Burt Alvord – American Outlaws

Burt Alvord – Rye Whiskey Barrel Aged Tripel

Burt Alvord er en fadlagret Tripel på 15,4% vol. Øllen er brygget af det danske bryggeri Amager Bryghus. Denne tripel har lagret i 14 måneder på aflagte fad, der tidligere har indeholdt Sazerac Rye Whiskey. Aftapningen er del i en serie af fadlagrede øl fra bryggeriet, der går under betegnelsen “American Outlaws”, og dette er fra 2023 aftapningerne. Øllen er ikke filtreret, og er aftappet upasteuriseret. Flasken der er anmeldt nedenfor er fra Batch #2673.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #549

Anmeldelse af Burt Alvord

Næse:

Sødme fra malten rammer næsen som det første. Der følges op med noter af blomsterhonning og karamel. Gradvist kommer en tydelig duft af hengemthed mere og mere frem i duften. Det er en duft som giver associationer til fugtige kældre og loftsrum. Når man også har smagt på øllen, bliver karamel mere tydelig i smagen, og et strejf af vanilje kommer også en smule frem. Efter mere end en time med øllen, kommer noter af mynte lidt frem i glasset. Man fornemmer den usædvanligt høje alkoholprocent i duften, men øllen forekommer ikke sprittet.

Burt Alvord

Burt Alvord

Palette:

Sødmen fra malten rammer også smagsløgene som det første. Ganske som i duften følges hurtigt op med sødme fra honning og karamel. Efter et par mundfulde af denne fadlagrede øl bliver en note af vanilje gradvist mere tydelig. En smule bitterhed anes svagt i baggrunden, der sagtens kan stamme fra de aflagte whisky fad. Ligeledes opfanges momentvis en smule citrusfrugt i baggrunden. De 15,4% vol alkohol tilføjer ekstra tyngde til smagen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne øl. Eftersmagen er stadig præget af sødmen fra malt, honning, karamel og vanilje. Bitterheden, der også var at finde i smagen, tiltager igennem afslutningen. Sammen med et lejlighedsvist strejf af citrus, ledes tankerne i retning af sukkersødet grapefrugt, der dog hurtigt forsvinder igen. En smule egetræ smager igennem, inden munden tørrer helt ud, og alkoholen varmer i brystkassen. Smagen af egetræ bliver mere markant, når man har været i selskab med øllen over en længere periode.

Hvad siger producenten:

“Already at a young age Burt Alvord had a reputation for frequenting saloons and participating in several bar brawls, but still the local sheriff recruited Alvord as a deputy. While he did help Sheriff Slaughter apprehend many outlaws, his image never improved. His alcoholism continued to worsen and he began hanging out with criminals. When his boss reprimanded him for this, Burt simply handed in his silver star and quit. Not wasting any time, Alvord soon joined some of the many outlaws he had befriended over the years. He formed a gang with outlaw friend Billy Stiles whom he had once pursued during his deputy career. Alvord’s gang committed several robberies and both he and Billy were captured several times but somehow always managed to escape.”

Konklusion

Dette er en god øl. Hvis man kan lide belgisk inspireret øl, og har mod på at prøve en fadlagret udgave, så er dette et sikkert hit. Øllen viser tydeligt, at det ikke kun er de mørke øltyper som stout og porter, der egner sig til fadlagring. Man kan købe en flaske for cirka 170,- kroner for 75,- cl. Nuvel, det er mange penge for en øl. Til gengæld får man en flaske på størrelse med en klassisk vinflaske, og med højere alkoholindhold end de fleste vine, og med en modningstid på fad, der også sagtens kan konkurrere med vin. Er man nogle kammerater er det nærliggende, at dele sådan en flaske. Alternativt kan man som jeg, få sig en overordentlig god fridag, og så drikke det hele selv. Konklusionen på denne anmeldelse af Amager Bryghus Burt Alvord, American Outlaws, er, at dette er en dejlig øl, jeg til enhver tid vil vælge fremfor god vin.

Barrel Aged Upside Down Christmas Cake 2022 – Pastry Christmas Stout

Barrel Aged Upside Down Christmas Cake 2022 – Seasonals

Barrel Aged Upside Down Christmas Cake 2022 er en fadlagret Stout på 11,5% vol. Øllen er brygget på det norske Amundsen Bryggeri i Oslo. Det er en såkaldt “Pastry Stout”, der ofte minder om desserter og kager i deres udtryk. Denne udgivelse er del af bryggeriets serie “Seasonals”, hvor denne aftapning er til julen 2022. Øllen har lagret på ex-bourbon fad, men det meldes ikke ud, hvor længe den har modnet på disse fad.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #546

Anmeldelse af Barrel Aged Upside Down Christmas Cake 2022

Næse:

Duften af kage kommer op af glasset først. Det minder om den duft man kender fra den gammeldags chokoladekage i bradepanden, som man havde med i skolen til klassens time om fredagen. Efterhånden som den kraftige sødme aftager lidt i glasset, kommer noter af hårdt ristet mørk malt frem, der giver associationer til stærk kaffe. En fjern duft af vanilje opfanges lejlighedsvist i baggrunden. De 11,5% Vol alkohol er ikke tydelige i næsen.

Barrel Aged Upside Down Christmas Cake 2022

Barrel Aged Upside Down Christmas Cake 2022

Palette:

Den hårdt ristede mørke malt smages som det første, når øllen kommer ind i munden. Der følges hurtigt op med markant sødme. Der smages karamel, vanilje og mørke sukker. En smule bitterhed anes i baggrunden, og det kan sagtens komme fra lagringen i de aflage ex-bourbon fad, men det kan naturligvis også komme fra humlen i øllen. I kombination ledes tankerne i retning af chokoladekage med kaffe til. Alkoholen mærkes, dog uden at dominere i smagen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne øl. Sødmen fra vanilje, karamel og mørk sukker ligger som et tykt lag i munden. Efterhånden som det aftager en smule, kommer bitterhed gradvist mere frem. Dette forstærker fornemmelsen af mørk chokoladekage og kaffe. Momentvis opfanges et strejf af valnødder i baggrunden. Man sidder tilbage med en fornemmelse i munden, som når man har været til eftermiddagskaffe hos sin bedstemor i gamle dage, mens man mærker varmen fra alkoholen, der breder sig i munden og svælget.

Konklusion

Dette er en dejlig øl. Hvis man kan lide mørke, tunge stouts, der virkelig tager lang tid at komme igennem, så er dette et godt bud på en god øl. Forventer man en lettere øl, der blot skal bruges til at slukke tørsten, så skal man kigge andre steder hen. Ligeledes viser denne fadlagrede øl heller ikke voldsom påvirkning fra lagringstiden. Man kan købe en dåse med 33 cl. for omkring 75,- kroner, men jeg var heldig at få den i julegave af min søn. Konklusionen på denne anmeldelse af Amundsen Barrel Aged Upside Down Christmas Cake 2022 er, at det er en dejlig kraftig øl, der giver gode associationer til kaffe med chokoladekage.

Dark Horizon 7 – Imperial Coffee Stout

Dark Horizon 7 – ex-cognac, ex-akvavit og ex-whiskey fad

Dark Horizon 7 er en fadlagret Imperial Coffee Stout,på 16% vol. Øllen er brygget af det norske bryggeri Nøgne Ø. Øllen har lagret i op til 3 år hår henholdsvis fad der tidligere har indeholdt cognac, akvavit og whiskey. Det vides dog ikke hvilke ex-whiskey fad den har lagret på. Tager man stavemåden i betragtning, så kunne det godt være irsk eller amerikansk whiskey. Her er anmeldt flaske nummer #725 af i alt 7750 flasker.

Besøg: Bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #543

Anmeldelse af Dark Horizon 7

Næse:

En markant duft af mørkt og hårdt ristet malt kommer frem fra glasset først. Langsomt, men sikkert, kommer en duft af kaffe mere og mere frem i næsen. Gradvist trænger malt- og vaniljesødme sig mere og mere på. Man fornemmer at øllen har modnet længe, da der er duft, der leder tankerne i retning af fugtigt loftsrum og gamle bøger. Man fornemmer at det er en øl med relativt højt alkoholindhold, dog uden at spritten forstyrrer indtrykkene.

Dark Horizon 7

Dark Horizon 7

Palette:

Sødme fra malten smages som det første. Der følges dog hurtigt op med kraftig smag af mørk malt. Med sig har det noter af kaffe og hårdt ristet mørk karamel. Bagved opfanges noter af af lakrids, som den hårde engelske lakrids man kunne få da jeg var barn. En let syrlighed og bitterhed kommer gradvist mere og mere frem. Det kan skyldes humlerne, der er benyttet i øllen, men naturligvis også de 3 år på fad. Man mærker de 16% Vol alkohol i munden, der er med til at give øllen en tydelig mundfylde.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på øllen. Sødmen ligger som et tydeligt lag i hele mundhulen. Bitterheden er mere fremtrædende i eftersmagen, og med sig har det en let smag af valnødder og mandler. Sammen med vaniljesødme leder det tankerne i retning af det man kender fra marcipan. Munden tørrer gradvist mere og mere ud, og man efterlades med en fornemmelse i munden, som når man har drukket kraftigt søden kaffe, som man har spist mørk chokolade til.

Hvad siger producenten:

“The Dark Horizon Series from Nøgne Ø is unique. 15 Years after we launched the first version in 2008, we are proud to present Dark Horizon 7. This barrel-aged version of Dark Horizon has spent up to 3 years in barrels that have previously contained cognac, aquavit of whiskey respectively.”

Konklusion

Dette er en dejlig øl. Kan man lide de mørke og kraftige øl, hvor der tydeligt kommer påvirkning fra fadlagringen frem, så er dette et godt bud på et køb.  Jeg var heldig at få denne flaske i fødselsdagsgave fra min datter, men den kan købes for omkring 200,- kroner for 33 cl. Nuvel, det er også en ret høj pris for en øl, men den tilbyder tilgengæld en dejlig oplevelse, som tager et par timer at komme igennem. Med denne prissætning er den i den lidt dyrere kategori af fadlagrede øl. Tager man de tre år modning på fad i betragtning, så er prisen mere fair, da modningstiden er sammenlignelig med ung whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Nøgne Ø Dark Horizon 7 er, at det er en fantastisk øl, der virkelig har meget at byde på.