Isfjord #2 – Premium Arctic Single Malt Whisky

Isfjord #2 – Dansk whisky med Grønlandsk vand

Isfjord #2 er en dansk single malt whisky på 42% Vol. Whiskyen er sendt på markedet af Isfjord, der har en linje af spritusprodukter, som er fremstillet med vand fra den grønlandske indlandsis. Whiskyen er destilleret på det danske destilleri Braunstein Distiilery, Denne udgave har lagret på en kombination af nye amerikanske egetræsfad og ex-bourbon fad. Det oplyses, at den har lagret 8 til 9 år på disse fad, men whiskyen kommer som sådan uden aldersangivelse på flasken. Når modningen er afsluttet nedvandes whiskyen med smeltet indlandsis til den når 42% Vol. Whiskyen er endvidere ikke kølefiltreret. Jeg har fået flaske #1328, med batch/date 01.18. Denne flaske købte jeg i lufthavnen i Kangerlussuaq i Grønland, da jeg var til lederseminar i min arbejdsplads hovedkvarter i Nuuk.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #278

Anmeldelse af Isfjord #2

Næse:

Med det samme glasset kommer op til næsen duftes røg. Det er ikke kraftig røg som den, der findes i mange whiskyer fra Islay. Det er mere en røg, som man kender fra når der grilles hos naboen. Røgen lægger sig hurtigt i baggrunden, og giver plads til andre nuancer. Der duftes nu syrlig frugt, som umodne æbler, og en snert af citrus. Der fornemmes lidt mint i næsen. Langsomt kommer en smule vanilje frem. Alkoholen mærkes ikke i duften.

Isfjord #2

Isfjord #2

Palette:

Ganske som i aromaen mærkes en let røg i paletten. Det bliver aldrig dominerende, og der er stadig fint plads til andre indtryk. Igen mærkes syrlig frugt, som grønne æbler og en fornemmelse af citrus. Der er tydelig smag af egetræ, der giver en lidt bitter oplevelse i munden. Smagen af egetræ og røg fungerer i et godt samspil. Smagen af vanilje bliver tydeligere efter et par mundfulde af drammen. I paletten er der også mint, der særlig mærkes på tungespidsen. Heller ikke i smagen mærkes de 42% vol alkohol på denne danske whisky.

Afslutning:

Der er em kort afslutning på drammen. Egetræ er stadig tydelig, og der er en bitter note på tungen. Minten dukker momentvis op, og forsvinder igen hurtigt. Syrligheden fra næsen og paletten er næsten ikke til stede i eftersmagen. Der er kun svag syrlighed, og for første gang mærkes en smule sødme i munden. Der smages sød karamel og vanilje. Der er et let røgslør i hele munden.

Hvad siger producenten:

“When the whisky is ready after 8-9 years of maturing in the casks, we blend the cask strength whisky with the pure and exclusive water from the Greenland ice cap to an alcohol % of 42%. As applies to all Isfjord products, this pure and smooth water ensures a unique whisky.

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky, uden den skiller sig specielt ud fra mængden. Sammenligner man med Isfjord #1, så er det en markant bedre dram, selvom jeg normalt er til røget whisky. Dog er den tydelige smag af egetræ og den lette røg, en ganske fortrinlig kombination. Der mangler dog lidt mere dybde i oplevelsen, inden det kommer helt op i niveau med Isfjord #1.  Man kan købe en flaske i Danmark for cirka 700,- kroner. Jeg gav 450,- i Sønderstrømfjord lufthavn, hvilket er et mere rimeligt niveau.

Der er dog et minde ved denne flaske, som er interessant. Flasken er købt den 9. marts 2020, efter mange timers forsinkelse i lufthavnen i Sønderstrømfjord. Der var mistanke om tre COVID-19 tilfælde på det nordgående atlant-fly, som vi skulle returnere tilbage til Danmark med. Efter mange timers forsinkelse i Grønland, og 2 timers “overnatning” i Kastrup, flyver vi endelig hjem til Aalborg i løbet af tirsdag. Onsdag den 11. marts møder vi ind til kriseplanlægning for eventuel hjemsendelse i forbindelse med Corona pandemien. Samme aften afholdes det første pressemøde fra statsministeren vedrørende national lockdown fra den 13. marts. Torsdag den 12 marts møder vi op på job, og sender folk på hjemmearbejde. Resten er historie, der stadig er ved at blive skrevet. Konklusionen på denne anmeldelse af Isfjord #2 er, at udgave nummer #1 er bedre, og minderne om turen til Grønland, og en næsten uvirkelig hjemkomst til Danmark, er bedre end selve whiskyen.

3/5 (1)

Braunstein Cask Edition e:10 – sherry og speyside

Braunstein Cask Edition e:10 – tørret frugt på flaske (reklame)

Braunstein Cask Edition e:10 er en dansk whisky på 59% Vol. Whiskyen er produceret af Braunstein Distillery på Sjælland. Whiskyen er lagret på et genbrugt Speyside hogshead fad, hvor i der tidligere både har lagret Oloroso sherry og Speyside Single Malt Whisky. Flasken kommer uden aldersangivelse, og er desuden ikke kølefiltreret. Jeg var heldig, at få denne sample sponsoreret på whiskymessen 2019, da jeg besøgte Braunsteins stand. Destilleriets mand i standen mente, at det var deres bedste whisky nogensinde. Den 1. december 2018 er der frigivet i alt 300 flasker ved cask strength styrke.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #213

Anmeldelse af Braunstein Cask Edition e:10

Næse:

Man fornemmer straks en god sødme fra glasset, når man dufter til denne dram. Man kan dufte noter af mørk tørret frugt, som rosiner, svesker og abrikoser. Der er tydelig alkohol-note i næsen fra de 59% vol, og whiskyen kan med fordel nedvandes en smule. Det lukker op for de lidt finere nuancer. Der fremkommer lidt egetræ og vanilje i aromaen, der giver et næsten chokolade-agtigt udtryk. Man mærker en lille smule syrlighed efter længere tid i glasset.

Braunstein Cask Edition e:10 - Sample

Braunstein Cask Edition e:10 – Sample

Palette:

Smagen er også præget af de mørke og tørrede frugtnoter. Igen er rosiner og abrikoser tydelige, og det tilfører en god sødme. Dette fortrænges dog hurtigt af en mørk og let bitter smag, som nærmest minder mest om den, man kender fra kaffe. Efter et par nip af drammen fremkommer også her en smag af mørk chokolade, som også var at finde i næsen. Alkoholen er kraftig, og et par dråber vand nedtoner det fint.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på drammen. Eftersmagen er præget af bitterheden fra den mørke chokolade, og den tydelige kaffesmag, som også var at finde i paletten. Langsomt vender sødmen tilbage, og man formemmer igen de mørke tørrede frugter i whiskyen. Oplevelsen sluttes af med et lille strejf af vanilje, inden munden endelig tørrer en smule ud. Med sidder tilbage med en let bitter og syrlig fornemmelse på tungen, samt noget varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“En fint balanceret, blød og kompleks whisky, lagret på et refill speyside hogshead fad, fra et af de aller ældste fra whiskylageret.”

Konklusion:

Der er ingen tvivl om at dette er en god whisky. Den har en del at byde på både i næse, palette og afslutning. Man kan købe en flaske med 50 cl. for 1850,- kroner. Velvidende at whiskyen er produceret af et dansk mikro-destilleri, med begrænset produktion, så er det altså stadig en høj pris for en halv liter whisky. Er man til dansk whisky i den øverste del af kvalitets-spektret, så kan denne dram godt anbefales, hvis man har tegnebogen i orden. Har man derimod et lidt mere begrænset budget, så bør man nok se andre steder hen. Konklusionen på denne anmeldelse af Braunstein Cask Edition e:10 er, at den hører til i den absolutte elite af danske whisky aftapninger, men det får man også lov at betale for.

4/5 (1)

Isfjord #1 – Premium Arctic Single Malt Whisky

Isfjord #1 – Dansk whisky med Grønlandsk vand

Isfjord #1 er en dansk single malt whisky på 42% Vol. Whiskyen er udgivet af Isfjord, som har en række produkter lavet med vand fra den grønlandske indlandsis. Whiskyen er dog destilleret på Braunstein Distiilery, Denne udgave har lagret på spanske ex-oloroso fad i omkring 8 til 9 år, men kommer som sådan uden aldersangivelse på flasken. Efter endt lagring nedvandes whiskyen fra fadstyrke med smeltet indlandsis til den når 42% Vol. Whiskyen har vundet flere medaljer ved internationale mesterskaber. Whiskyen er endvidere ikke kølefiltreret. Jeg har fået flaske #142, der er flasket i marts 2017.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #132

Anmeldelse af Isfjord #1

Næse:

Det er en blid og blød fornemmelse som rammer næsen ved første duft. Man mærker sødme fra næsten overmodne frugter. Bagved fornemmer man tørret frugt som rosiner og svesker. Efter lidt tid i glasset fremkommer svage duftnuancer af nødder, marcipan og vanilje. Disse indtryk bliver tydeligere, jo længere tid man har den til at stå i glasset. Der ligger et fint og tyndt lag af egetræ over hele duftindtrykket. Man mærker ikke nævneværdig alkohol i næsen.

Isfjord #1

Isfjord #1

Palette:

På trods af den kun 42% vol., så er alkoholen ret markant som det første i munden. Man kan derfor med fordel tilsætte et par dråber vand, som fint bløder paletten lidt op. Dette alkohol brænd aftager desuden når flasken har været åbnet nogle måneder. Der fremkommer tydelig sødme fra moden frugt. Samtidig smager man mørk tørret frugt som rosiner, svesker og abrikos. Efter et par smagsprøver fremkommer nødder og marcipan, som også var til stede i duften. I baggrunden fornemmes en svag syrlighed og bitterhed. Når man har stiftet bekendtskab med drammen et par gange, og er kommet lidt ned i flasken, så så fremkommer noter af noget som minder om lakrids.

Afslutning:

Der er en medium lang eftersmag på denne whisky. Som i både aroma og smag, så er afslutningen også præget af sødme, nødder og mørk frugt. Hvis man ikke har nedvandet sin dram, så breder sig en varme i munden, som kommer fra alkoholen. Med lidt vand er oplevelsen mere blid og blød. Efter lidt tid er vanilje-smagen ret tydelig, hvilket runder oplevelsen god af. Syrlighed og bitterhed, der også var til stede i smagen, findes kun som et lille strejf bagerst på tungen.

Hvad siger producenten:

“When the whisky is ready after 8-9 years of maturing in the casks, we blend the cask strength whisky with the pure and exclusive water from the Greenland ice cap to an alcohol % of 42%. As applies to all Isfjord products, this pure and smooth water ensures a unique whisky.

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky, det skal der ikke herske tvivl om. Når man ser bort fra lidt brænd fra alkoholen, som dæmpes fint med lidt vand, så er dette en blid og blød oplevelse. Om det skyldes indlandsisen som er tilsat tør jeg ikke svare på. Man kan købe en flaske for omkring 900,- kroner, hvilket er nærmest standard pris for dansk whisky med lidt alder. Det lyder dyrt, men sammenligner man med udvalget af dansk whisky, så klarer den sig rigtig godt. Jeg arbejder med Grønland i mit private hverv, hvilket også gør denne lidt ekstra spændende for mig. Konklusionen på denne anmeldelse af Isfjord #1 er, at vi er oppe i toppen af, hvad dansk whisky kan tilbyde.

4/5 (1)