisk og spændstig, som man oplever ved unge whiskyer. Det giver en kompleks whisky, der udfordrer sanserne. Prisen på 495,- kr for 50 cl. er måske lige i overkanten, i forhold til det man ellers kan få, indenfor den prisramme. At de sælges for endnu højere pris efter udgivelsen forekommer mig lidt mystisk. Det er selvfølgelig et udtryk for udbud og efterspørgsel, men også grundet en del “hype” omkring Stauning Whisky Distillery. Konklusionen på denne anmeldelse af Stauning Young Rye, October 2017 er, at det er en utrolig spændende whisky, som man bør prøve, i hvert fald til en pris under 500,- kr.

Lagavulin 16 Year Old – lækker røg til fornuftig pris

Hjem » 4 Stjerner » Side 58

Lagavulin 16 Year Old – en super whisky fra Islay!

Destilleri: Lagavulin
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: 16 år
Fadtype: Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Lagavulin 16 Year Old er en skotsk whisky på 43% Vol. Denne whisky er nærmere bestemt fra Islay, og den er flasket på Lagavulin Distillery. Distilleriet er ejet af Diageo. Den er en af de seks whiskyer, der betragtes som “De 6 klassiske single malt whisky fra Skotland“. Whiskyen har lagret 16 år på ex-sherry fad, men det vides ikke præcist hvilke sherry fad, der er brugt. Whiskyen er desuden fremstillet med brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #1

Anmeldelse af Lagavulin 16 Year Old

Næse:

Lagavulin 16 år dufter først og fremmest af røg, røg og atter røg! Når det er så er sagt, så bør man gøre sig selv den tjeneste, at blive ved med at dufte til den. Slyng forsigtigt whiskyen rundt i glasset, og duft igen. Gør det et par gange, og du kommer snart igennem duften af røg. Herefter åbner sig et sandt festfyrværkeri af aroma og duft nuancer op. Pludselig dufter denne dram ikke så røget mere, men mere af sherry- og egetræsfad, Endvidere opfanger man noter af sødme og krydderier som vanilje. Slutteligt fornemmer man også en svag duft af hav, med let saltet aroma.

Lagavulin 16 Year Old

Lagavulin 16 Year Old

Palette:

Når man først smager den, er det ligesom at slikke på en pind, der er faldet ud af bålet – altså ret røget. Men når man smager igen, så sker det samme som med næsen. Der åbner sig et væld af smags nuancer. Inden længe går smagen over i en tydelig smag af hav, eller måske rettere, en båd på havet. Man forestiller sig tjæresmag fra dækket, med salte skumsprøjt fra havet. Inden længe trænger de fine nuancer igennem de mere barske umiddelbare smage, og der opstår fine noter af tørret frugt og sherry, hvilket fuldender en relativt rund smag, på hvad der umiddelbart forekom som en barsk whisky.

Afslutning:

Lagavulin 16 har en fin afslutning med smag af røg, der der fint dæmpes af de 16 år på fad. Der er en fin eftersmag af tørv blandet med vanilje, figner og dadler. Man fornemmer tydeligt smagen af egetræ fra det fad denne whisky har været i. Dette giver en tør, lidt træ-agtig fornemmelse i munden, men stadig en rund og blød afslutning, der giver lyst til mere.

Hvad siger producenten:

“Aged in oak casks for at least sixteen years, this much sought-after single malt has the massive peat-smoke that’s typical of southern Islay – but also offering a dryness that turns it into a truly interesting dram.”

Konklusion:

Lagavulin 16 år Single Islay Malt Whisky er flasket på 43% Vol. Jeg foretrækker at tilsætte et par dråber vand, hvilket virkeligt åbner whiskyen op, så de dybereliggende nuancer, trænger igennem det umiddelbare røgslør man mødes af. Man kan finde Lagavulin 16 til omkring 450,- kroner, hvilket må siges at være en yderst fornuftig pris, for en whisky, der har ligget og hygget sig i 16 år på et egetræsfad på Islay i Skotland. Man får ganske enkelt en fantastisk whisky til prisen. Dette er klart en af de dramme jeg foretrækker at nyde. Denne dram skal ikke tilsættes is, men blot nydes som den er, så man er sikker på at få al den gode aroma og smag ud af denne whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Lagavulin 16 Year Old er, at denne whisky er et must – den skal prøves af alle med interesse for en god dram!