Glenfarclas 12 Year Old – lagret på ex-oloroso fad

Hjem » Privatejet » Side 35

Glenfarclas 12 Year Old – klassisk Speyside sherry whisky

Destilleri: Glenfarclas
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: 12 år
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glenfarclas 12 Year Old er en skotsk whisky på 43% Vol. Whiskyen er fremstillet på Glenfarclas Distillery, der er et af de skotske destillerier i Speyside regionen. Destilleriet er privatejet af familie-foretagenet J. & G. Grant. Whiskyen er udelukkende lagret på ex-oloroso sherry fad. Den har modnet igennem 12 år inden den er hældt på flaske og sendt på markedet. Denne whisky er desuden ikke kølefiltreret. Denne sample købte jeg på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #80

Anmeldelse af Glenfarclas 12 Year Old

Næse:

Man mærker tydelig sherry i næsen, når man første gang dufter til whiskyen. De typiske noter af mørke og tørrede frugter som dadler, abrikoser og rosiner kommer tydeligt frem. Der er en god frugtsødme at finde. Det er en sødme som man kender det fra røde æbler, som er lige ved at bliver overmodne. Sødmen og frugterne leder tankerne hen i retning af marmelade. Man fornemmer i baggrunden lidt blomster og honning. Efter lidt tid i glasset fremkommer lidt egetræ i aromaen.  Alkoholen er ikke at mærke i næsen.

Glenfarclas 12 Year Old - Sample

Glenfarclas 12 Year Old – Sample

Palette:

Igen er de mørke frugter tydelige. Her er det, som i duften, abrikoser og rosiner som er tydelige. Der er en god sødme, som minder lidt om honning. Efter et par mundfulde kommer lidt syrlighed frem i baggrunden, som giver en lidt citrus-agtig fornemmelse, Man mærker nogle stærke krydderier på tungen. Alkoholen er tydeligere i smagen, og de 43% vol. giver et løft til oplevelsen, og er med til at give den allers bløde oplevelse lidt mere bid. I baggrunden fornemmes kun svagt egetræ og lidt vanilje kigger frem.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Tilstedeværelsen af egetræ er tydeligere i afslutningen, end den var i både duft og smag. Også i afslutningen fornemmes stærke krydderier som kanel og peber. Der mærkes lidt bitterhed og syrlighed på tungen, så man tænker på skrællen af citrusfrugter. Til slut anes lidt sødme og vanilje, inden tungen slutteligt tørrer en smule ud.

Hvad siger producenten:

“100% oloroso sherry cask maturation. An excellent introduction to the distillery style – for those who enjoy a sherried whisky. To be consumed neat or with a drop of water. A great accompaniment to smoked salmon or Ibérico ham.“

Konklusion:

Fantastisk whisky. Dette er en dejlig og let-drikkelig dram. Vil man prøve sig frem med en sherry-modnet whisky, så bør man starte her. Man kan købe en flaske for omkring 300,- kroner, så her kan de fleste være med. Det er virkelig god “value for money”. Whiskyen stiller ikke de store krav til nyderen, men den har stadig meget at byde på. Det er vel nærmest en whisky, som bare beder om at man tager et glas mere. Sådan en flaske ville hurtigt bliver tømt herhjemme. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenfarclas 12 Year Old er, at det er svært at finde bedre sherry whisky til den pris.

Kingsbarns Spirit Drink – New-make fra Lowland

Hjem » Privatejet » Side 35

Kingsbarns Spirit Drink – mens vi venter på whiskyen

Destilleri: Kingsbarns
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 63,5%
Alder: NAS
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Kingsbarns Spirit Drink er en skotsk new-make på 63,5% Vol. Whiskyen er produceret af Kingsbarns Distillery, der er et af de skotske destillerier beliggende i Lowland regionen. Destilleriet er relativt nyt, og har ikke udgivet whisky endnu. Denne new-make giver mulighed for at smage på rå-spritten mens vi venter på at whiskyen bliver færdig. Rå-spritten er ikke kølefiltreret. Jeg har købt denne sample på whiskymessen 2019, og jeg så det som en mulighed for at få lov at smage spiritus fra dette nye destilleri.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #78

Anmeldelse af Kingsbarns Spirit Drink

Næse:

Det første som rammer næsen er sødme. Det er en blanding af malt- og frugtsødme. Man dufter lidt modne pærer. Da alkoholprocenten er på 63,5% vol. kan man med fordel tilsætte noget vand, for at nedbringe denne, da den ellers forekommer ret tydeligt i aromaen. Men vand tilsat bliver frugtnoterne tydeligere og man fornemmer lidt blomster i baggrunden.

Kingsbarns Spirit Drink - Sample

Kingsbarns Spirit Drink – Sample

Palette:

Smagen er som duften også præget af sødme. Igen er det maltsødme, der er fint bakket op af frugtsødme. Pærer er igen fremtrædende, men man fornemmer lidt tropiske frugter som mango og fersken. Også her kan man med fordel nedvande alkoholen en del, da den ellers brænder så meget, at det meste af smagen går tabt. Med vand tilsat har den et ret blødt udtryk.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne new-make. Man sidder med et sødt udtryk i munden, som dog hurtigt aftager. Også her smages stadig en smule af pærer og de tropiske frugter. Man får en god varme i munden fra alkoholen, men dette justeres naturligvis med en passende mængde vand.

Hvad siger producenten:

“A chance to sample the new make spirit as it tastes when it goes into cask. Fruity floral characters. Add water to taste. “

Konklusion:

Det smager sådan set godt. Det er naturligvis ikke whisky, men det ser lovende ud. Basisproduktet til fremstilling af god whisky er i hvert fald i orden. Man kan købe en flaske på 20 cl. for omkring 200,- kroner, og det må jeg nok sige er en voldsom pris, på noget som bedst kan sammenlignes med snaps eller vodka. Jeg købte en sample, og det er fint for mig, da en hel flaske ville være for meget, da den kun er købt for at tilfredsstille min nysgerrighed. Konklusion på denne anmeldelse af Kingsbarns Spirit Drink er, at det bliver spændende at følge destilleriet, og mon ikke der bliver købt en flaske rigtig whisky på et tidspunkt.

Lindores Abbey Aqua Vitae

Hjem » Privatejet » Side 35

Lindores Abbey Aqua Vitae – Den første fra destilleriet

Destilleri: Lindores Abbey
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Lindores Abbey Aqua Vitae er en skotsk spiritus på 40% Vol. Spiritussen er produceret på Lindores Abbey Distillery i Lowland regionen i Skotland. Det er et af de nyligt åbnede destillerier i Skotland, og denne spiritus er den første udgivelse fra destilleriet. Det er altså ikke en whisky, da den ikke opfylder kravene til dette. Den er dog lavet som en hyldest til måden, som whisky oprindeligt blev lavet på i 1494 på stedet. Den “rigtige” whisky, som vi kender den nu, må vi vente på nogle år på. I ventetiden har destilleriet valgt at udgive denne snaps destilleret på malt, med krydderier og tørret frugt – blandt andet burresnerre, citronverbena og sødskærm. Denne sample købte jeg på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #74

Anmeldelse af Lindores Abbey Aqua Vitae

Næse:

Der er en speciel krydret duft i glasset, når man første gang stikker næsen i. Man fornemmer at der er krydderurter i, hvilket giver et godt komplekst udtryk. Efter lidt tid i glasset ændrer det karakter, og den kommer mere i retning af, at dufte som moden banan. Der er en en god sødme over udtrykket, og man mærker ikke de 40 % vol. alkohol.

Lindores Abbey Aqua Vitae - Sample

Lindores Abbey Aqua Vitae – Sample

Palette:

Alkoholen er tydeligere i smagen, men den bliver ikke på nogen måde dominerende. Den er med til at løfte den lidt specielle smag. Igen smager man krydderurter. Blandingen leder tankerne hen på frugt vingummi, dog uden at det bliver en kunstig smag. Efter et par mundfulde fremkommer noterne af banan, som også kom frem i aromaen. Til sidst mærker man lidt syre på tungen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Eftersmagen er præget af en god sødme, som ligger sig fint på tungen. Igen leder blandingen af sødme og krydderurter tankerne hen på frugt vingummi. Smagen af banan er ikke så tydelig i afslutningen, og forsvinder hurtigt helt. Efter lidt tid i munden sidder man med en fornemmelse, som når man har spist brunkager til jul.

Hvad siger producenten:

“Aqua Vitae, the first release from Lindores Abbey, is a hand-crafted botanical spirit, made on site using spices, dried fruit and locally grown green herbs such as Douglas fir and sweet cicely.”

Konklusion:

Denne dram er interessant på flere plan. Den er interessant, da den præsenterer os for den oprindelige måde, hvorpå whisky blev produceret. Den er også interessant fordi den faktisk smager ganske fint. Den er mere sammenlignelig med kryddersnaps end med whisky i sit udtryk, men det er stadig godt. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. Det syntes jeg dog ikke den er værd. Kan man finde en sample, som jeg har gjort her, så bør man dog gøre sig selv den tjeneste at prøve den. Konklusionen på denne anmeldelse af Lindores Abbey Aqua Vitae er, at den er et ganske interessant bekendtskab.