Cardhu 11 Year Old – 2020 Special Releases

Cardhu 11 Year Old – Rare by Nature (reklame)

Cardhu 11 Year Old er en skotsk whisky på 56% Vol. Flasken er del i Diageo’s serie “2020 Special Releases”, der har tilnavnet “Rare by Nature“. Whiskyen er fremstillet af Cardhu Distillery, som ligger i Speyside området. Råspritten er destilleret i 2008. Den har modnet i mindst 11 år på en kombination af genbrugte fad, nye fad og ex-bourbon fad. Der er sendt et begrænset antal flasker på markedet af denne “Limited Edition”. Jeg har fået sponsoret denne sample til anmeldelse her på bloggen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #250

Anmeldelse af Cardhu 11 Year Old

Næse:

Næsen mødes først af en fjern duft af søde æbler. Sødmen tiltager gradvist efter noget tid i glasset. Samtidig kommer en snert syrlige frugter frem. Der duftes nu grønne æbler, grønne druer, og en anelse citrusfrugter. Når whiskyen har stået nogle minutter bliver duften af egetræ tydeligere og tydeligere. Alkoholen mærkes i næsen, men er forkommer ikke sprittet. Vand kan med fordel tilsættes for at nedtone alkoholen. Frugtsødmen forstærkes an anelse når vandet tilsættes.

Cardhu 11 Year Old 2020 Special Releases - Sample

Cardhu 11 Year Old 2020 Special Releases – Sample

Palette:

De 56% Vol alkohol er også tydelige i smagen, og her kan vand også med fordel tilsættes. Mand smager straks sødmefulde frugter. Der smages modne æbler og meloner. Der er tydelig honningsødme i munden, når whiskyen drikkes. Der mærkes stærk sort peber på tungen, der varer ved længe. I baggrunden kommer langsomt en fin smag af mandler, peanuts og vanilje frem. De syrlige noter fra grønne æbler og citrusfrugter, der også var at finde i duften, kommer kun momentvis frem i smagen. Der ligger en fjern fornemmelse af egetræ i munden, der giver en smule bitter note.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne Speyside whisky. Der mærkes stadig sort peber på tungen. Egetræ er en del tydeligere i eftersmagen, end den var i smagen. Der mærkes en smule bitterhed i munden, og mynte mærkes en anelse på tungen, for hurtigt at forsvinde igen. Frugt- og honningsødme smages stadig, mens munden langsomt tørrer en anelse ud. Der mærkes varme fra alkohol og peber i mund of svælg.

Hvad siger producenten:

Clean, elegant and perfectly poised, this Cardhu was made in small batches and matured in refill casks, as well as new and ex-bourbon American oak, drawing out tones of floral sweetness and spicy intensity in a playful exchange between wood and whisky. ”

Konklusion:

Dette er en ganske glimrende whisky. Der er gode oplevelser for både næse og mund, hvor egetræ, peber, søde frugter, og citrusfrugter spiller fint sammen. Oplevelsen får et ekstra løft af den høje alkoholprocent. Man kan købe en flaske for omkring 850,- kroner, og der mener jeg aftapningen er fuldt ud konkurrencedygtig med andre i samme prisleje. Ganske som i 2019 Special Releases er Cardhu aftapningen en positiv overraskelse, man roligt kan købe. Konklusionen på denne anmeldelse af Cardhu 11 Year Old 2020 Special Releases er, at den er overraskende god, og endelig er en aftapning i serien, der er til at komme i nærheden af, både hvad angår pris og tilgængelighed.

4/5 (1)

Cardhu 14 Year Old – 2019 Special Releases

Cardhu 14 Year Old – Rare by Nature (reklame)

Cardhu 14 Year Old er en skotsk whisky på 55% Vol. Flasken er del i Diageo’s serie “Rare by Nature”, som er 2019 udgaven af deres “Special Releases Collection“. Whiskyen er produceret på Cardhu Distillery, som er beliggende i Speyside regionen. Whiskyen har lagret 14 år på ex-hogshead fad, som har indeholdt Amontillado sherry. Spritten er destilleret i 2004, og endvidere er det værd at bemærke, at whiskyen er aftappet ved fuld fadstyrke. Der er sendt 4.860 flasker ud på markedet. Jeg har fået sponsoret denne sample til anmeldelse her på bloggen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #130

Anmeldelse af Cardhu 14 Year Old

Næse:

Man dufter hurtigt frisk og moden frugt, når næsen nærmer sig glasset. Det er en kombination af modne æbler, og lidt tropisk frugt, som minder lidt om moden fersken. Efter nogle minutter i glasset kommer tydelig duft af vanilje og karamel. Den fremtræder ikke sprittet på trods af, at den er aftappet ved cask strength. Hvis man tilsætter lidt vand til denne Speyside single malt whisky, så åbnes op for tydelige noter af egetræ. Med vand tilsat bliver aromaen mere blomster-agtig, og lidt mælkechokolade kommer frem fra baggrunden.

Cardhu 14 Year Old 2019 Special Releases - Sample

Cardhu 14 Year Old 2019 Special Releases – Sample

Palette:

Alkoholen er langt mere tydelig i paletten, og de 55% vol viser lidt tænder. Et par vand kan med fordel tilsættes, hvilket tager det værste bid fra alkoholen. Lidt vand giver plads til tydelige noter af frugt. Der smages modne pærer, og et strejf af fersken kigger også her frem, som den gjorde i duften. Efter et par smagninger af glasset, så bliver tilstedeværelsen af vanilje tydeligere. Paletten præges efterhånden af en tydelig smag af karamel. Der er lidt prikken på tungen fra stærke krydderier som ingefær og peber, selvom sødmen stadig dominerer udtrykket i denne whisky fra Skotland.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Der fornemmes i begyndelsen stadig lidt ingefær og peber på tungen. Efterhånden overtager frugtsødmen fra krydderierne, og man sidder med en blød fornemmelse i munden. Vanilje og karamel er også at finde. Hen mod slutningen mærkes fine noter af mælkechokolade. Der er lidt smag af egetræ til sidst, og der er en mærkes let bitter note på tungespidsen. Slutteligt tørrer munden en anelse ud, og man sidder tilbage med en smag fra søde bær, og en fin varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

Smooth and generous, a small batch double matured for two years in Amontillado sherry-seasoned hogsheads”

Konklusion:

Her er tale om en ganske god whisky. Der er fine nuancer af både frugt, sødme, vanilje og mælkechokolade. Det hele får et fint løft af en høj alkohol procent, der sammen med ingefær og peber, er med til at give drammen en ekstra spark. Man kan købe en flaske for omkring 1000,- kroner. For det beløb, får man fingre i en af de kun 4.860, der er sendt på markedet. Dette er tilmed gjort ved cask strength. Jeg har fået denne sample tilsendt fra producenten, så jeg har ikke selv haft tegnebogen fremme. Jeg ville sikkert heller ikke, have taget den i min indkøbskurv, hvis jeg havde set den på hylden. Til den pris havde jeg gået efter et mere sikkert valg til mine smagsløg. Det ville være mit tab, for drammen er god. Konklusionen på denne anmeldelse af Cardhu 14 Year Old er, at finder man en af disse flasker “Rare by Nature”, så kan man roligt købe den med hjem.

4/5 (1)