Four Roses Single Barrel – Kentucky Straight Bourbon Whiskey

Four Roses Single Barrel – Fra et enkelt fad

Four Roses Single Barrel er en Kentucky Straight Bourbon Whiskey på 50% Vol. Den er fremstillet af det amerikanske destilleri Four Roses Distillery i Kentucky. Denne bourbon er en single cask aftapning, som det også fremgår af navnet. Flasken, der her er anmeldt, er fra warehouse 55, fra fad 50-6J. På destilleriets webside, fremgår det at disse single cask aftapninger har modnet i minimum 7-9 år, men flasken kommer uden aldersangivelse.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #552

Anmeldelse af Four Roses Single Barrel

Næse:

En tydelig sødme fra vanilje og karamel kommer op fra glasset først. Der anes svagt et strejf af kanel, kardemomme og nelliker, hvilket blot forstærkes, når man også har smagt på drammen. Momentvis opleves et strejf af egetræ i duften, der med sig har lidt tørhed i sit udtryk. Sammen med sødmen ledes tankerne i retning af det man kender fra popcorn lavet med smør. De 50% Vol. alkohol er ikke tydelige i næsen.

Four Roses Single Barrel

Four Roses Single Barrel

Palette:

Sødme rammer, ganske som i næsen, også smagsløgene som det første. Også her er tydelige noter af mørk karamel og vanilje. Der følges hurtigt op med tydelig kanel og nelliker på tungen, der giver en varm og prikkende fornemmelse på tungen. Momentvis opleves en let syrlighed i denne bourbon. Sammen med sødmen giver det associationer til det man kender fra solmodne appelsiner. Alkoholen er tydeligere i smagen end i duften, men drammen virker ikke sprittet. Et par dråber vand nedtoner det fint.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne Kentucky Straight Bourbon Whiskey. Sødmen dominerer stadig, og har lagt sig som et fint lag i mundhulen. Lejlighedsvist opleves stadig lidt stærk kanel på tungen, der dog hurtigt forsvinder igen. Tilstedeværelsen af egetræ, der også var at finde i duften, kommer igen frem i afslutningen. Med sig har det en smule bitterhed. Man sidder tilbage med en fornemmelse i munden, som når man har spist karamelpopcorn lavet med smør.

Hvad siger producenten:

You’ll want to savor the taste of this premium Single Barrel again and again. It’s complex, full-bodied and surprisingly smooth with a delicate, long finish that’s unbelievably mellow. Drink straight up or on the rocks. 100 proof. 50% alcohol/volume.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig bourbon, dog uden at imponere. Kan man lide en bourbon, der ikke stiller de store krav, men stadig kan drikkes rent, så er dette et godt bud på en flaske. De fleste, både nye og mere erfarne bourbon nydere, vil kunne være med på denne aftapning. Man kan købe en flaske for lige under 400,- kroner. Med denne prissætning er konkurrencen hård, og der er andre glimrende alternativer på markedet. Eksempelvis er jeg ganske pjattet med Eagle Rare 10 Year Old, der ligger nogenlunde på niveau i prisen. Konklusionen på denne anmeldelse af Four Roses Single Barrel er, at det er fornuftig bourbon, som de fleste kan finde fornøjelse i.

3/5 (1)

Balcones Texas Rye – 100 Proof

Balcones Texas Rye – Pot Distilled Rye Spirit

Balcones Texas Rye 100 Proof er en amerikansk rug whisky på 50% Vol. Den er fremstillet på det amerikansk destilleri Balcones Distilling i Texas. Denne rug whisky er udelukkende fremstillet på rug, og ikke med byg-malt, hvede eller andet indblandet, som mange andre indenfor kategorien. Whiskyen lagres på nye fad af amerikansk egetræ. Det vides ikke hvor længe den modner, da aftapningen kommer uden aldersangivelse. Den aftappes uden brug af kølefiltrering og uden kunstig farve. Denne flaske er fra Batch #RYE10020-1 aftappet den 11/2-2020.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #535

Anmeldelse af Balcones Texas Rye 100 Proof

Næse:

Sødme fra vanilje duftes som det første, når næsen nærmer sig glasset. Der følges op med duft af lys karamel og brun sukker. Efter et par minutter i glasset kommer en duft af krydderurter gradvist mere og mere frem i glasset. Der duftes frisk mynte og rosmarin. I baggrunden anes svagt lidt kanel og nelliker, som man kender det fra krydderierne i julekager. Alkoholen er ikke tydelig i næsen. Når glasset har stået tomt i nogle minutter, så kommer noter af kokos frem.

Balcones Texas Rye 100 Proof

Balcones Texas Rye 100 Proof

Palette:

Krydderierne smages som det første. Som i duften, så er det krydderier man kender fra julekager, der er mest fremtrædende. Der smages nelliker og muskatnød, mens kanel giver en let prikkende fornemmelse på tungen. I baggrunden på denne rug whisky opfanges krydderurterne, der også var at finde i duften, kun svagt i smagen. Der smages rosmarin og mynte. De 50% Vol alkohol er heller ikke dominerende i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Julekrydderierne dominerer i eftersmagen, hvor kanel dominerer, mens nelliker og muskatnød er mere i baggrunden. Ligeledes er smagen af mynte mere fremtrædende. Langsomt kommer bitterhed mere frem, og en smag af tør egetræ følger med. Vaniljesødmen fra duften kommer igen frem i eftersmagen. I kombination med bitterheden giver det associationer til mørk chokolade og sukkersødet kaffe. Man efterlades med an fornemmelse i munden som når man har spist lakridsrod, men der mærkes varme fra kanel og alkohol.

Hvad siger producenten:

“Our 100% Rye Mashbill began with Elbon Rye from Northwest Texas accompanied by crystal, chocolate and roasted rye. Driven by constant curiosity, we distilled our Rye in our copper pot stills, bringing new subtlety and perspective to our approach.

Konklusion:

Dette er en fornuftig rug whisky. Kan man lide en dram, hvor smage fra krydderier er den bærende kraft, så vil dette være et godt valg. Forventer man stor kompleksitet, så skal man lede andre steder. Jeg kan tilfældigvis godt lide krydderier, og jeg finder det særligt forfriskende med smagen af mynte, der ofte kommer frem i oplevelsen. Når det er sagt, så findes der aftapninger fra Balcones Distilling, der falder mere i min smag, men der er en særdeles positiv udvikling ned igennem flasken.  Man kan købe en flaske for omkring 500,- kroner. Konklusionen på denne anmeldelse af Balcones Texas Rye 100 Proof er, at det er en udmærket dram, men der er set bedre fra destilleriet.

3/5 (1)

Balcones Texas Single Malt Whisky – Single Barrel #17874

Balcones Texas Single Malt Whisky – Texas Whisky

Balcones Texas Single Malt Whisky Single Barrel #17874 er en amerikansk single malt whisky på 62,4% Vol. Den kommer fra det amerikansk destilleri Balcones Distilling i Texas. Denne single malt whisky har lagret på et enkelt fad af ny amerikansk egetræ, så det er en single cask aftapning, eller single barrel aftapning om man vil. Det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad, inden den endelig aftappes ved fuld fadstyrke. Denne sample kommer fra fad #17874, og er aftappet den 25/5-2022. Den aftappes uden kunstig farve, og der benyttes ikke kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #510

Anmeldelse af Balcones Texas Single Malt Whisky Single Barrel #17874

Næse:

Næsen rammes først af en tydelig duft af søde mørke bær. Der duftes solmodne kirsebær og blåbær. Bagved ligger en smule honningsødme og en sødme, der minder om den man kender fra sirup. Kombinationen leder tankerne i retning af det man kender fra vingummi med cola smag. Når drammen har stået i glasset i lidt tid, kommer lidt egetræ, vanilje og karamel en anelse frem fra baggrunden. Man mærker de 62,4% Vol i næsen, og en smule vand nedtoner dette.

Balcones Texas Single Malt Whisky Single Barrel #17874 - Sample

Balcones Texas Single Malt Whisky Single Barrel #17874 – Sample

Palette:

Alkoholen er først ganske tydelig, og lidt vand kan med fordel tilsættes. En smag af mørk sirup smages som det første efter alkoholen er nedtonet. Der kommer en tydelig smag af egetræ efter, der dog hurtigt er væk igen. Se sødmefulde bær smager nu igennem. Ganske som i duften smages også solmodne kirsebær og blåbær. Momentvis opfanges også en note af solbær. Efter et par nup til drammen bliver vanilje mere tydelig. Der mærkes en smule stærk kanel på tungen

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne amerikanske single malt whisky. Smagen af vanilje er tydelig i eftersmagen. Der mærkes stadig stærk kanel på tungen, der lejlighedsvist får følgeskab at en smule mynte. Der ligger et tyndt lag af sirupssødme i munden. En let bitterhed kommer en smule frem mod slutningen, og med sig har det et strejf af smagen fra kandiserede brændte mandler, som dem man kan købe til jul. Man efterlades med associationer til kaffe og karamel, mens munden tørrer gradvist ud, mens varmen fra alkoholen mærkes i kroppen.

Hvad siger producenten:

“Our Single Barrel Private Selection Program showcases the nuances of our flagship whisky, Texas Single Malt. The contrast from one barrel to the next highlights the unique marriage between the raw materials and processes we employ with the climate in Waco, Texas. Our core Texas Single Malt Whisky ages in a variety of new & used American, French, and Hungarian oak barrels, all of which are candidates for the Single Barrel Private Selection Program. This variety in barrel character combined with our copper pot stills yield complex flavors with intense palate-density. Non-chill filtered, as always.

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Hvis man har mod på at prøve whisky fra andre verdensdele end de sædvanlige skotske og irske dramme, så er dette et godt bud på et alternativ. På mange områder kan det sammenlignes med whisky fra Indien eller andre varme himmelstrøg, hvor whiskyen modnes hurtigt. Man kan købe en flaske for, hvad der svarer til cirka 700,- kroner i USA. I dette prisleje er konkurrencen hård, og der findes mange gode alternativer. Denne sample har jeg fået af min kammerat, der købte flasken, da han var til Metallicas 40 års jubilæums show i San Francisco. Konklusionen på denne anmeldelse af Balcones Texas Single Malt Whisky Single Barrel #17874 er, at dette er et glimrende eksempel på, at single malt whisky ikke altid behøver at være fra Skotland.

4/5 (1)