Amrut Fusion – Single Malt Whisky

Amrut Fusion – Indisk og skotsk malt

Amrut Fusion er en indisk whisky på 50% Vol. Whiskyen er produceret af Amrut Distilleries Ltd, der er beliggende i Bangalore i Indien. Der er brugt en kombination af 3/4 indisk urøget malt, og 1/4 skotsk røget malt i fremstillingen. Whiskyen har modnet på amerikanske traditionelle ex-bourbon egetræsfad. Det er uvist, hvor længe alkoholen har modnet på disse fad. Der fremgår ingen aldersangivelse, og whiskyen er derfor en såkaldt NAS. Whiskyen er fremstillet uden kølefiltrerring. Denne miniature flaske er fra Batch #67 december 2017.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #286

Anmeldelse af Amrut Fusion

Næse:

Næsen mødes først af en let note af sødmefuld røg. Det er en røg, som den man kender fra sød pibetobak. Der følges op med tydelig sødme fra blomsterhonning. Langsomt men sikkert kommer duften af egetræ mere og mere frem, jo længere tid drammen står i glasset. Duften af vanilje og karamel bliver ligeledes gradvist tydeligere. I baggrunden kan man fjernt fornemme lidt syrlighed fra citrusfrugter. Man mærker at der er en del alkohol, men denne single malt whisky er ikke sprittet. Et par dråber vand presser røgen lidt mere frem.

Amrut Fusion - Miniature

Amrut Fusion – Miniature

Palette:

Alkoholen er tydeligere i smagen end i duften, men drammen kan sagtens drikkes uden vand. Honningsødme er det første som smages. En tydelig smag af egetræ kommer hurtigt efter. Smagen af vanilje og karamel kommer efterhånden tydeligt frem. Efter et par nip til drammen kommer en tydelig smag af citrus frem. Det minder næsten om det man kender i friskpresset citronsaft. Man mærker en anelse kanel og peber på tungen. Der ligger at let slør af røg over hele smagsoplevelsen, uden det er specielt fremtrædende.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Vanilje, karamel og mælkechokolade ligger som et fint lag i munden. Samtidig mærkes lidt bitterhed fra egetræ, der giver lidt tørhed i munden. Honning- og maltsødme kommer efterhånden mere og mere frem i eftersmagen. Momentvis opfanges stadig en snert af citrus, der dog hurtigt er væk igen. Man efterlades med en tørhed og et minde om røg i munden, mens man mærker varmen fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“The delivery, though controlled at first, is massive! Then more like con-fusion as that smoke on the nose turns into warming, full blown peat, but it far from gets its own way as a vague sherry trifle note (curious, seeing how there are no sherry butts involved) – the custard presumably is oaky vanilla – hammers home that barley – fruitiness to make for a bit of a free-for-all; but for extra food measure the flavours develop into a really intense chocolate fudge middle which absolute resonates through the palate.”

Konklusion:

Dette er en ganske god whisky. Kan man lide en dram med god power på alle indtryk, så er dette et ganske godt bud på et godt køb. Der er god tyngde i både duft, smag og eftersmag. Det går ganske godt i spænd med lidt lettere noter, der er mere tilbagetrukne i indtrykkene. Sammen med den lette røg giver det en god kompleksitet. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. Der er ret hård konkurrence i prislejet på whisky under 500,- kroner. Jeg mener dog sagtens denne indiske single malt whisky kan klare sig med både skotske, irske og andre whiskyer i til samme pris. Konklusionen på denne anmeldelse af Amrut Fusion er, at det er et godt startsted, hvis man har mod på at prøve indisk whisky.

3/5 (1)

Amrut – Indian Single Malt Whisky

Amrut – Indisk single malt whisky

Amrut er en indisk whisky på 46% Vol. Whiskyen er fremstillet på Amrut Distilleries Ltd, der er beliggende i Bangalore i Indien. Der er udelukkende brugt indisk malt i produktionen. Whiskyen er lagret på nye amerikanske fad, og traditionelle ex-bourbon egetræsfad. Det er uvist, hvor lang tid spritten har modnet på disse fad. Whiskyen kommer uden aldersangivelse, og er derfor en såkaldt NAS. Whiskyen er fremstillet uden kølefiltrerring. Denne miniature flaske er fra Batch #119 Juni 2017.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #221

Anmeldelse af Amrut

Næse:

Sødme er det første som rammer næsen. Det er næsten en mørk sukkersødme, som minder om den man kender fra muscovadosukker eller brun farin. Langsomt ændrer den karakter til at være honningsødme. Der er tydelig tilstedeværelse af en duft af egetræ. Efter nogle minutter i glasset kommer en snert af kanel og lakrids frem fra baggrunden. Der fornemmes også lidt noter af nødder. Man mærker ikke de 46% vol alkohol på duften. Når man har smagt på drammen, så fremkommer en fin snert af kaffe i næsen.

Amrut - Miniature

Amrut – Miniature

Palette:

Sødmen er også det første man stifter bekendtskab med, når man smager på denne single malt whisky. Det er en sødme som man kender fra let-brændt sukker, hvor det nærmest går over i at være karamel. Ganske som i næsen ligger der en fin honningsødme i baggrunden. Alkoholen er mere markant i smagen end i duften, uden den dog bliver sprittet. Lidt vand kan med fordel tilsættes. Det lukker op for fine noter af citrusfrugt. Der er en fin smag af solmoden appelsin. Efter et par mundfulde smages en smule lakrids og kaffe i baggrunden.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne indiske whisky. Der mærkes en smule syrlig note på tungen fra citrusfrugter. Dette gær efterhånden over i en bitter note, som man kender det fra nødder. Der ligger stadig en fin sukker- og honningsødme i munden. Efterhånden tørrer munden en anelse ud, og fornemmelsen af egetræ kommer lidt frem igen.

Hvad siger producenten:

“Outstanding richness and sheen to the enormous barley-oak sweetness; again there is a big bourbony cut to the cloth with all the liquorice and molassed sugar normally associated; but the barley adds that extra dimension”

Konklusion:

Dette er en ganske god whisky. Den er ikke specielt kompleks, men den er stadig ganske interessant. Jeg er særligt glad for de let-brændte sukkernoter, som giver drammen lidt kant og adskiller den fra andet whisky jeg har smagt. Man kan købe en flaske for under 400,- kroner. Den er fuldt ud konkurrencedygtig med andet whisky i det prisleje. Har man ikke tidligere stiftet bekendtskab med indisk whisky, så er dette en god introduktion. Konklusionen på denne anmeldelse af Amrut Indian Single Malt Whisky er, at det er en god whisky, og fin repræsentant for mere eksotisk whisky.

3/5 (1)

Paul John Peated Select Cask – Indian Single Malt Whisky

Paul John Peated Select Cask – Indisk røget whisky

Paul John Peated Select Cask er en indisk whisky på 55,5% Vol. Whiskyen er produceret af John Distilleries Pvt. Ltd., der ligger i Goa i Indien. Whiskyen er lagret på traditionelle ex-bourbon egetræsfad, inden den senere er aftappet ved fuld fad styrke. Det er ingen informationer tilgængelig om, hvor længe whiskyen har modnet på disse fad. Whiskyen kommer derfor uden aldersangivelse. Den er heller ikke kølefiltreret under produktionen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #202

Anmeldelse af Paul John Peated Select Cask

Næse:

Først duftes et strejf af røg, men ikke voldsomt, som man kender det fra eksempelvis Islay single malt whisky. Det er mere en let og fin røg, som når der er bål hos naboen. Der er er en lidt skarp duft, af noget som minder om mentol, som dog gradvist aftager når drammen får tid i glasset. Efterhånden kommer en sirups og honningsødme frem i aromaen. Ligeledes duftes lidt hø og græs. Kombinationen leder tankerne hen i retning af en gammel lædersadel og hestestald. Man mærker ikke alkoholen i aromaen.

Paul John Peated Select Cask - Miniature

Paul John Peated Select Cask – Miniature

Palette:

Alkoholen er en del tydeligere i smagen, og de 55,5% cask strength whisky, kan med fordel nedvandes en anelse. Der gives nu bedre plads til smagsindtrykkene. Der er fin honning- og sirupssødme i smagen, ganske som også var i duften. Det giver en lidt mørk og blomsteragtig fornemmelse i munden. Der smages søde tropiske frugter som fersken og moden banan. Også her fornemmes mentol på tungen, og det giver en lidt kølende følelse. Samtidig er en fjern snert af noget mineralsk, som også blandt andet findes i visse Islay whiskyer. Hele oplevelsen pakkes ind i en let røg og snert af egetræ.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky fra Indien. Sødme fra honning og sirup er stadig tydelig i afslutningen. Ligeledes sidder man med et fint lag af let røg i hele munden. Det mærkes stadig lidt mentol i starten, men det aftager hurtigt. Efterhånden bliver egetræ, mælkechokolade og vanilje mere tydelig. Kombinationen leder tankerne hen på sød pibetobak. Der mærkes god varme fra alkoholen, mens man efterlades med en snert af kaffe.

Hvad siger producenten:

“One never tires of Goa. From exploring its various personalities, its past, its present, its sheer decadence or perky cheer. For the true explorer, Goa always has a surprise tucked up its sleeve. Much like the Paul John Select Cask Peated. This Single Malt astonishes even a seasoned whisky aficionado. Unexpected flavours balance each other, offering the perfect tipple. It is a wholesome Goan experience, packed into every sip.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Der er utrolig spændende duft- og smagsnuancer, hvilket er fantastisk i en yngre whisky som denne. Man må sige, at det varme indiske klima virkelig speeder modningen op, når man ser det i forhold til eksempelvis skotsk eller dansk whisky. Hele oplevelsen løftes op af den høje alkoholprocent ved fad styrke, der virkelig gør det til en kraftig dram. Man kan købe en flaske for omkring 700,- kroner. Det er naturligvis også en sum penge for en NAS whisky, men man får stadig fuld valuta for pengene. Det er ikke sidste gang jeg kigger mod de varmere himmelstrøg efter whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Paul John Peated Select Cask er, at det er en whisky, som virkelig har nydt godt af de varme himmelstrøg, og det giver en god whiskyoplevelse.

4/5 (1)