Sall Whisky 2022 3 Year Old – Whiskybaren.dk 2022/2025

Sall Whisky 2022 3 Year Old – A Taste of Denmark (reklame)

Sall Whisky 2022 3 Year Old er en dansk single malt whisky på 62,5% Vol. Whiskyen kommer fra Sall Whisky Distillery i Midtjylland. Et 40 liters New French Oak fad, med nummer #124, er påfyldt råspritten den 18/2-2022. Fadet er senere aftappet ved cask strength den 15/8-2025. Flasken kommer uden aldersangivelse, men den er altså lidt over 3 år gammel. Denne single cask aftapning er del i serien “A Taste of Denmark” Winter 2025, der er sendt på gaden af Whiskybaren.dk. Serien indeholder udover denne aftapning, også whisky fra Thy Whisky, Fary Lochan Destilleri, Nyborg Destilleri og Thornæs Destilleri. Alle destillerierne har underskrevet på “Det Danske Whiskymanifest“. Der er aftappet 77 flasker fra hvert af destillerierne. Whiskyen er aftappet uden kunstig farvestof, og den er ikke kølefiltreret.

Rune fra Whiskybaren.dk har doneret denne sample til anmeldelse her på bloggen. Jeg besøgte ham, på hans hyggelige værtshus Café Alpha i Aalborg midtby, hvor vi fik en god snak om aftapningerne, og smagte på et par dejlige danske whiskyer.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #536

Anmeldelse af Sall Whisky 2022 3 Year Old

Næse:

En markant duft af egetræ kommer frem fra glasset, så snart næsen nærmer sig. Dette aftager dog, og træder lidt i baggrunden, så der gives plads til andre indtryk. Der gives plads til en duft, som den man kender fra syltede tropiske frugter som fersken og mango. Et let strejf af syrlighed rammer lejlighedsvist næsen, der blot forstærkes efter man har smagt på whiskyen. Sammen med sødmen giver det associationer til solmodne søde appelsiner, hvor man havde presset en sukkerknald i, dengang man var barn. Alkoholen fornemmes, dog uden at whiskyen virker decideret sprittet.

Sall Whisky 2022 3 Year Old- Sample

Sall Whisky 2022 3 Year Old- Sample

Palette:

Som i næsen, så rammes smagsløgene også først af tydelig smag af egetræ. Der følges hurtigt op med tydelig sødme fra de tropiske frugter, der også var at finde i duften. Der mærkes en diskret syrlighed i baggrunden i hele smags profilen. I kombination leder det også her tankerne i retning af ekstra søden moden appelsin. Efter et par nip til whiskyen kommer en let bitterhed mere frem, der med sig har en let smag af hasselnødder. De 62,5% Vol alkohol mærkes, men dominerer ikke i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky fra Midtjylland. Smagen af egetræ og bitterhed dominerer i eftersmagen. Sødmen er mere tilbagetrukket i afslutningen, men fornemmes stadig baggrunden. Lejlighedsvist mærkes lidt stærk ingefær på tungen. Munden tørrer slutteligt hed, mens man efterlades med varme fra alkoholen, og en fornemmelse i munden, som når man har spist en lakridsrod.

Hvad siger aftapperen:

“New French Oak fyldt d. 18.02.22, Sall. Tappet 15.08.2022 hos Sall Whisky. Sall af Whiskybaren.dk ApS”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Kan man lide whisky med tydelig påvirkning fra fadet, hvor bitre noter og egetræ er dominerende indtryk, så vil man ikke blive skuffet med denne aftapning. Det er med til at give en mørk profil til en ellers ung og potent whisky. Det viser tydeligt, hvor kraftfulde disse små nye fad er. Det giver et glimrende samspil, i både duft og smag. En flaske med 50 cl. koster 700,- kroner,. Vil man prøve alle fem flasker i serien “A Taste of Denmark“, så koster samlingen, i en flot gaveæske, 3500,- kroner. Konklusionen på denne anmeldelse af Sall Whisky 2022 3 Year Old Whiskybaren.dk 2022/2025 er, at det er en fin whisky, der tydeligt viser, at kort modning i små fad, sagtens kan give en dejlig dram.

4/5 (1)

Sall Whisky Inaugural Release – Organic Danish Whisky

Sall Whisky Inaugural Release – Den første aftapning

Sall Whisky Inaugural Release er en single malt whisky på 52,2% Vol. Whiskyen kommer fra det danske destilleri Sall Whisky Distillery. Denne aftapning er den første officielle aftapning fra destilleriet, og den er frigivet den 1/2-2023. Denne første aftapning er fremstillet af korn fra destilleriets egne marker. Den har modnet i 3 år på ex-bourbon fad, men kommer uden aldersangivelse på flasken. Whiskyen er desuden økologisk, Der er frigivet 1295 flasker i denne første aftapning. Det er en sample fra aftapningen, der er anmeldt her.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #439

Anmeldelse af Sall Whisky Inaugural Release

Næse:

Der kommer først sødme fra malten frem fra glasset. Der følges op med en let sødme fra vanilje og karamel. Bagved ligger en fin duft fra nyslået græs og hø. Der anes lidt syrlighed fra citrusfrugter, som citron. Sammen med sødmen kan det også minde lidt om det syrlighed, der kendes fra modne mandariner og klementiner. Momentvis opfanges lidt krydderurter som timian og mynte i næsen. Alkoholen mærkes i næsen, og drammen kan nedvandes efter personligt behov, hvilket også er med til at fremhæve duften af citrusfrugter.

Sall Whisky Inaugural Release

Sall Whisky Inaugural Release

Palette:

De 52,2% Vol. alkohol kommer frem i smagen som det første, og der kan med fordel tilsættes et par dråber vand. Der mærkes med det samme krydderier som sort peber og lidt chilifrugt på tungen. Dette aftager hurtigt, og sødme fra karamel og vanilje kommer hurtigt efter. Ganske som i smagen, ligger nyslået græs og citrusfrugter fint i baggrunden. Efter et par nip af denne danske whisky, kommer en smule bitterhed efterhånden frem. Med sig har det et strejf af egetræ.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på drammen. Egetræ og bitterhed er mere fremtrædende i eftersmagen. Ganske som i både duften og smagen ligger et strejf af citrusfrugter i baggrunden. Momentvis kommer krydderurter som timian og mynte momentvis frem i eftersmagen, som man også oplever det i næsen. Munden tørrer slutteligt ud, og man sidder tilbage med lidt peber på tungen, med et fjernt minde om vanilje og karamel.

Hvad siger producenten:

“Skabt af egne hænder med Lars’ økologiske Evergreen vårbyg. Sået og høstet fra den jyske muld på Lars’ marker Mosevang og Stadsgaard. Mæsket ved håndkraft og fermenteret i 120 til 168 timer. Dobbeltdestilleret langsomt i direct fired kobber pot stills. Modnet i tre år i omhyggeligt udvalgte ex-bourbon barrels.”

Konklusion:

Dette er et ganske fin whisky. Hvis man har lyst til at bevæge sig ud i whisky fra et af de mindre og nye danske destillerier, så er dette et glimrende eksempel på sådan en aftapning. Forventer man stor kompleksitet og dybde, så skal man se andre steder hen. Man kan købe en af de 1295 flasker for 1395,- kroner. Jeg har fået flasken i 50 års fødselsdagsgave af min kone. Jeg fik flaskenummer #0738, hvilket ikke kan passe meget bedre i den anledning, da jeg er fra ’73 og født den 8/8. Jeg har købt andel i et fad med deres Sall Whisky’s røgede råsprit, og det bliver spændende, hvordan den falder ud på et tidspunkt. Konklusionen på denne anmeldelse af Sall Whisky Inaugural Release er, at det er en fin første aftapning, og jeg ser frem til at følge destilleriet fremadrettet.

3/5 (1)

Sall Whisky Peated New Make – ex-Auchroisk first fill port

Sall Whisky Peated New Make – til Fadandel.dk andele (reklame)

Sall Whisky Peated New Make er en råsprit på 63,5% Vol. Råspritten er fremstillet af det danske destilleri Sall Whisky Distillery. Denne råsprit er den 23/4-2021 påfyldt et fad, der tidligere har indeholdt whiskyen Auchroisk 2010 9 Year Old First Fill Port, der er aftappet af den danske uafhængige aftapper Fadandel.dk. Planen er at spritten skal modne omkring 4 år på dette genbrugte ex-portvin fad, der får fadnummer #73. Jeg var forbi butikken, hvor Fadandel.dk donerede denne sample til mig til anmeldelse på bloggen. Det er muligt at købe andele i dette fad, så man kan få fingrene i en flaske, når det engang er blevet til Sall Whisky Peated 2021 second fill port ex-auchroisk cask. Den 30. juli 2023 besluttede jeg mig for selv af købe en andel i fadet.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #299

Anmeldelse af Sall Whisky Peated New Make

Næse:

Alkohol rammer næsen først. Der er ikke tvivl om, at det er new make med højt alkoholindhold, men den virker ikke sprittet. Det er mere en varm fornemmelse og fyldig fornemmelse det giver. Sødmen følger hurtigt efter og tilfører yderligere fyldighed til duften. Der duftes tydeligt sødme fra malt. Hele duften pakkes fint ind i et lag af røg, der får duften til at minde lidt om pibetobak. Røgen aftager gradvist efter lidt tid i glasset.

Sall Whisky Peated New Make - Sample

Sall Whisky Peated New Make – Sample

Palette:

Røgen smages som det første. Det er en sødmefuld røg, der igen leder tankerne i retning af sød pibe-tobak. Det smages sødme fra malten, der brugt i fremstillingen af denne spiritus. Alkoholen er også tydelig i smagen på denne råsprit. Hvis man tilsætter et par dråber vand, så nedtones røgen en anelse, men sødmen bliver en del mere fremtrædende.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne råsprit. Røgen mærkes stadig i munden, og er mere dominerende i afslutningen. Sødmen er væsentligt mere tilbagetrukket og aftager hurtigt. Det gør indtrykket af røgen mere lignende tør aske, end den søde pibe-tobak, der var i både duft og smag. Man sidder tilbage med varme i munden fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“I samarbejde med det Danske Whisky Destilleri Sall, har vi påfyldt vores tomme fad, fra vores Auchroisk 9 år 1st Fill Port aftapning. Vi påfyldte fadet fredag den 23. april 2021, med 220 liter af Sall’ Peated newmake på 63,5%, som helt sikkert kommer til at spille godt sammen med dette portvins fad.”

Konklusion:

Dette er en god råsprit. Jeg har efterhånden smagt en del new make fra danske destillerier, og det er altid spændende. Det er trods alt grundstenen til det som senere gerne skulle blive til en god whisky. Denne dram viser stort potentiale, og kan sagtens drikkes som den er. Den smager endda ganske godt. Når den har modnet færdig på det second fill port ex-auchroisk fad den er påfyldt, så er jeg sikker på at, at whiskyen også bliver ganske drikkelig. Konlusionen på denne anmeldelse af Sall Whisky Peated New Make er, at udgangspunktet til at lave god whisky er på plads, og fadet må klare resten.

3.5/5 (2)