Bunnahabhain 2009 12 Year Old – Dansk Maltwhisky Akademi 2009/2021

Bunnahabhain 2009 12 Year Old – Ex-bourbon fad

Bunnahabhain 2009 12 Year Old er en whisky på 59,2% Vol. Den er produceret på det skotske destilleri Bunnahabhain Distillery på Islay. Denne flaske er aftappet til medlemmer af Dansk Maltwhisky Akademi i deres serie “Malten”. Det var muligt at købe andele i fadet, da det blev udbudt til salg. Spritten er fremstillet i 2009, hvorefter den har modnet på et ex-bourbon hogshead fad nummer #39 i 12 år. Denne single cask whisky er herefter aftappet den 6/12-2021. Whiskyen er aftappet ved cask strength. Den er ikke tilsat kunstig farve, og den er ikke kølefiltreret. Der aftappet 288 flasker.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #423

Anmeldelse af Bunnahabhain 2009 12 Year Old

Næse:

Næsen rammes først af en let syrlig duft fra umodne bær og frugter. Der duftes grønne æbler, umodne vindruer og stikkelsbær. Der anes en smule nyslået græs og hø. Langsomt kommer sødmen mere frem i drammen. Der duftes sødme fra vanilje og lys karamel. I baggrunden anes svagt lidt egetræ. Ligeledes opfanges svagt en maritim note, der leder tankerne i retning af hav og strand. De 59,2% Vol alkohol fornemmes uden at være sprittet.

Bunnahabhain 2009 12 Year Old

Bunnahabhain 2009 12 Year Old

Palette:

Sødmen er mere markant i smagen end i duften. Der er tydelig sødme fra malt og vanilje, der gradvist bliver mere som karamel og mælkechokolade. Bagved ligger de syrlige noter, der var mest tydelige i duften. Der smages umodne æbler, vindruer og stikkelsbær. Stærk ingefær og friskkværnet peber giver et lille brænd på tungen, der kun forstærkes af alkoholen. En smule vand nedtoner dette, mens sødmen bliver tydeligere.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne Islay whisky. Sødmen dominerer stadig i eftersmagen. Sødme fra vanilje, karamel og mælkechokolade ligger som et fint lag i munden. Der er en tiltagende bitterhed i afslutningen, og et strejf af egetræ kommer frem. Sammen med en let maritim og saltet note, er det med til at udtørre munden en anelse. Syrligheden fra de umodne bær og frugter er kun momentvis til stede. Man efterlades med varme fra alkoholen, og en smag som minder om den man finder i vaniljekranse.

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kombinationen mellem syrlighed og sødme går fint i samspil. Samtidig er der styrke fra peber og ingefær, der sammen med alkoholen løfter oplevelsen. Det hele toppes at med et strejf af noget maritimt, som Islay er så kendt for. Det er en dram, der fortjener noget tid i glasset, og tid til fordybelse. Den er udbudt til salg af private på diverse auktionssider til omkring 450,- kroner. Jeg byttede mig til den for en flaske Ledaig Rioja Cask Fininish, Konklusionen på denne anmeldelse af Bunnahabhain 2009 12 Year Old er, at det er en fin dram, der skal bruges en del tid med, for at vise sit fulde potentiale.

4/5 (1)

Kilkerran 8 Year Old – Port Cask Matured 2022

Kilkerran 8 Year Old – Cask Strength Port Cask Matured Batch #7

Kilkerran 8 Year Old Port Cask Matured er en skotsk whisky på 57,9% Vol fra Glengyle Distillery i Campbeltown distriktet. Destilleriet ejes af J & A Mitchell. Denne whisky er lagret ex-portvin fad i 8 år, inden den er aftappet ved fuld fadstyrke den 14-02-2022, hvilket også er stemplet på flasken. Dette er batch #7 i destilleriets 8 års cask strength serie. Der ikke tilsat kunstige farvestoffer til whiskyen, og den aftappet uden brug af kølefiltrering. Den bærer flaskekode 14.2.22 22/22. Jeg var heldig at få fat i tre flasker, da den blev frigivet på det danske marked onsdag den 30/3-2022, samtidig med årets udgave af 8 års Cask Strength Sherry Cask Matured.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #421

Anmeldelse af Kilkerran 8 Year Old Port Cask Matured

Næse:

Næsen mødes først af en tydelig sødme fra solmodne røde bær. Der duftes modne jordbær og hindbær. Der opfanges hurtigt et strejf af røg. Sammen med sødmen fra de røde bær, leder det tankerne i retning af det man kender fra røget skinke eller bacon. Momentvis opfanges lidt mynte i duften, der dog hurtigt er væk igen. Der er lidt jordslået duft, som man finder det i en gammel kælder. Efter at have smagt på denne whisky duftes svagt et strejf af citrus i baggrunden. De 57,9% er ikke tydelige i næsen,

Kilkerran 8 Year Old Port Cask 2022

Kilkerran 8 Year Old Port Cask 2022

Palette:

Ganske som i duften, så er de søde røde bær også det første, der rammer munden. Der smages jordbær, hindbær og lidt mærke overmodne kirsebær. Røgen er en del tydeligere i smagen, end den var i næsen. Der tænkes stadig på røget kød som bacon eller skinke. I baggrunden opfanges en let syrlighed fra modne mandariner. Efter et par nip til whiskyen, fremkommer en smule bitterhed og tørhed i munden. Der er en let mineralsk note, der giver associationer til tavlekridt. Alkoholen mærkes, og en smule vand kan tilsættes efter personlig præference.

Afslutning:

Der er en lang slutning på denne whisky. Tørheden og den mineralske note er mere dominerende i eftersmagen. Der er tydelig fornemmelse af kridt på tungen. Momentvis opfanges også lidt salt på læberne. De søde røde bær er hurtigt væk, og røgen tager mere over. Smagen af grillet, røget kød ligger som et fint lag i munden. Alkoholen er mere til stede i eftersmagen, og giver en varm følelse i hals og svælg. Man efterlades med et minde om mælkechokolade i munden.

Hvad siger producenten:

For the first time our 8 Year Old Cask Strength was split between two maturations. In recent years it has been fully sherry matured but the addition of a full port cask maturation sidekick has been very well received so far.

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky fra Campbeltown området, så vil denne aftapning være et sikkert hit. Det er ikke en whisky for nybegynderen. Der er simpelthen for meget gang i både duft og smag, til det nok vil blive en succes. Er man et skridt længere på sin whisky rejse, så er jeg sikker på man vil finde meget fornøjelse i denne aftapning. Er man som jeg, fan af stort set al whisky fra regionen, og Glengyle Distillery i særdeleshed, så er det et godt valg. Man kan købe en flaske for 600,- kroner, hvis man stadig kan være heldig at finde den i handlen. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilkerran 8 Year Old Port Cask Matured er, at det er en fantastisk whisky, der ikke skuffer en fan af destilleriet.

4/5 (1)

Cardhu 12 Year Old – honnigsødme og blødhed

Cardhu 12 Year Old – standard flaske fra destilleriet

Cardhu 12 Year Old er en skotsk whisky på 40% Vol. Cardhu Distillery er et af de destillerier i Skotland, som er beliggende i Speyside regionen. Cardhu Distillery er ejet af giganten Diageo. Whiskyen er en af destilleriets kerneprodukter, og sælges i stor stil på verdensplan. Whisky fra destilleriet bruges i blandt andet Johnnie Walker blended whisky. Whiskyen har lagret 12 år på traditionelle genbrugte ex-bourbon egetræsfad, og den er endvidere kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #420

Anmeldelse af Cardhu 12 Year Old

Næse:

Der er en tydelig duft af frugt når man første gang stifter bekendtskab med denne dram. Der er tydelig duft af modne æbler, pærer og bær. Efter lidt tid i glasset bliver duften mere blomster-agtig, og der kommer en god honningsødme. Man mærker en smule egetræ i baggrunden, og en nuance som minder lidt om mint. Der kan spores lidt vanilje i aromaen. Man bemærker ikke alkoholen.

Cardhu 12 Year Old - Sample

Cardhu 12 Year Old – Sample

Palette:

Igen er der tydelig smag af bær og frugter, som æbler og pærer. Der er en ret kraftig sødme, som man kender det fra moden frugt. Der mærkes peber på tungespidsen. Efter et par mundfulde bliver der en tydeligere smag af egetræ og vanilje.Man mærker lidt valnødder i baggrunden. Heller ikke i paletten gør alkoholen meget væsen af sig, og der er et generelt blødt udtryk

Afslutning:

Der er en medium til lang eftersmag på whiskyen. Det starter ud med honningsødme, som ligger sig som et fint lag i munden. Dette erstattes langsomt af et mere tørt udtryk. Der fremkommer lidt syrlighed og bitterhed, som man kender det fra appelsinskræl. Det ebber stille ud i en smag af vanilje og mælkechokolade.

Hvad siger producenten:

Enticing and silky smooth, this is the quintessential Cardhu. Glowing with notes of golden honey and delicate, fruity character.”

Konklusion:

Dette er en typisk Speyside whisky. Den tilbyder fine noter af frugt og god sødme. Den er ikke specielt kompleks, og er virkelig let at drikke. Er man nybegynder, og gerne vil stifte bekendtskab med single malt whisky, så kan man sagtens starte her. Man får en dejlig blid og blød oplevelse, som ikke skræmmer nogen væk. Man kan købe en flaske for omkring 300,- kroner, så her kan de fleste være med. Hvis man stiller lidt større krav til enten kraftig smag, eller stor kompleksitet, så skal man holde sig fra denne whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Cardhu 12 Year Old er, at dette er en god whisky til nybegynderen, og en fin repræsentant for Speyside regionen.

2/5 (1)