Ardmore 2009 10 Year Old – Liquid Treasures 2009/2019

Ardmore 2009 10 Year Old – 10th Anniversary edition

Ardmore 2009 10 Year Old er en skotsk whisky på 58,4% Vol. Ardmore Distillery producerer Highland single malt whisky. Spritten er fremstillet i 2009, og er aftappet i 2019, hvilket gør den 10 år gammel. Flasken er aftappet af den uafhængige aftapper Liquid Treasures, i anledning af deres 10 års jubilæum. Whiskyen har lagret alle år på et ex-sherry fad, hvilket også gør det til en single cask aftapning. Der er aftappet 155 flasker, og de er alle fremstillet uden kølefiltrering, og uden kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #320

Anmeldelse af Ardmore 2009 10 Year Old

Næse:

Røg er det første som møder næsen, når den nærmer sig glasset. Hurtigt følges op med typiske noter fra ex-sherry fadet, som denne Highland whisky har lagret på. Der duftes søde og tørrede frugter som rosiner, figner og dadler. Efter nogle minutter i glasset kommer en duft af karamel også frem. En duft af mørk chokolade og espresso kaffe bliver gradvist mere og mere tydelig. I baggrunden fornemmes svagt en snert af egetræ, der bliver tydeligere efter at have smagt på drammen. De 58,4% Vol. alkohol er ikke specielt tydelige i næsen, men kan dog godt fornemmes, som et frisk pust.

Ardmore 10 Year Old - Sample

Ardmore 10 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholen er langt mere fremtrædende i smagen, dog uden af være sprittet. Man kan dog med fordel nedtone alkoholen en smule med lidt vand. Smagen af espresso kaffe og mørk chokolade træder frem som det første. Smagen af de tørrede frugter, som ligeledes var til stede i næsen, kommer herefter frem. Igen er det dadler, figner og rosiner. Der smages en let honningsødme i baggrunden efter et pat nip til whiskyen. Momentvis mærkes lidt frisk mentol på tungespidsen. Der fornemmes et fint lag af let røg over hele smags-indtrykket.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. De mørke noter af tørrede frugter, mørk chokolade og espresso kaffe har lagt sig som et fint lag i munden. Samtidig fremkommer en smule bitterhed, som den man kender, fra hårdt ristet kaffe eller sort malt i øl. Lidt egetræ og vanilje fremkommer i afslutningen. Man efterlades med et minde om let røg, med en fornemmelse af mentol på tungen. Varmen fra den høje alkoholprocent breder sig i brystet, mens munden tørrer en anelse ud, og smagen af lakridsrod dukker op.

Konklusion:

Her har vi fat i en ganske fornuftig whisky, uden den kommer helt op på øverste hylde. Kan man lide lette, friske og frugtige whiskyer, så skal man ikke vælge denne dram. Kan man derimod lide tunge, mørke og kraftige oplevelser i både duft og smag, så kunne dette godt være det rigtige valg. Hvis man kan lide mørk øl som eksempelvis stouts, så kunne dette godt være den rette whisky. Man kan købe en flaske for cirka 800,- kroner. Jeg fandt denne sample på tilbud til 20,- kroner, hvilket må siges at være en utrolig skarp pris for 3 cl. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardmore 2009 10 Year Old 10th Anniversary edition er, at drammen er whiskyens svar på mørke og kraftige stouts.

4/5 (1)

Ardmore 8 Year Old Heavy Peat – Wilson & Morgan 2009/2018

Ardmore 8 Year Old Heavy Peat – Barrel Selection

Ardmore 8 Year Old Heavy Peat er en skotsk whisky aftappet ved fadstyrke på 58,7% Vol. Ardmore Distillery er et af de skotske distillerier, som ligger i det skotske højland, og whiskyen betragtes derfor som en Highland single malt whisky. Whiskyen er flasket af den uafhængige aftapper Wilson & Morgan. Den har lagret ex-bourbon fad i 8 år, og fadene har numrene 706454, 706458, 706472 og 706496. Der er aftappet 1000 flasker, og denne sample er fra flaske #42. Whiskyen er destilleret i 2009 og aftappet i 2018 ved fuld fadstyrke, og er desuden ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #265

Anmeldelse af Ardmore 8 Year Old Heavy Peat

Næse:

Man lugter straks at det er en røget whisky. Det er ikke tung rød, som man kender det fra Islay whisky. Det er en fin og mere let røg, på trods af, at der står “Heavy Peat” på etiketten. Når whiskyen har stået lidt i glasset, og næsen har tilpasset sig røgen, så lukkes der op for lidt flere aromaer. Man dufter nu en let maltsødme, der følges fint op af lys chokolade og vanilje. Der er bemærkelsesværdigt lidt påvirkning fra alkoholen, der trods alt er på fuld fadstyrke ved 58,7% vol.

Ardmore 8 Year Old - Sample

Ardmore 8 Year Old – Sample

Palette:

Smagen er ligeledes præget af røg. Her er det en noget kraftigere røg, end duften antyder. Ligeledes er der noget mere spark i fadstyrke alkoholen, og man kan med fordel nedvande med lidt vand, så smagsløgene ikke bedøves helt. Når whiskyen er nede i mere menneskeligt alkohol niveau, så lukkes der op for lidt andre ting. Der er nu en god maltsødme , hvor der er tydelig smag af korn og mark. Bagved mærker man hele tiden en snert af lys chokolade og vanilje.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på drammen. Eftersmagen er mest præget af sødme fra malten. Ligesom i både næsen og paletten findes også her mælkechokolade og vanilje. Der anes svagt lidt egetræ fra fra fadet, og drammen dør ud i en smule bitterhed på tungen. Der mærkes en fin varme fra alkoholen. Røgen er nærmest ikke at finde i afslutningen, og mærkes kun som et svagt strejf i mundhulen.

Hvad siger producenten:

“The cask strength version of our very smoky Speyside malt, assembled from our favourite four casks from this distillation batch. Compared to the version at standard strength, the intensity of flavours is of course amplified, and in particular the peat smoke is the absolute top player in this bottling: very sooty, ashy, tarry. It’s not a maritime, salty and pungent kind of peat as that of coastal malts, but rather a more balsamic one, with earthy notes of pinewood, mint, camphor, and an overall “dark” note. But just gradually add water, and the sweet influence of the bourbon casks with their notes of vanilla will immediately appear to provide a creamy background. A different kind of peated whisky, that in its cask strength version is even more targeted at true smokeheads.”

Konklusion:

Dette er en ganske fin whisky. Den er ikke specielt kompleks, men kan man lide røg og whisky på fadstyrke, så er dette et glimrende bud. Jeg byttede mig til denne sample med en god kammerat. En flaske på 70 cl. kan købes for 579,- kroner. Man kan få meget god whisky i det prisleje. Om denne er pengene værd er et svært spørgsmål, når vi taler om en ung 8 års whisky. Den er god, men på den anden side, kan man også sagtens købe eksempelvis Lagavulin 16 Year Old for de penge. Der kommer denne whisky trods alt til kort. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardmore 8 Year Old er, at det er en ganske fin cask strength røgbombe, men den er oppe mod hård konkurrence på prisniveauet.

3/5 (1)

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21 – Signatory Vintage 2008/2015

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21 – Signatory Vintage fra Ardmore Distillery

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21 er en skotsk whisky på 40% Vol. Ardmore Distillery producerer Highland single malt whisky. Destilleriet er ejet af Beam Suntory. Whiskyen en single cask aftapning lagret i ex-bourbon fad nummer #800083. Flasken kommer uden aldersangivelse, men den er destilleret i 2008 og aftappet i 2015. Det betyder den 7 år gammel. Flasken er aftappet af den uafhængige aftapper Signatory Vintage for den danske engros virksomhed Vinmonopolet. Aftapningen går under navnet “Vinmonopolet Distillery No. 21”. Der er aftappet 357 flasker, og jeg har fået flaske nummer #59. Den er desuden fremstillet uden kølefiltrering, og er ej heller tilsat kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #195

Anmeldelse af Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21

Næse:

Sødmefuld vanilje er det første som kommer op af glasset. Langsomt kommer også en duft af søde modne frugter. Der duftes røde æbler og pærer i whiskyen. Efter nogle minutter i glasset fremkommer en let mineralsk note, som leder tankerne hen på en maritim dram. Der anes også en lille snert af røg, men om det bare kommer fra det afsvedne fad, er svært at vurdere. Røgen bliver tydeligere i aromaen når flasken har været åbnet i noget tid. Man mærker ikke de 40% vol alkohol i næsen.

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21

Palette:

Frugtsømen er mere dominerende i paletten. Der smages søde pærer og solmodne røde æbler. Også i smagen er vanilje meget tydelig. Det lægger sig som et fint lag i munden. Den mineralske note fra duften, er også en smule til stede i smagen. Det giver en lidt kalket følelse i munden, og en fornemmelse af salt på læberne. Der anes også her en smule brændt smag i denne uafhængige aftapning, som giver en antydning af røg. Alkoholen er heller ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Sødmen fra de modne frugter forsvinder ret hurtigt. Det gør smagen af vanilje mere tydelig i eftersmagen, og den hænger fint ved i oplevelsen. Det maritime og mineralske udtryk bliver efterhånden tydeligere og tydeligere. Man sidder slutteligt med en fornemmelse af kalk og en smule salt, så man efterlades med et lidt tørt udtryk i munden. Man sidder tilbage med et svagt minde om mælkechokolade og lidt varme fra alkoholen.

Hvad siger Vinmonopolet:

“Specialaftapningerne fra Distillery-serien er eksklusive whiskyer for enhver smag. Small batches og limited editions fra både de kendte destillerier og dem, man burde kende. Klassiske, tørvede Islays, fløjsbløde Speysides og eminente Highland whiskies. Serien præsenterer det ypperligste inden for Single Malt, nemlig Single Cask. Alle whiskyerne i serien er aftapninger af enkeltstående fade, nøje udvalgt af os, så aftapningen netop er noget helt specielt. Af hvert fad bliver der kun 300-350 flasker. Charmen ved dette er, at hver whisky er forskellig fra standardaftapningen og har derfor sin helt egen karakter, der enten kan fremhæve nogle elementer i standardaftapningen eller være milevidt herfra.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Den har en del at byde på, uden det overhovedet bliver kompliceret. Man får masser af vaniljesødme, som går godt i spænd med det lidt tøre mineralske udtryk. Det giver en god kombination. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner, hvilket nok lige er i overkanten, da der findes meget god whisky i det prisleje. Jeg var heldig at købe den, sammen med fire andre flasker single malt og en enkelt flaske blended malt, fra en kollega. Jeg måtte slippe 600,- kroner for de seks flasker, hvilket er en utrolig skarp pris. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21 Signatory Vintage 2008/2015 er, at det er en hæderlig whisky, som ikke stiller de store krav til nyderen.

3/5 (1)