BenRiach Curiositas 10 Year Old – røg og honningsødme

Hjem » Side 192

BenRiach Curiositas 10 Year Old – En røget Speyside whisky med god sødme

Destilleri: BenRiach
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon, Rom, Virgin oak
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★

BenRiach Curiositas 10 Year Old er en skotsk single malt whisky på 46% Vol. Whiskyen er fra BenRiach Distillery beliggende i Moray i Speyside regionen. Whiskyen er derfor at betragte som en Speyside single malt, der dog ikke traditionelt set er kendt som røgede dramme. Den har modnet på et mix af ex-bourbon fad, ex-rom fad og virgin oak fad. Whiskyen er ikke tilsat farve, den er ikke kølefiltreret, og den har lagret 10 år på ex-bourbon fad.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #26

Anmeldelse af BenRiach Curiositas 10 Year Old

Næse:

Denne whisky er en røg-bombe lige så snart den rammer næsen. Den forekommer virkelig intens røget – nærmest som man kender det fra Islay. Når næsen har tilpasset sig røget fremkommer fine nuancer af frisk frugt som pærer og æbler. Endvidere opfanges toner af blomstereng. Det hele toppes af med en tydelig honningsødme, der er kendetegnene for Speyside regionen. Der er en lidt sprittet duft, og whiskyen har godt af et par dråber vand, der lige tager toppen af alkohol-følelsen i næsen.

BenRiach Curiositas 10 Year Old

BenRiach Curiositas 10 Year Old

Palette:

Som duften er smagen også præget af tydelig og intens røg, der kan virke lidt tjære-agtig. Når man smager igennem røgen er gode nuancer af friske, modne frugter som pærer og æbler. Der er en god krydret smag, der kan minde lidt om peber, og det giver lidt brænd på tungen. Der er også en tydelig tilstedeværelse af egetræ fra fadet. Også i smagen er der god gevinst i at tilsætte et par dråber vand, der både tager toppen af alkohol-smagen, men samtidig åbner op for de andre nuancer, som vanilje og kanel. Det hele rulles ind i stor honning-sødme, der næsten kan virke overvældende.

Afslutning:

I eftersmagen er der også tydelig røg. En røgsmag der nærmest kan minde lidt om de kul, som man smider på grillen. Der er også her en god restsødme. Man fornemmer en smule bitterhed på tungen efter lidt tid. Man har også i eftersmagen en lille snert af vanilje og kanel. Afslutningen på denne whisky forsvinder hurtigt, særligt i forhold til det generelt kraftige udtryk i denne dram.

Hvad siger producenten:

“The BenRiach Curiositas uses a heavily peated malted barley as the cereal varietal to produce a unique, fresh, peated expression. This rare peated single malt, from the Heartland of Speyside, has wonderful overtones of peat reek, combined cleverly with a background of fruity, floral, heathery notes and an appealing presence of oak wood in the finish.”

Konklusion:

Dette er en kraftig sag. Der er kraftig røg, kraftig sødme, kraftig frugt og kraftig alkoholsmag. Det eneste der mangler lidt styrke er afslutningen, hvor eftersmagen klinger lidt hurtigt ud – særligt i betragtning af det generelt voldsomme udtryk denne whisky har. Denne whisky kan erhverves for omkring 400,- kroner, og det er den så absolut værd. Hvis man er til røget whisky, så kan denne klart måle sig med de kraftige af slagsen man kender fra Islay regionen. Hvis man samtidig kan lide de honningsøde whiskyer fra Speyside regionen, så er denne dram lige sagen. Konklusionen på denne anmeldelse af BenRiach Curiositas 10 Year Old er at det er en super god whisky, med de bedste karaktertræk fra to regioner.

Ardbeg Ten – The Ultimate

Hjem » Side 192

Ardbeg Ten – definitionen af røg fra Islay

Destilleri: Ardbeg
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★

Ardbeg Ten er en skotsk whisky på 46% Vol. Ardbeg Distillery ligger på Islay, så whiskyen er derfor en Islay single malt whisky. Destilleriet er ejet af Louis Vuitton Moët Hennessy. Whiskyen er modnet 10 år på en blanding af first fill og second fill ex-bourbon fad. Endvidere er denne whisky ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #25

Anmeldelse af Ardbeg Ten

Næse:

RØG! Det første der rammer næsen er røg, røg og atter røg, så det næsten minder om afbrændt gummi. Men med lidt tålmodighed med whiskyen i glasset, og en næse der ofte dufter til drammen, så kommer man dybere ind i duft aromaerne. Når røgsløret har lagt sig, så dufter man frugter, som æbler og umodne pærer, der giver et lidt syrligt tilsnit. Man mærker også en utrolig bund af sødme efter lidt tid. Drikker man den som den kommer fra flasken, så har man også en tydelig fornemmelse af alkohol. Jeg syntes whiskyen vinder ved at få tilsat et par dråber vand, som i den grad er med til at lukke op for godteposen af dufte.

Ardbeg Ten

Ardbeg Ten

Palette:

Paletten er også præget af røg. Men som i næsen, så kan smagsløgene også komme igennem røgsløret, og opfange utroligt fine nuancer. Man smager straks en god bund af sødme i denne dram. På trods af den relativt kraftige sødme, så smager man også syren fra umoden frugt. Der er svage toner af vanilje, krydderi og egetræ, som de 10 år på fad har givet, og man mærker tilstedeværelse af salt. Man får endvidere en lidt olie-agtig fornemmelse på tungen.

Afslutning:

Eftersmagen på whiskyen er også indhyllet i røg. Også her er der en blanding af god restsødme og syrlighed man kender fra umodne frugter. Det hele toppes af med en næsten mint-agtig, og tydelig saltet smag i afslutningen. Afslutningen trækkes fint ud over en længere periode, og tungen tørrer slutteligt lidt ud, med en let prikken på tungespidsen.

Hvad siger producenten:

“Ardbeg Ten Years Old is revered around the world as the peatiest, smokiest, most complex single malt of them all. Yet it does not flaunt the peat; rather it gives way to the natural sweetness of the malt to produce a whisky of perfect balance. Named World Whisky of the Year in 2008.”

Konklusion:

Denne whisky er utroligt spændende. Ikke alene er det en røg-bombe, men den er faktisk samtidig fyldt med interessante kontraster. Man har den gode bund af sødme, som på nærmest finurlig vis går hånd i hånd med en form for syrlighed. Denne kontrast er nærmest fascinerende. Samtidig giver fornemmelsen af olie og salt, i forening med krydderier og vanilje, en god kompleksitet til whiskyen. Men for at nyde denne dram så er det vigtigt at give, både drammen og nyderen, tid. Drammen skal have tid til at stå i glasset, og lukke op for alle de fine nuancer. Nyderen skal have tid til at komme igennem røgsløret, for at opfange alle disse fine nuancer, som drammen åbner op for. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardbeg Ten er, at det er en super god whisky, der vel nærmest definerer Islay regionen, for det den er mest kendt for, nemlig røg og kompleksitet!

Den danske whiskykaffe – mere kaffe end whisky

Hjem » Side 192

Dansk kaffe med whisky – god tanke men middelmådig kaffe

Bryggeri: N/A
Land: Danmark
Type: Kaffe
Whisky: Tilsat
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Dansk kaffe med whisky er en dansk luksus whiskykaffe. Kaffen fra producenten er delt ind i renheds grader, hvor 1. til 3. CoffeCru har fra 0,3% til 1,8 % defekte bønner. Denne kaffe er 4. CoffeCru, hvor maximum 4,5% af bønnerne er defekte. Med defekte bønner menes bønner, der er overfermenteret, umodne, ødelagt af insekter og lignende. Kaffen kommer i en pose med 225 gram hele kaffebønner, så man skal have gang i kaffemøllen inden den kan drikkes. Der er ingen indikering af, hvordan whiskyen tilføres kaffen, ej heller whiskyens oprindelse.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #24

Anmeldelse af Den danske whiskykaffe

Næse:

Kaffen dufter umiddelbart ikke som forventet – nemlig af kaffe. Derimod bliver man mødt af en tydelig duft af karamel. Der er også en god sødme i duften. Tilstedeværelsen af den traditionelle kaffeduft er nærmest ikke tilstede. Der er heller ikke tilstedeværelse af whisky i næsen. Duften leder tankerne hen på en opvarmet belgisk strong ale, der også er kendetegnet ved kraftig karamel og sødme i duften.

Den danske whiskykaffe

Den danske whiskykaffe

Palette:

Man fornemmer tydeligt smagen af kaffe. Det er dog ikke kaffe som man kender det fra den klassiske “Rød Merrild” eller “Karat”. Det er derimod en mere fyldig fornemmelse af kaffe, Man mærker også i smagen den tydelige tilstedeværelse af karamel. Endvidere er der god sødme og fylde i paletten. Igen er det svært at ane nogen form for tilstedeværelse af whisky.

Afslutning:

Eftersmagen er også tydeligt præget af karamel og sødme. Efter lidt tid i munden kommer der en tydeligere fornemmelse af kaffe. Slutteligt går eftersmagen fra det voluminøse over i det mere bitre, som man kender det fra traditionel hverdagskaffe. Man fornemmer dog stadig en lille bi-smag bagerst i munden. Om det er whiskyen, der lige gør sig bemærket, det tør jeg ikke sige, men det er i hvert fald ikke en tydelig whiskysmag.

Hvad siger producenten:

“Fyldig kaffe med en snert af whisky, rom og fløde. Dejlig med mælk.”

Konklusion:

Oplevelsen med denne kaffe er faktisk ganske fornuftig. Man skal ikke købe den, hvis man forventer smagen af whisky. Hvis man derimod kan lide god kaffe, så syntes jeg dette er et fornuftig køb. Kaffen koster cirka 50,- kroner for 225 gram, så det er i den dyre afdeling, hvad angår kaffe. Med den sparsomme mængde kaffe jeg drikker, når jer hjemme fra job, så er den dog pengene værd. Konklusionen på denne anmeldelse af den danske whiskykaffe er, at kaffen er god, men man skal ikke forvente tilstedeværelse af whisky.