Lagavulin 12 Year Old – 2020 Special Releases

Lagavulin 12 Year Old – Rare by Nature (reklame)

Lagavulin 12 Year Old er en skotsk whisky på 56.4% Vol. Aftapningen er del i Diageo’s “2020 Special Releases” serie, der også går under navnet “Rare by Nature”. Whiskyen er produceret på Lagavulin Distillery på Islay. Råspritten er fremstillet i 2007, og har modnet i mindst 12 år på genbrugte amerikanske ex-bourbon fad. Som de andre flasker i denne serie, er whiskyen aftappet ved cask strength. Der er sendt et begrænset antal flasker på markedet af denne “Limited Edition”. Jeg har fået denne sample som et sponsorat til anmeldelse her på bloggen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #241

Anmeldelse af Lagavulin 12 Year Old

Næse:

Næsen mødes først af røg fra whiskyen. Det er en duft af røg, som den man finder i aske i bålet, når de sidste gløder er ved at forsvinde. Når man har tilvænnet næsen til aske-røgen, så kommer lettere nuancer frem. Der er fin duft af moden pære, der langsomt ændrer karakter til en syrligere frugt som grapefrugt. Der fremkommer efterhånden et strejf af tropiske frugter af ananas og umoden fersken. Der er en smule mineralsk note i duften. Alkoholen er ikke specielt tydelig, på trods af 56.4% Vol. Et par dråber vand gør duften en anelse sødere, og trækker lidt vanilje frem.

Lagavulin 12 Year Old 2020 Special Releases - Sample

Lagavulin 12 Year Old 2020 Special Releases – Sample

Palette:

Frugtsødmen er tydelig i smagen, og der smages straks søde pærer og ferskner. Der følges hurtigt op med lidt bid i alkoholen, der dog fint nedtones med lidt vand. Frugtsødmen forstærkes med lidt vand i glasset. Ganske som i næsen trækkes vanilje også frem i paletten med lidt vand. Når man har smagt på drammen et par gange kommer syrlige noter af grapefrugt, og lidt umodne æbler frem fra baggrunden. Ligeledes bliver det mineralske og lidt saltede udtryk også gradvist mere markant i denne Islay whisky. Hele oplevelsen pakkes ind i et lag af aske-røg.

Afslutning:

Der er en lang eftersmag på denne dram. Det mineralske udtryk mærkes tydeligt i munden og på læberne. Der smages næsten salt og flintesten. Efterhånden tager sødmen over, og modne pærer og ferskner træder frem. Momentvis kigger en smule syrlighed frem på tungen. Slutteligt tørrer munden en anelse ud, men en smag af egetræ og vanilje kommer frem. Røgen ligger som et fint lag i munden i hele afslutningen, og man sidder tilbage med varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

This single vintage Lagavulin has been matured in traditional refill American oak casks selected to give a perfect expression of distillery character. Soaring in taste and intensity, the flavour is powerful and assertive yet subtly sweet.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Hvis man kan lide typisk Islay whisky, med røg og maritime noter, så er dette et godt bud på den rette whisky. Samtidig tilbydes fine nuancer af sødme og syrlighed, som tilbyder en fin dybde i drammen, uden den bliver alt for kompliceret. Når den samtidig er aftappet ved fuld fadstyrke, så løftes hele udtrykket lige en anelse op. Man kan købe en flaske for cirka 1200,- kroner. Det kræver nok at man er peat-head og Lagavulin fanboy for at finde det en passende pris. Jeg er tilfældigvis begge dele, og drammen falder i min smag. Konklusionen på denne anmeldelse af Lagavulin 12 Year Old 2020 Special Releases er, at det er den rette dram for alle, der elsker røget Islay Single Malt Whisky.

4/5 (1)