Glenglassaugh Evolution – Highland Single Malt Scotch Whisky

Glenglassaugh Evolution – First fill ex-bourbon fad

Glenglassaugh Evolution er en whisky på 50% vol. Den er produceret på Glenglassaugh Distillery, der er beliggende i Highland regionen. Whiskyen har modnet på first fill ex-bourbon fad fra Tennessee. Det fremgår ikke hvor længe den har lagret på disse fad, da flasken kommer uden aldersangivelse. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #567

Anmeldelse af Glenglassaugh Evolution

Næse:

En tydelig syrlig duft kommer op fra glasset som det første. Der duftes grønne æbler og citrusfrugter som lime og grapefrugt. Efterhånden kommer sødme mere frem i duften. Det er sødme som den man kender fra blomsterhonning. I baggrunden fornemmes svagt lidt sødme fra vanilje og lys karamel. Kombinationen mellem syrlighed og sødme giver associationer til frugt-yoghurt. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Glenglassaugh Evolution - Miniature

Glenglassaugh Evolution – Miniature

Palette:

De 50% Vol alkohol er langt tydeligere i smagen end de er i duften. En smule vand nedtoner fint dette, og giver plads til mere smag. Syrligheden rammer smagsløgene først. Der smages lime og citron. Sammen med en tydelig bitterhed ledes tankerne i retning af revet skal fra en citron. Efter et par nip til denne Highland whisky kommer sødmen en smule frem. Der er honning- og vaniljesødme, mens et strejf af sød karamel anes i baggrunden. En smag at egetræ bliver gradvist mere og mere tydelig.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Sødmen dominerer i eftersmagen. Der er tydelig vanilje og karamel. Syrligheden fra lime, citroner og umodne æbler kommer momentvis frem i smagen. Bitterheden og en smag af egetræ bliver mere tydelig, og tilfører samtidig en tørhed på tungen og i munden. Man efterlades med en fornemmelse af alkohol i munden.

Hvad siger producenten:

“Glenglassaugh Evolution is created by maturing the whisky in a unique combination of the finest hand-picked ex-Tennessee first-fill whiskey barrels. This expression shows great depth of character and finesse, a harmonious combination of whisky and oak. Bottled at 50%, natural colour and non chill filtered, Evolution represents the heart of Glenglassaugh’s distinctive personality, and indeed the landscape in which it is set.”

Konklusion:

Dette er ikke nogen stor whisky. Vil man have en whisky, der ikke kræver den helt store fordybelse, og er med tydelig påvirkning fra alkoholen, så er dette måske et fornuftigt bud. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. I dette prislejer er konkurrencen hård, og der findes i min optik bedre alternativer på markedet. Destilleriet laver selv bedre whisky end denne, i hvert fald til mine smagsløg. Ud fra den betragtning er jeg ganske tilfreds med, at det kun er en miniature flaske jeg har købt. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenglassaugh Evolutioner, at drammen er påvirket af alt for markant alkohol, og destilleriet laver bedre whisky end denne.

1/5 (1)

Tullibardine 1993 24 Year Old – Maltbarn 1993/2017

Tullibardine 1993 24 Year Old – fra ex-bourbon fad

Tullibardine 1993 24 Year Old er en skotsk whisky på 48,7% Vol. Whiskyen er er fremstillet af Tullibardine Distillery i Highland området. Whiskyen er fremstillet i 1993, hvorefter den er hældt på et single cask ex-bourbon fad. Efterfølgende den aftappet i 2017, hvilket gør den 24 år gammel. Whiskyen er sendt på markedet i 132 eksemplarer af den uafhængige aftapper Maltbarn, som deres aftapning nummer 88. Den er aftappet uden brug af kølefiltrering, og uden kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #557

Anmeldelse af Tullibardine 1993 24 Year Old

Næse:

Først duftes modne frugter. Det er tydeligt søde røde æbler. Denne frugtsødme fortager sig hurtigt fra glasset, hvorefter en let syrlig note fremkommer. Der duftes nu umodne stikkelsbær. Der er en snert af lidt citrusfrugt i baggrunden. Der er en smule mineralsk udtryk, så den virker lidt saltet og kalket i aromaen. Efter noget tid i glasset kommer vanilje og karamel frem. Der fornemmes en snert af bitter hasselnød i næsen efter at have smagt på whiskyen. Man mærker ikke alkoholen i duften.

Tullibardine 1993 24 Year Old - Sample

Tullibardine 1993 24 Year Old

Palette:

Smagen af umoden og bitter hasselnød er det første som rammer hunden. Dette følges hurtigt op at stærke krydderier, som ingefær og wasabi. Langsomt kommer lidt sødme fra modne æbler frem, men er hurtigt væk igen. De umodne stikkelsbær, som også var at finde i duften, er også tilstede i smagen. Det giver en let syrlig og smule tørhed i munden, som når man tygger i et umodent stikkelsbær. I baggrunden på denne single cask aftapning mærkes lidt vanilje og mælkechokolade. De 48,7% vol alkohol er heller ikke at mærke i paletten.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på drammen. Tørheden og syrligheden fra de umodne stikkelsbær bliver hængende lidt tid i munden. Ligeledes er der i begyndelsen stadig prikken på tungen fra stærk wasabi og ingefær. Vanilje og mælkechokolade kommer kortvarigt frem. Man efterlades med en fornemmelse af lidt vådt pap i munden, mens der mærkes varme fra alkoholen.

Konklusion:

Dette er ikke nogen stor oplevelse. Nuvel, whiskyen har da præsenteret mig for nogle smagsvarianter jeg ikke har prøvet før, som eksempelvis umodne stikkelsbær og vådt pap. Man kan købe en af de 132 flasker for omkring 1400,- kroner. Jeg var heldig at finde denne whisky sample på tilbud til 20,- kroner for 3 cl. Heldig fordi det er billigt i forhold til flaskens pris, men i sandhed også heldig, at det kun er en smagsprøve, når den nu ikke lige falder i min smag. Konklusionen på denne anmeldelse af Tullibardine 1993 24 Year Old Maltbarn 1993/2017 er, at vådt pap og umodne stikkelsbær nok ikke lige er helt min stil.

1/5 (1)

Edradour 2012 10 Year Old – Signatory Vintage 2012/2022

Edradour 2012 10 Year Old – Udvalgt til danske vinhandlere

Edradour 2012 10 Year Old er en skotsk whisky på 58,9% vol. Whiskyen er fremstillet på Edradour Distillery, beliggende i Highland distriktet. Denne single cask whisky har modnet på sherry butt fad nummer #304. Whiskyen er aftappet til danske vinhandlere af den uafhængige aftapper Signatory Vintage, og er del i deres “Cask Strength Collection”. Råpritten er destilleret den 22/6-2012, og senere aftappet ved fuld fadstyrke den 28/9-2022, med en aldersangivelse på 10 år. Der er ikke brugt kunstig farve under fremstillingen, og den er heller ikke kølefiltreret. Der er aftappet 651 flasker i alt, og denne sample er fra flaske 539.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #548

Anmeldelse af Edradour 2012 10 Year Old

Næse:

Egetræ duftes som det første, når næsen nærmer sig glasset. Hurtigt kommer sødme fra tørrede frugter efter. Der er markant tilstedeværelse af tørrede dadler og svesker. Bagved fornemmes lidt valnødder i duften. Sødme, nødder og egetræ giver i kombination associationer til det man kender fra marcipan. Når drammen har stået nogle minutter i glasset, kommer et fjernt strejf af modne søde appelsiner frem, mens et strejf af frisk pibetobak momentvis er til stede. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Edradour 2012 10 Year Old - Sample

Edradour 2012 10 Year Old – Sample

Palette:

Der smages først søde tørrede frugter. Ganske som i duften er dadler og svesker ganske tydeligt i profilen. Hurtigt kommer egetræ frem i smagen, og med sig har det en let bitterhed, der leder tankerne i retning af valnødder. Kortvarigt opfanges lidt stærk peber og kanel på tungen. Efter et par nip til drammen kommer lidt mørk chokolade og kaffe frem i smagen. De 58,9% Vol er mere fremtrædende i smagen end i duften, og drammen kan nedvandes efter personlig præference. Sødme og kanel forstærkes en anelse med lidt vand.

Afslutning:

Sødmen fra dadler og svesker ligger som et fint lag i munden. Bitterhed og smagen fra egetræ er nu ganske tydelig, og giver en let tør fornemmelse i munden. Ligeledes kommer smagen af kanel mere frem i eftersmagen. Lejlighedsvist kommer smagen af marcipan, der også var at finde i duften, også frem i eftersmagen. Man efterlades med en følelse i munden, som når man har drukket kaffe, og spist mørk, bitter chokolade.

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky, der har modnet på ex-sherry fad, og tydeligt bærer præg af denne modning, så er dette et godt køb. Samtidig er der markant tilstedeværelse af egetræ, der tilføjer en fin bitterhed. Hvis man kender den klassiske Edradour 10 Year Old, og man har fået lidt whisky erfaring, så er dette et stort step op ad stigen. Jeg var heldig at få denne smagsprøve fra en kammerat, men man købe en hel flaske for cirka 1000,- kroner. Konklusionen på denne anmeldelse af Edradour 2012 10 Year Old Signatory Vintage 2012/2022 er, at dette er en dejlig whisky, hvis man er kommet godt i gang med sin whiskyrejse.

4/5 (1)